TGIF

Det er fredag. Det er mørkt. Verden var gyldenblå da jeg kørte hjem. På en måde der giver så mange løfter om forår, at det er let at glemme at det samme, det nøjagtigt samme lys forekommer på de smukkeste dage i november. Hvis man ellers kan bruge ordet nøjagtigt om lys, når man ikke engang havde fysik på højt niveau i folkeskolen.

Det er fredag. Og tak for det.
Dybfølt: Fredag, jeg hilser dig.
Jeg døber dig i rødvin og taknemmelighed, og jeg synker saligt sammen i duften af en helt usandsynligt langsomt simrende hvidløgskylling.

Rødvinen kørte med os hjem fra Frankrig i 2012. Den lå under førersædet sammen med fem mere af samme slags, thi der var ikke plads til dem i bagagerummet. Den er fra den bittelille landsby, hvor vi havnede lidt tilfældigt – eller måske ikke – , og forelskede os uhelbredeligt i Pyrénées Orientales. Rødvinen er ældre end Lulle. Nærmere bestemt: Lulle og druerne må være undfanget nogenlunde samtidig.

Kyllingen er sjovt nok også opvokset i Østpyrenæerne (og forhåbentligt undfanget siden vi var der sidst). Det er så godt nok ikke derfor jeg har købt den. Det er kun fordi den er bedst. En fredagskylling som burde få alle producenter af slatne, saltvandspumpede genfærdskyllinger til at rødme af skam. Den koster godt og vel dobbelte af en billig kylling, men der er seriøst også dobbelt så meget mad i den.

På samme måde i øvrigt, som med den gode bacon. Hvis man vejer de ting efter tilberedning, bortfalder alle argumenter for at købe discount. Når saltvand og skidt og møg er fordampet, er prisen den samme. Man behøver med andre ord ikke engang være idealist, man kan nøjes med at være en irriterende jyde som ikke vil betale penge for saltvand, så længe hele landet er omgivet af det.

Eh…det var et sidespor.
Jeg ville egentlig bare vævle lidt om fredag.
Om TGIF: Thank God It’s Friday.
En helt autoriseret forkortelse, som jeg bruger med største selvfølgelighed.
Fandme tak for fredag, og uh, det var godt den kom.
Landingsbanen.

For på en måde er det jo absurd. Jeg er simpelthen så glad for mit arbejd’. Hvorfor er det så at jeg svæver hjem på en lyserød motorvej og hylder fredag, som om den havde reddet mit liv?

Jo. Fordi jeg er så heldig, at jeg er så glad for mit arbejd´, at jeg har brug for en fredag. Et bogmærke, en rasteplads, en pause over flere takter.
Jeg kendte en, der af uforklarlige årsager kun blev 40 år. Muligvis fordi hun glemte at holde pauser, jeg ved det ikke.
Men jeg ved at én af de mange ting der gør mig glad – af og til endda lykkelig – er, at der findes overhalingsbaner og rastepladser. Storm og stille. Hverdag og weekend.
TGIF!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.