Tvangsnormaliseringens fjende numero uno…

…må helt klart være M.

Og normalt er jeg jo altså noget loren ved det der taggeri, hvor man i et væk får hinanden til at opremse livretter og skonumre og sager, men når nogen tagger én i et så gennemgakket projekt, som det M har gang i, så må jeg overgive mig lige på stedet. Både fordi jeg slet ikke kan stå for historien om, hvordan man kan havne på operationsbordet som en direkte konsekvens af at have råbt Pocahontas! om kap med sin bror, og fordi M’s projekt giver håb om, at Danmark måske alligevel ikke helt kan forvandles til én stor, velfriseret forstad, sådan som som Justitsministeren, støttepartiet og de andre bad guys drømmer våde drømme om.

For mens de gnider sig tilfredst i hænderne over, endelig at være i nærheden af noget tvangsnormalisering af Christiania, og skriver læserbreve om, at det skal vedtages ved lov, at alle indvandreres børn SKAL gå i børnehave, og at alle børnehavebørn SKAL spise svinekød, så ulmer oprøret bag deres ryg. Der, hvor de allermindst venter det.

Anarkiet lever. I Holstebro.

Vi taler ikke om det autonome anarki, der kaster med brosten og er fundamentalistiske veganere.

Vi taler om en kvinde, som går langt mere subtilt til værks. Som får keramikskildpadder til at formere sig i folks forhaver og hækler huer til oliven. Så længe den slags findes, er der håb.

Derfor.

Det går ud på, at jeg skal fremvise et ar og fortælle, hvordan jeg fik det.

Desværre har jeg ingen ar med historier, der bare tilnærmelsesvis kan hamle op med Pocahontasaffæren.

Og jeg har heller ikke rigtig nogle, der kan fotograferes. Eller – et af dem kan jo nok, men kejsersnit-ar i lavtliggende bikinilinje – det er der ingen af os der har lyst til, vel?

Det samme gælder for det på venstre balle. Venstre balle skal ikke på nettet. Nej, sagde jeg.

Det på tommelfingeren er så lille nu, at det ikke er lykkedes mig at få det synligt på et foto, og det på knæet kan man heller ikke se på billederne. Og nu gider jeg ikke tage flere overbelyste blitzbilleder af min krop.

Til gengæld vil jeg fortælle, hvordan jeg fik dem alle fire. Selvom de ikke engang tilsammen kan måle sig med Pocahontas.

Venstre tommelfinger: Jeg er 11 år. Jeg har lige læst Tin Tin – månen tur/retur, hvor Kaptajn Haddock har en bog med et hemmeligt rum i. Sådan en bog vil jeg også have. Hvor svært kan det være? Min legekammerats far har lige slebet min spejderdolk, og jeg har tiltusket mig en af de store, gule telefonbøger. Mine forældre har sagt godnat, og jeg finder bog og dolk frem og går i gang, siddende i sengen. Smut! – jeg har glemt det der med at skære væk fra mig selv. Sidder og kigger på min tommelfinger, blodet pibler frem, og jeg ved, at i det øjeblik jeg bøjer den, vil jeg kunne se ind i leddet. Så kører vi på skadestuen klokken ti om aftenen.

Højre knæ: Meget enkelt. Jeg er 13 år. Jeg kommer kørende på min sølvfarvede tolvgears racercykel. Jeg kører uden hænder på styret, og nynner noget fra en Duran Duran sang. Jeg har min yndlings t-shirt på  – den med bølger og surfboard og frugter i glimmertryk foran (som min mor hader). Jeg er cool. Så kommer der en modkørende cyklist. Det er Thomas fra 8.A. Ham med de sindssvagt blå øjne. Han kigger på mig. Han smiler. Jeg bliver totalt forfjamsket. Han passerer, og jeg kommer i slinger. Heldigvis er han kørt forbi, da jeg falder af cyklen og knalder knæet i asfalten. Flere år efter kan jeg se små sorte korn under huden.

Venstre balle: Jeg er 17 år. Jeg er på vej hjem fra gymnasiefest sammen med min veninde. Vi er lige stået af bussen og skal gå hjem til mig. Det er vinter, der ligger sne. Vi er pænt overrislede, og jeg skal tisse. Meget. Så meget, at det ikke kan vente. På en stille villavej lister jeg ind bag en busk i en forhave. Desværre er min balanceevne af en eller anden grund ikke som den plejer at være, og jeg ryger bagover og sætter mig i sneen. Og i den bambus, der er skåret ned til lige over jordhøjde, og som stikker op som en håndfuld spyd, skjult af sne. Heldigvis er jeg bedøvet af øl og kulde da det sker, men jeg sidder ikke så godt den følgende uge.

Sydligste maveskind: Jeg er 39 år. Læge og jordemoder vurderer, at barnet har fået skruet sig ned i skæv stjernekigger-position på vej mod exit. Der er ikke plads til manøvren, og det ender med akut kejsersnit, som dog ikke er så dramatisk som det lyder. Der er almindelig munterhed bag forhænget, da kejsersnitten skriger, i samme øjeblik som hendes hoved bliver løftet ud i verden. Hun behøver ikke at blive født færdig, før hun siger sin mening. Vi der kender hende har senere erfaret den virkelige grund til, at det endte med kejsersnit: Hvis nogen forsøger at presse Lea Amalie i en bestemt retning, vil hun med usvigelig sikkerhed vælge at kæmpe med alt hvad hun har i sig, for at komme den modsatte vej. Presseveer? So what?

Ok M, håber det var tilfredsstillende, selvom det var uden billeder?

Jeg skal tagge. Det er ikke så svært: Jeg tagger Line, fordi hun har meldt sig i anti-normaliseringsbrigaden, Fie, fordi hun plejer at være god for billeddokumentation og skæve vinkler, og Vita, fordi det er længe siden at der er sket noget henne på gokkelokkebloggen.

Kom frisk!


Kommentarer

Tvangsnormaliseringens fjende numero uno… — 8 kommentarer

  1. Av for bambus, det lyder ikke sjovt med den ballebrandert! Får helt sympatismerter.

    Søde Anne, jeg har forfattet et forkølet svar på dit tag 🙂

  2. Og på den måde blev det hermed afgjort at jeg altid vil kigge på din røv og tænke; “bambus??”

    Hvad skal man i øvrigt med en Pocahontas når man har en Lulle?

  3. Ooooh tak Anne, det var yderst tilfredsstillende!!! Åååh, den med bambussen – jeg kan lige se det for mig…og bloddryppene i sneen. Tak for ar:o) Og tusind tak for dine søde ord:o) De værste begreber i min verden er normalisering og ensretning, så jeg er bare så pizzestolt over at du synes, at paddekærlighed og hæklede olivenhuer kan føre til så fin en titel som “tvangsnormaliseringens fjende numero uno”. Gid jeg var visitkortstypen, for så skulle det stå derpå!!!
    Af hjertet tak, dit prægtige menneske!!! KH M

  4. @Margith: Selv tak! 🙂

    @Fie
    : Sympatismerter der går over 20 år tilbage i tiden – det er alligevel noget. Faktisk gjorde det slet ikke ondt (før dagen efter). Det var en del værre at skære tommelfingeren delvis af. Oh, disse minder!

    @Trine: Aldeles fint med mig, hvis du kigger på min røv og tænker ‘bambus’. Jeg kunne komme på adskilligt andet man kunne tænke, som var mindre flatterende. Bambus er i det mindste bare mærkeligt.

    @M: Selv tak og selv prægtig! Det var en hyggelig opgave, og jeg trængte da vist også lige til at freestyle, efter dage og atter dage med korrektur og redigering (på job).
    Det med visitkortene burde kunne løses.

  5. Så kære Anne, Missionen er udført. Så er der aaaaaar. (adw!)
    Nå, men jeg trængte vist også til at blive sparket i gang. Så tusind tak for det. Og for altid at skrue ordene sammen så vi er mindst to ud af tre her i huset der knækker af grin.
    Knus og vinterkram (det er noget med luffer i luften)

  6. Uhh, den der bambus. Jeg har stadig pseudoondt og sidder og kniber sammen… måske ikke Pocahontas, men bestemt stadig en blogpost værdig. Og ellers er jeg enig, M er også min redning.

  7. @Vita: Selv tusind tak, mig en fornøjelse, og anytime. Tænk at det var det der skulle til, for at drive dig til tasterne 😉

    @Julie
    : Jeg kan se at jeg åbenbart har gjort dybt indtryk med den bambus. Det var nu ikke så traumatisk som det måske kan lyde. Muligvis fordi jeg, som allerede nævnt, havde lagt mine nerver ned med fadøl – som er et effektivt middel til den slags.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.