Standpunkt mig her og standpunkt mig der…

På et tidspunkt blev jeg kontaktet af et firma, som havde slået sig op på viral markedsføring. Det vil sige – i virkeligheden havde de vist snarere fået begrebet lidt i den gale hals, for de mente det ville være sådan totally viralt, dér, hvis jeg nu havde lyst til at ‘tjene penge mens jeg bloggede’, ved at ‘poste nogle af deres sjove reklamefilm’, – og ‘så havde jeg jo samtidig også noget at skrive om på min blog’.

Yeah, right. Bortset fra, at …det hedder da vist ikke lige viral markedsføring, det der? Det hedder da vist mere noget i retningen af, at I køber annonceplads, bare. Gør’ed ikk?

Nå, men til gengæld, så er jeg vist ikke mere add-free, vil jeg godt erkende, end at når jeg ser en reklame som jeg faktisk synes ER sjov, så må den godt få lov at være her. Gratis. Som nu flæksempl, når Toyota lykkes med noget selvironi:

Måske skal man være børnefamilieagtig for at kunne se komikken. Jeg ved det ikke, jeg kan slet ikke se op over kanten af segmentet for tiden – så jeg elsker den!

Og. Når nu jeg alligevel er inde på det der med blogging og reklame og alt det, så vil jeg da meget gerne benytte lejligheden til at uddybe mit forhold til reklame på egen blog:

Rend og hop, hvis I tror jeg vil skrive noget pænt om jeres vaskepulver, fordi I sender mig en prøve på det – sammen med noget smiger og en helt igennem lam påstand om, at ‘I har fulgt min blog gennem længere tid’. Det’ jo løgn. Hvis I havde det, så ville I jo ikke sende vaskepulver til mig, vel? Så ville I sende en au pair.

Men kom med produkter, som rammer min livsstil og mine interesser (og læsernes!) på kornet, og jeg skal teste dem og give jer den ærligste vurdering, I ikke havde drømt om. Med andre ord:

Jeg er bestemt ikke for fin til at anmelde din Asti (og jeg lover at drikke det hele, før jeg begynder at skrive), din gourmetrestaurant (på et sagligt grundlag, selvfølgelig – jeg skal nok spise der flere gange, før jeg begynder at mene noget), din nye kollektion af silkeundertøj (lover at prøve det hele), eller din efterårsrejse til Buenos Aires (jeg skal nok!). Jeg vil nok også overveje at skrive et par linjer om det, hvis du lader mig testkøre din Maserati.

Jeg vil endda anmelde dine dessertchokolader, hvis du insisterer.


Kommentarer

Standpunkt mig her og standpunkt mig der… — 12 kommentarer

  1. Tak GitteHusmoder, det er rart at høre. Jeg var faktisk lige ved at være betænkelig ved, om jeg vil kunne overskue alle de tilbud, som formentlig begynder at vælte ind, nu hvor jeg har stillet mig til rådighed på den måde.
    Men selvfølgelig – Det gode ved blogland er, at man får et stort netværk.
    Du må også godt komme med ud og køre i Maseratien.

  2. Jeg synes, du har en god og sund indstilling til at leve i det postkapitalistiske samfund. Jeg fik engang tilbudt at få en meget dyr, canadisk dunjakke, hvis jeg ville blogge om den. Men efter at de hørte, hvilken størrelse, jeg skulle have, så har jeg desværre ikke hørt mere fra dem. Hvorfor mon? 😉

  3. Den er video er så meget “mor og far agtig” med fuldskæg og stribet sweatshirt og de er alt for pæne og almindelige til at det “passer ind” i rap-verdenen. Det synes jeg er sjovt 🙂
    (men jeg har jo også en masse børn!).
    Bilen måtte gerne holde i min indkørsel, for vi kører (gammel)Toyota!!!!
    God weekend. Maria

  4. Aaaahhhh, der er nu intet som hvide mennesker, der forsøger sig med en bad-ass-gangsta-nigga-attitude! Herlig video!!! Og hvis du kører Maseratien til vestkysten, så skal jeg nok blogge om hvordan det er at sidde på passagersædet – to bloggere for een pris, det kan de da ikke sige nej til!!!

  5. Lige præcis.. og jeg undrede mig også over vaskepulveret.. mener ikke jeg har skrevet særlig meget om rengøring.. i hvert fald ikke positivt 🙂

  6. Hahaha – jeg får også tilsendt forskellige produkter af mere eller mindre tvivlsom karakter – nogle af dem er dog meget velkomne, fx har Gajol netop sendt mig en ordentlig bunke gajoler – det faldt i meget god jord her midt i en eksamensperiode 😀

    Men videoen er genial – den har jeg ikke set før 😀

  7. Anne for sevans. Jeg var flad af grin over den med au pair pigen. Det var da simpelthen så sjovt! Hurra for et godt grin!
    Hvis du må tage én med i Maserti’en, så vil jeg gerne med. Wrooom

  8. Se DET er en god reklame. Tak for linket.

    Der skal åbenbart være nogle fordele i at være en lille ubetydelig blog. Jeg får hverken vaskepulver, Gajoler aller Masaratier sendt med posten 😀

    Søndagsmorgenknus til dig og dine

  9. Reklamefryns er SÅ overvurderet et gode. Der er uendeligt meget crap imellem!

    Titusind tomler op, fordi du ikke hoppede på den.

  10. @ Henny: Jeg synes jo selv jeg har en rigtig god og sund indstilling, men måske handler det kun om, at ingen endnu har viftet mig om næsen med det helt vilde tilbud.
    For dårligt med den jakke! (og hvis det er, hvad jeg umiddelbart tænker, når du skriver ‘meget dyr canadisk dunjakke …så er vi måske nok ellers der henne, hvor jeg godt kunne komme til at gå i reklamefælden).

    @ Maria: Måske skulle du kontakte Toyota og tilbyde at kaste nogle politisk korrekte håndtegn i deres næste reklame – mod at de parkerer vognen i jeres indkørsel som tak for hjælpen?

    @ M: Du har fat i noget. Jeg skal da helt klart omkring Holstebronx i den Maserati. Ih hvor jeg glæder mig!

    @ Pernille: Når jeg lige tænker efter, så kan jeg ikke mindes at have læst en eneste positiv blogpost om at gøre rent – med mindre det var noget med at andre havde gjort rent for én. Men måske læser jeg bare de forkerte blogs, når det handler om rengøringens lyksaligheder?

    @ Lisbeth: Gajol? Jo, klart bedre end vaskepulver. Men ikke helt sportsvogn/luksusrejse/goumetmiddag, alligevel – selvom det er påfaldende, som der er gået design i deres emballager!

    @ Mette, jeg skriver dig omgående op til Maseratien. Den får travlt, den lille bil!

    @ AB: Selv tak. Jeg tror nu ikke min blog er mere betydningsfuld end at det er til at overskue med kort varsel. Og hvis jeg fik givet det indtryk at jeg vælter mig i reklamefryns, så har jeg overdrevet. Det er godt nok yderst sparsomt!
    Søndagsnatteknus tilbage.

    @ Fie: Vel er der så. Også derfor jeg tænkte, at jeg lige ville liste op hvad der virkelig rykker i min verden. Lidt som en service til alle de producenter af luksusting, som ikke aner hvordan de skal få hypet deres goumetmad, temarejser og sportsvogne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.