Sjåttåp

Jeg er blevet interviewet. Om at blogge. Og om min blog. Den her, ja.
Sjovt og tankevækkende at tale om den som fænomen, at træde et skridt tilbage og overveje ting om den, og opdage at den lever sit eget liv i mit. Som et lille ekstra center i hjernen, der ind imellem rører på sig, og nogle gange udkommer på skrift.

For jeg blogger jo meget oftere end det ser ud til her. I mit hoved. Når jeg kører bil, bygger jeg lange, reflekterede indlæg, som går i sig selv igen, så snart jeg hiver nøglen ud af tændingen. Når jeg laver mad, koger jeg lige en madblogpost sammen samtidig – selvom jeg ikke tror, jeg har guts til at være madblogger for real. Før jeg falder i søvn om aftenen natten, digter jeg indviklede krøllerier, som er så helt fantastiske, at jeg altid har glemt dem når jeg vågner om morgenen. Når jeg læser avis, meningsblogger jeg i vildskab alle verdens ignoranter i knæ. Og der er godt nok mange.

Og derfor fylder bloggen meget mere i mit liv, end den gør herude i sajperspæis. Men den del er det jo lidt svært at lade sig interviewe om – “ja, jeg blogger hver dag inde i min hjerne, nu skal du bare høre…”. Nej, vel?

Til gengæld har jeg siden tænkt meget over, hvorfor så få af de mulige indlæg havner på nettet.
Og over hvad det er for indlæg, der ikke klarer turen hen til den blå knap (‘udgiv’).

Åh, og det er jo trivielt. Ud over, selvfølgelig, de indlæg der dør inde i min hjerne når jeg falder i søvn, er det næsten altid indlæg hvor jeg har lyst til at råbe et eller andet efter nogen. Eller bare generelt er i gang med at skælde ud over et eller andet åndssvagt. Dét, kombineret med at jeg jævnligt har en ansøgning ude et eller andet sted, hvor jeg gerne skulle fremstå som et supercool og harmonisk stykke menneske, som man bare godt gad have på lønningslisten.

Men er det supercool (nej, det er det ikke, Listen har helt ret: Bliver man nødt til at kalde det cool, er det ikke cool, vel?)… er det …klogt… så da… at være sådan en som bliver googlet af HR-medarbejdere, og brænder igennem med tirader om, hvor latterligt hele verden egentlig opfører sig?

Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv.
Men mens jeg tænker over det, vil jeg i hvert fald lige skynde mig at råbe DOOOH! efter politikeren der mener, at fiksering med strips og 3 timer på kold asfalt er hvad man må forvente, når man deltager i en lovlig demonstration. For ytringsfriheden er nu engang et gode for pæne folk, der er enige med politikeren. Eller? Arhmen så shut da OP.


Kommentarer

Sjåttåp — 3 kommentarer

  1. Helt sikkert, min hjerne har også skrevet mange flere indlæg end, der rent faktisk er udgivet… Og ham politikeren. Der er sjældent jeg er blevet så negativ over andres udgydelser 🙂

  2. @Erika: Jeg kunne godt drømme om, at de fandtes et sted på nettet – alle de interne hjerneblogs. Er sikker på at de ville slå den kendte blogosfære i underholdningsværdi – og det er ikke så lidt 🙂

    @Pernille: jeg synes jeg bliver sur og vred og indigneret og alt muligt med jævne mellemrum. Men, ja, ham her, han slår virkelig kraftigt ud på skalaen for uheldige typer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.