Postkort9

Pinlig indrømmelse:
Mit franske stinker. Big time. Tror nok jeg har sendt flere CV’er gennem tiden, hvori der under sprog stod ‘fransk til husbehov’. Jeg må med skam erkende, at der er tale om et meget lille hus. Et håndværkertilbud. Et fallitbo, hvis ikke jeg snart tager mig sammen og får det renoveret.

Det nærmest tragikomiske er, at jeg kan lave lange fine franske sætninger inde i hovedet – og gør det. Fordi jeg elsker det. Og jeg udtaler det så fint, så længe jeg kun gør det i tankerne. Men så snart en franskmand kommer indenfor hørevidde, panikker jeg og brøler Bonsoir! Selvom klokken er 10 om formiddagen. Ydmygende.

Forleden, da jeg gik en tur sammen med Lulle, mødte vi en sød ældre dame, som stoppede op og spurgte min ellers nok så snakkesalige datter hvad hun hed og hvor hun kom fra. På fransk, selvklart. Lulle var selvfølgelig blank og stod bare og gloede på hende. Kan hun ikke sproget? spurgte damen. Æhøh, vi er fra Danmark. Hun taler dansk, sagde jeg (det kunne jeg da trods alt finde ud af). Åh, men lærer hun ikke fransk i skolen? ville damen vide. Nej, det gør hun ikke, sagde jeg. Hun er kun fire år. Nå, sagde damen, det får hun nok snart lært!

Franskmænd. Gotta love’em.

Men damen havde jo ret, et eller andet sted. Lulle er i den alder, hvor et sprog er noget man samler op i løbet af fire måneder. En anden én kommer til at kravle rundt meget længe, hvis hun skal få samlet sit franske op igen. Men det kommer til at ske, gør det.

Havde det ikke været for et helt særligt – og helt særligt betænksomt – menneske, var jeg måske aldrig havnet her i Pyrénées-Orientales. Men nu er jeg her, og jeg har tabt mit hjerte, og jeg må tilbage. Jeg må helt sikkert tilbage, og jeg må have noget mere fransk med mig, for her hvor der er længere mellem turisterne, er der også længere mellem folk der kan mere engelsk end jeg kan fransk.

Nå, men alt det her sprogsnak kom egentlig bare fordi jeg havde tænkt mig at skrive om en virkelig speciel restaurant og en Google Translate-oplevelse af de bedre.

Hvad restauranten angår, så burde nogen overveje at tage til Tautavel med et filmhold. Jeg er sikker på at der ligger en historie og venter på Le Petit Gris. Og man kan spare scenografen, for den del har de i dén grad selv sørget for. Jeg tror vi spiser der igen i morgen, og jeg lover at fotografere. Det er et crazy sted. Tænk Bagdad Café møder 5B’s formningshold i Klondyke. Og så lige lidt mere sært.

Der er jo det med børn og restauranter, at det sagtens kan lade sig gøre, man at man (i hvert fald jeg) slapper mest af, hvis der ikke er alt for mange Michelinstjerner involveret. Samtidig vil jeg gerne spise godt og undgå turistfælder, så det handler altid om at finde de der små afslappede steder, hvor de lokale også gider komme.

Først spiste vi et par gange på den eneste restaurant i Latour. Begge gange i selskab med lokale børnefamilier i udvalg og et par meget engelske damer med blåt hår og skrapt optegnede øjenbryn der sad for højt. Maden og stedet er ok, men ikke ophidsende. Til gengæld viste det sig, at det var den dyreste af de restauranter vi nåede at prøve. Så fandt vi et sted som var lidt billigere, lidt mere egnstypisk, og lidt bedre end den lokale. Og endelig spiste vi fantastisk mad til næsten ingen penge på en restaurant med klart højere niveau – og med anbefalinger fra nær og fjern (foie gras, en skøn cassoulet med and, lokale oste, fantastiske desserter, to (gode!) børnemenuer og en halv liter vin – for 88 euro: Auberge du Vigneron i Cucugnan, hvis nogen skulle komme på de kanter…).

Men. I går ramte vi Le Petit Gris, og den tog prisen som Restauranten Vi Aldrig Glemmer. Ikke kun på grund af beliggenheden med udsigt over bjergene ved Tautavel. Nej, mindst lige så meget på grund af …alt det andet. Hjertelig modtagelse. Solid lokal og traditionel vinbondekost tilberedt over ild på gamle vinstokke. Og så – udsmykningen. Holy moly.

Hvis jeg nu siger guldmaling galore og kæmpestore sneglemotiver (le petit gris er navnet på en af den slags snegle, som på dansk hedder vinbjergsnegle som samlebetegnelse) på døre, vægge, toiletter… overalt. Tilsat mannequindukke udklædt og ophængt som svævende fe med hjemmelavede vinger. Og lige så hjemmelavede lysekroner af lyskæder og vinbjergsneglehuse? ja? Kan nogen forestille sig det, så? Nej? Det tror jeg på.

Helheden var overvældende. Maden så mættende, at vi lige nøjagtig magtede at slæbe os over vejen til parkeringspladsen og trille hjem i frigear. Betjeningen umådeligt varm og hjertelig. Omgivelserne noget af det skøreste jeg længe har set. Det var hinsides ‘grimt’ eller ‘smagløst’. Det var simpelthen bare komplet sært.

I dag spekulerede jeg så lidt over, hvad der gemte sig bag alle de ord på menukortet, som jeg ikke kunne få til at give mening, og som den ellers elskværdige betjening ikke kunne hjælpe med. It is veal. It is rabbit. It is fish… ja, men hvilken del af kalven? Og hvad har I gjort ved kaninen? Og hvad er de tolv forskellige slags fisk så for nogle fisk? Og hvad hulan er det der tilbehør for noget? (Ja, nu er vi endelig ved at være tilbage ved det med sproget).

Jeg fandt menukortet på nettet, og tænkte at jeg måske ville blive lidt klogere af at give det en tur i Google Translate.

Men enten er Google Translate endnu dårligere end sit rygte – eller også er Google Translate så genialt, at det har lavet en oversættelse der matcher Le Petit Gris. I hvert fald er det underligt. Her får I højdepunkterne:

Aubergine med pisket ged
Den store grill til skorstenen: lammekotelet, pølse, mavekød og catalansk pølse
Spidder hjertet af and med ristede urter til skorstenen
Marineret og barberet Manchego
Foie gras bagt på smeltet porre og lamineret
Bøf Tautavel på producenten: Vin sauce til den gamle
Cassoulet af egern
Hjemmebagt Alaska
Abdominale fileter ristet i pejsen: en skive bacon
Catalansk creme brændt på stakken
Lamineret moskus, is, varm chokolade pære og ristede mandler

…jeg tror altså ikke man spiser egern i Frankrig. Ikke engang på Le Petit Gris.
På den anden side er jeg ikke sikker, alt taget i betragtning.

Her ses en aubergine med pisket ged. Den smagte godt, selvom det var lidt distraherende at den stod der og forsøgte at ligne en isdessert. Måske havde man valgt at anrette den sådan for at minde om, at selvom noget er en forret, kan det godt indeholde flere kalorier end der er på hele dessertkortet.


Kommentarer

Postkort9 — 7 kommentarer

  1. Faneme uhyggeligt at jeg totalt kan se den restaurant for mig.
    Til gengæld kunne jeg ikke læse de sidste retter på dit oversatte menukort for tårerne der piskede ned af kinderne.
    Tak for dagens – ugens – månedens bedste grin, Anne.
    Jeg glæder mig til billederne. Og til at høre, om du valgte min favoritret på kortet “Bøf Tautavel på producenten: Vin sauce til den gamle” ;o)

  2. For pokker, Anne – sådan noget må du ikke offentliggøre, når John lige er gået i seng og prøver på at sove efter en lang køredag 😀
    Jeg prøvede ihærdigt at lade være med at grine højt; men at forsøge at holde latteren indestængt resulterede i, at camperen rystede lige så meget, som hvis … hvis … okay, det vil jeg overlade til din fantasi, men for hulan, for en beskrivelse. I er da NØDT til at spise der igen og tage en masse billeder.
    Michelinstjerner eller ej, så er den restaurant alligevel trestjernet: nemlig en rejse værd.
    Tak for en vidunderlig beskrivelse.

  3. PS: Jeg kan ikke helt gennemskue, om Google Translate virkelig er så dårlig, eller du alligevel er så suveræn til det franske, at du kan levere så umanerlig grinagtig en ‘undersættelse’ …

  4. Hov – jeg havde da skrevet et svar – men det er væk?
    Men tak og selv tak!

    …Ellen, jeg kan forsikre dig om at det er Google translate der har gjort det fantastiske stykke arbejde. Og jeg har fået en helt ny slags respekt for oversættelsesprogrammer, for jeg tror simpelthen ikke at noget menneske ville kunne komme op med noget tilsvarende. Det er simpelthen for mærkeligt 🙂

  5. @city chick: Desværre. Det var en vennetjeneste, og det fantastiske hus er ikke almindeligvis til leje. Men jeg vil varmt anbefale det katalanske hjørne af Frankrig, landsbyerne, landskabet, Perpignan, Pyrenæerne og det hele. Og der er masser af huse til leje i området, så det skulle ikke være svært at finde noget. Fx på homeaway.dk er der lige nu over 2000 ferieboliger til leje i Pyrénées-Orientales. Og forår!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.