Zen for klaphatte

Nå, men godt nytår.
Her sker ingenting.
(Og de der tror at det nødvendigvis skal forstås negativt, er velkomne til at læse om ingenting HER).

Men ok, jeg synes nok det er en lille smule overflødigt at åbne det nye år med en genudsendelse af november. Savner sne. Savner ikke dårlige trafikforhold, is på bilruder og salt på vinterstøvler. Men lyset, stilheden og candyflossfænomenet – de dage hvor solen gik ned over markerne som jeg kørte forbi på vej hjem, og farvede hele verden pink, uden at det på nogen måde var for meget. Jeg savner også at frosten bider mig i næsen. Når JEG bliver vejrgud, så får vinteren én måned. Hvor den til gengæld skal stramme sine iskolde baller noget så eftertrykkeligt. Resten af tiden får den resultatløn for at holde sig væk.

Mens ingenting stille og roligt sker, og 2012 allerede har spist den første bid af sig selv, forsøger jeg at lægge et par planer, så jeg har noget at tabe på gulvet. Det går meget godt. Både med det ene og det andet. Det er gået op for mig, at jeg er ved at have vænnet mig til, at det er sådan det fungerer. Altså at planer er til for at flyve i alle retninger, hver gang vinden vender. Man bager en kage. Finansgrisen spiser den. Man erklærer sig officielt bankerot. Og finder en skat. Man giver op om aftenen. Og står op næste morgen og løber jorden rundt.

Samtidig er jeg godt klar over, at jeg ikke har vænnet mig til en skid. Hvis jeg kan noget med zen, er det under alle omstændigheder i kategorien ‘Zen for vesteuropæiske klaphatte’. Fuldstændigt zen. Så længe intet sker. Af sig selv.

På billedet: Min julegave til min bror. Zen-have i skrivebordsstørrelse. Lavet af akvariesand, strandfund og en IKEA-ramme, efter anvisninger i Helle Schjønnings bog Magiske Måneder. Kan varmt anbefales – det gør jeg i hvert fald. Og der er ikke nogen der har bedt mig om det eller betalt mig for det. Jeg kan ganske enkelt bare ikke lade være!


Kommentarer

Zen for klaphatte — 4 kommentarer

  1. Og min! Jeg skal nemlig ingen steder, og så er det det dælme noget af en nedtur, at der ikke kommer 5 m sne, så jeg bare kan sidde her og gnægge.
    Fed have i øvrigt! Bliver helt inspireret 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.