Torsdagsgroove

Gad vide om der er nogen der har hældt noget i min karma, mens jeg kiggede væk?

Kan ikke rigtig finde andre forklaringer. På at dagen i dag har været væg-til-væg fino, på trods af at den havde posen fyldt med hadegaver. Sygemeldt dagplejer og deraf følgende tur til gæstedagplejer, der bor i den forkerte ende af byen, når man skal nå et tog. Pisregn. Ingen paraply. Tandlæge. Som finder mystisk skygge under gammel plastfyldning. Udbedring af mystisk skygge: kr. 1230,- Ohyeah. Slagregn. Jobkonsulentsamtale. Ikke standardopskriften på en smuk og dejlig torsdag. Men den snød mig. Jeg er mistænkeligt glad hele vejen igennem.

Sært.

Eller.

Egentlig ikke.

Når man har en mand, der redder morgenen. En tandlæge der nynner mens hun arbejder. En friskbagt bolle i en pose. En stille gade der dufter af regn. En jobkonsulent der siger ‘nederen vejr’ uden at lyde indstuderet. En datter der ekser af lykke over at få lov til at holde paraplyen. En søn der spørger, hvordan man synker en U-båd. Og lidt til. Og meget mere.

Og jo mere glad jeg blev, jo flere ideer fik jeg.

Og jo flere ideer jeg fik, jo gladere blev jeg.

Og sidst på aftenen (lige før) kom jeg forbi Julia Lahme, og hun har godt nok også fået en idé, som er helt skøn. Hvis du også ser åndssvag ud med cykelhjelm, så spring ud i det og send et billede. Du kan vinde en bog, hvis det kan hjælpe lidt på motivationen! –  Og jeg er i øvrigt ikke en af dem, der har problemer med at tæmme en jew-fro. Jeg er en af dem der, fortvivlet og som regel forgæves, forsøger at få mit “fine skandinaviske” (frisør-eufemisme for slatten-pistne) hår til at se bare nogenlunde normalt ud. Normaltyndt. Normalfladt. Jeg er en af dem der, efter at have svuppet en cykelhjelm af på en varm dag, fik følgende fantastiske vurdering med på vejen:

Dit hår ligner et dyr der har skidt ned af sig selv!

Nå, men tak for en fuldstændig vidunderlig torsdag. Jeg vil gerne have lov til at beholde de lyserøde briller. Og ta’ og kys det hele fra mig, nu jeg er i gang.


Kommentarer

Torsdagsgroove — 6 kommentarer

  1. Åh anne

    Du er forunderlig.
    Og jeg er sikker på din glade torsdagseuforistemning lige har sendt bølger til min slatne fredagsmorgen som nu allerede ligger og gynger lidt af forventelig glæde.

    Bortset fra at jeg nu hele dagen skal prøve at regne ud hvordan man synker en u-båd.

    Knus
    Vita

  2. Jeg har aldrig forstået, hvorfor man skal betale tandlæge, når man ikke skal betale læge…

    Det var da dejligt, at du, på trods af din dumme regning, kunne opleve en god cirkel i stedet for alle de onde, der desværre er rundt omkring.

    Jeg ville absolut heller ikke kunne leve af mit udseende, hverken med eller uden cykelhjelm, men jeg ejer ikke en sådan.

    Jeg vil se frem til at se en masse morsomme billeder ovre hos Julia 🙂

  3. :o)

    Herligt med sådanne “sandheder” serveret råt for usødet.

    Gemalen (Som har trænet overkroppen med mange armbøjninger på det sidste) fik følgende kommentar med på vejen, da han stod med bar overkrop:

    “Far, hvis nu I skal have flere børn, kan du så ikke amme babyen?”
    Så meget for “fast brystkasse”…

  4. Vita, tusind tak. Med hensyn til U-båden, så vil jeg tro at den skal ned med et meget stort glas vand til!

    Signe, nederen hår – nemlig!
    Og tak, håber også din weekend var god.

    Ellen, jeg ville virkelig også ønske at der var andre regler når det gælder tandlægebehandling. Ikke nødvendigvis at det var gratis, men i hvert fald at det ikke behøvede være så rasende dyrt. Om ikke andet, så burde omkostningerne da kunne reguleres, så det kom til at passe med folks indkomst. Som det er nu, må der være mange mennesker, der af nød “vælger” at lade deres tænder gå i forfald, fordi behandlingen er så dyr. Trist, synes jeg.

    Frau Putz, sikke en skøn kommentar! Kom så også lige til at tænke på en tidligere kollega, hvis 5-årige søn ved synet af en meget barmfager kvinde i bussen havde råbe-hvisket “prøv lige at se mor, har hun ikke bare nogen store brystkasser?”

    Tak Madame, nej, indtil videre er jeg efterårsglad!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.