Vinder af blogbog (og lidt om hverdage)

Skærmbillede-2013-09-29-kl.-16.41.20Lulle vil ikke sige et tal mellem ét og noget som helst, når hun ikke må sige otteogfirs. Så nu har Random.org fået lov at bestemme. Den laver aldrig vrøvl, og tørrer heller ikke makrelfingre af i sofaen (for fanden altså!).

Random.org siger to, og det betyder muligvis at Junes elever kommer til at blogge? Tillykke June (og elever). Send mig din adresse, så kommer der en bog til dig.

Jeg holder weekend, lidt forskudt. I dag og i morgen. Har lige lagt en ordentlig bootcamp af en arbejdsuge bag mig, og er helt forundret over, at min indbakke er tom, og at der ikke er nogen der står og hopper og skal bruge 300 ord om et eller andet, et slag på tasken over, hvor meget syvogtredive sangere fylder, hvis de stiller sig op i fire rækker, eller billeder af dit og dat i dropbox ASAP.

Jeg er en heldig hund – også hvad det job angår. Det er sjovt, det er alsidigt, jeg bruger både sproghjerne og musikhjerne og nørdehjerne og kamera og virkelig mange af de forskellige ting jeg har gået og fyldt i min værktøjskasse i årenes løb. Jeg skal bare huske at gå hjem en gang imellem.

I den uge der er gået, havde jeg faktisk planlagt indtil flere blogindlæg, fordi jeg er helt besluttet på at blive en rigtig ordentlig fuldblodsblogger igen. Det skal også nok lykkes. Det skulle bare ikke nå de store højder i den uge, hvor jeg også havde tre deadlines på skriveopgaver, planlægning og afvikling af en hel dag med musikvideoproduktion, et forældremøde om hvad der foregår i hovedet på teenagere, en Teitur-koncert (GOD!), og noget projektleder-noget, som indebærer, at jeg er i gang med at leje det halve af Bornholm.
Her er MidtVest Pigekor i gang med at indspille video. De var så seje:

video1

Nu har jeg fri og her er stille og vasketøjet ligger som en bjergkæde i bryggerset. I næste uge bliver det lidt mere normalt, og jeg glæder mig til at gribe den bold, som Maria har kastet. At skrive om en helt almindelig hverdag. Jeg lover at jeg ikke vil citere Dan Turell.


Kommentarer

Vinder af blogbog (og lidt om hverdage) — 2 kommentarer

  1. Jeg glæder mig til at høre om din helt almindelige dag…. Jeg tror ikke det bliver særlig Dan Turell – agtigt.

    Kære Anne, det er så fedt du blogger igen, dine ord giver mig altid smil !
    Kram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.