Så kommer man hjem…

Og dér står stolt 10-årig med klassekammerat og røde kinder parat til at modtage applaus, fordi de har luget tagrenderne hele vejen rundt om huset. Ikke en istap i sigte. Vi har banket dem allesammen ned, mor!

…tak?
Forhlwd! Havde ellers lige nået at tænke, at så længe istapperne hang så smukt, skulle vinduespynten bestå af nypudsede ruder og masser af hvide lys – og bare det. Som i: Stilren-agtig, minimalistisk hvid julepyntning for første gang i mit liv. Med hjælp fra naturen og alting.

Havde åbenbart lige glemt at konceptet ‘børn’ udelukker stilen ‘minimalistisk’, begrebet ‘stilrent’, tilstanden ‘nypudset’, samt stort set enhver form for planlægning.

…og måske også, at jeg i virkeligheden ikke behøver børn til at spænde ben for ‘minimalistisk’ og ‘stilrent’. Og måske endnu mere, at det er ligemeget når det kommer til stykket. Og at jeg alligevel ikke får pudset de vinduer.

Til gengæld er det ufatteligt hvad der pludselig har underholdningsværdi, når man så alligevel roder rundt i sit maksimalistiske kaos – sammen med de børn, der rager alting ned for at være hjælpsomme.

Suppe, for eksempel.

Lulle mødte gammeldags klar suppe med boller i aftes. Kiggede forundret ned i sin tallerken, og derefter rundt i vi andres – for at se om vi tog pis på hende, tror jeg. Men vi havde jo altså det samme underlige noget i tallerknerne. “Kugler?” sagde hun så. Og lidt efter, med et krøllet grin (da de første fire-fem kødboller var undsluppet hendes ske og havde søgt tilflugt under bordet) “…vi spiser vand!”

Så fred være med at istapperne er fortid, og at der skal to voksne til at putte dramaprinsessen i natdragten, mens hun skriger som en gammeldags fløjtekedel.

“Se mor, jeg har tegnet et spøgelse med hestehale”.

Der er bunker af øjeblikke som er det hele værd.


Kommentarer

Så kommer man hjem… — 8 kommentarer

  1. Vi spiser vand. Hvor er hun skøn. Håber snart storken lander i min skorsten, så jeg også kan få lov til at opleve “bunker af øjeblikke som er det hele værd” 😉

  2. Jamen du har helt ret Anne. Der er masser af stunder med børn, der til fulde ophæver de mere eller mindre knap så spændende stunder, man også kan have med børn. Sønnikes overvældede glæde, da hans far kom hjem fra en uges rejse pga. arbejde. At han med sine 2 år nu forstår konceptet med en pakkekalender (den tid, den glæde mht. hvad vi gør d. 25-12 🙂 ) At se hans ansigt stråle, når han kan/lærer noget nyt.

    God dag til alle

  3. Så er det billedet af min farfar, min søster og fætre står lysende klart.

    Min farfar var gartner og havde havde en ufattelig stor grund, fyldt med lange snorlige rækker med alskens blomster, planter og andet i den retning.

    Bag huset var en område, hvor kaos i højere grad end orden herskede – jeg er ret sikker på, der var orden, jeg så det bare ikke. Til gengæld så jeg en fantastisk legeplads med plads til det hele.
    Vi kunne snige os gennem skoven, lege i den lille hytte, spise os mætte i skovjordbærene under det store blommetræ, eller vi kunne alt muligt andet.

    Midt i dette vildnæs var en sommer vokset en bjørneklo så høj. Den stod ikke lige der, hvor man gik, men den var der og vi børn vidste godt at sådan nogen er farlige.

    Jeg sad i køkkenet hos min farmor, da søsteren min og fætrene glædestrålende kom ind og fortalte hvordan de med kæppe havde nedlagt monstret.
    Samtidig dukkede min farfar op fra den anden side, med kameraret i hånden, for kalorius skulle foreviges…..

  4. @Mette: Jeg er godt nok også spændt på den stork, og kan godt forstå hvis du er ved at være utålmodig. Var det derfor du efterlyste danse-cd’er på FB, egentlig?

    @Margith: Ja. Jeg kan faktisk heller ikke huske hvad jeg lavede, før de kom ind i mit liv. Eller – jo: jeg sov mere!

    @Fie: Jep. Fair and square. Men det var åbenbart ok, for hun ville gerne have spist vand igen i aften.

    @Jette: Jeg kan godt huske betænkeligheden ved pakkekalenderen, som her i huset er en sok. Men til vores store overraskelse accepterede den store (da han var 2 år) uden videre vores forklaring om, at nu var julen slut og nissen rejst hjem til nisseland (utroligt så meget vås man bilder sine børn ind!). Er ret spændt på om det bliver lige så let med den 2-årige vi har nu. Lulle har ikke helt det samme modtagelige sind som sin bror…

    @Pernille: Åh ja – det er vist et grundvilkår når man har børn i sit liv. Nu går jeg og hepper på istapperne, så de kan vokse ud igen inden jul. Kom der ikke også en ny bjørneklo?

    @Annie: Ja – vand med kugler er en god, klassisk vinterret!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.