…og er jeg slået hjem nu?

Ja. Kunne jo selvfølgelig også have holdt mig væk indtil på lørdag, og på den måde have holdt én måneds blog-tavshed.

Jeg ved ikke engang hvorfor – ud over at jeg har haft sådan en måned, som man kunne have smurt ud over et kvartal, uden at der var blevet langt mellem snapsene.

Og at hver gang jeg har stukket hovedet ind i cockpittet, er min hjerne gået midlertidigt ned, og alt hvad jeg har været i stand til at frembringe, har været portionsanrettede punktummer.

Og måske også lidt fordi jeg faktisk efterhånden kun mangler at tjekke, om min tandlæge, vores bankrådgiver og pædagogerne i Lulles børnehave læser med her. Ja – jeg ved det: Internettet er ikke andet end en enorm filial af det offentlige rum, og man kan ikke kyle noget ud i blogosfæren, uden at det på et eller andet tidspunkt med stor sandsynlighed blafrer forbi nogen man kender. Og jeg klynker ikke (lige nu). Men når læserskaren af familie, svigerfamilie, gamle kolleger, gamle kærester, gamle lærere og gamle-hvad-som-helst bliver toppet op med ens søns skolekammerater – hvad så?

– Mor, Jens fra min klasse søgte efter noget på Google, og så kom han ind på din blog!

– Øh… Nå? Hvad søgte ham på?

– Nissemumier eller sådan noget.

Ok. Så.

Efter lidt spekuleren frem og tilbage nåede jeg frem til, at jeg egentlig ikke gider lade mig påvirke af det. Hvis jeg kan lade være. Så længe det ikke betyder, at jeg holder op med at skrive om alt det der sex, drugs and rock’n roll, som jeg vælter mig i.

Det var der, den alvorlige hund lå begravet. Ikke så meget i betænkeligheder over at blive læst af 4.B. Langt mere i erkendelsen af, at der ikke er noget som helst her, der er uegnet for 4.B.

Er jeg i krise?

Og hvad fanden er en nissemumie?


Kommentarer

…og er jeg slået hjem nu? — 6 kommentarer

  1. Ind imellem ønsker jeg mig også en “anonym” blog, hvor jeg kan få lov til at læsse al min utilfredshed over Svigermor, latterlige naboer, sure gamle mænd (incl. egen), frustrerende unger, bedrevidende søster og egen utilstrækkelighed af… uden at træde på nogen, såre nogen eller udlevere mig selv til alle dem jeg kender IRL, der læser med…

    Til gengæld er jeg bange for, at det ville blive en “brok” i stedet for en blog, og den vil jeg helt sikkert blive deprimeret af at skrive på, så en sådan parallel-blog får jeg nok aldrig…

    Og min hund ligger altså begravet på nogenlunde samme dyrekirkegård som din… Hvorfor skriver jeg egentlig indlæg om strikketøj, bagte boller og andre ligegyldig-/almindeligheder… Hvem f.. gider at læse det? Argh…

    Men sjovt nok… Så er det lige præcis sådan et helt almindeligt, men alligevel lidt anderledes twisted liv, som jeg elsker at følge med i hos andre. og jeg glæder mig da til at se, om du nogensinde finder den der nissemumie… Måske sidder den også kilet fast bag et vandrør ude i garagen…

    KH Karina

  2. Jeg ved positivt, at min bankrådgiver læser med på min blog, fordi han refererede til et indlæg på et møde om min pension. Bilder mig ind at det siger mere om ham end om jeg (sådan lidt få dig et liv please)

  3. Ha ha ha ha, you crack me up Anne! Du er i den grad slået hjem. Og om du så skrev et indlæg hver anden måned, så ville jeg alligevel slubre mig igennem dem og glæde mig løbende in between. Paus lige så tosset du vil, vi skrider ikke!

  4. Måske er en nissemumie sådan en størrelse der støver rundt i hjørnerne af lidt forsømte blogs. Hvis det er sådan bor der nok også et par stykker over hos mig, for jeg er også rendt klods ind i den der væg hvor der står ligegyldigheder med store fede bokstaver.

    Men du Anne, du skriver jo aldrig ligegyldigt, for det vigtige du fortæller står jo mellem linjerne i det almindelige livs alfabet og jeg blandt så mange andre kan aldrig få nok.

    KRAM.

  5. @Putz: Jamen sådan har jeg det jo også selv, jeg vil gerne læse om andres hverdage, hvis bare det er godt skrevet. Vil faktisk langt hellere læse en velskrevet blog om ikke ret meget, end en handlingsmættet blog, som ikke appelerer til mig, rent sprogligt. Er man så en nørd?

    @KunSandheden: Det lyder umiddelbart lidt ynkeligt. Men så igen – måske er din bankrådgiver bare vild med at læse blogs, og måske er han simpelthen fan af din?
    …der sidder en djævel på min skulder og hvisker, at du skal skrive et indlæg om ham på din blog!

    @AB: Nej, du skrider ingen steder. Jeg ved hvor du bor 😀

    @Marina: Og præcis sådan har jeg det jo med dig også, og langt mere når du skriver hverdagsglimt, end når du skriver om tulipaner (hvis du havde set min have, forstod du hvorfor…). Du skriver ikke ligegyldigheder. Du skriver hverdagene magiske. Også når de er trist-magiske, forvirret-magiske, overtræt-magiske og kedsomheds-magiske. Kram!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.