Postkort8

Næst efter vin, vinmarker, vingårde, skilte om vinsalg, vinsmagning, vinruten, vin-appellationer og jeg-skal-gi’-dig-vin-skal-jeg, er borgruiner noget af det man er mest sikker på at støde ind i her på egnen. Der har været seriøst gang i den her omkring i middelalderen, og der er denondenlynemig blevet flyttet nogle sten.

Jeg håber ikke for dem at de har arbejdet i juli, da de byggede alle de borge og tårne og fæstningsværker som næsten allesammen er placeret oppe på de højeste bjergrygge. Det var rigeligt varmt at komme op til Peyrepertuse, uden at slæbe kampesten med. Også selvom vi kun gik de sidste par hundrede meter af de i alt 800 meter som borgen stikker op.

Peyrepertuse er et must-see hvis man får chancen, synes jeg. Også selvom man ikke er en af dem, som får forhøjet plus af ting der har med riddertid og røverhistorier at gøre. Turen op langs klippesiden, delvis gennem skyggefuldt krat, ad den næsten tusind år gamle stentrappe er en oplevelse i sig selv. Og så åbner landskabet sig, og man tror det er løgn…

 

Sommeren igennem er der falkonerer på borgen. I middelaldertøj, og selvfølgelig er det til ære for turisterne, men deres engagement var formidabelt, og de var (foruden at være ualmindeligt fotogene) fantastiske med deres fugle – to falke, en grib, en ugle og en ørn.

Efter at have fortalt og demonstreret med arme og ben, blev de på stedet i over en halv time og svarede på spørgmål og lod folk fotografere, selvom det var dagens tredje show. Sand rovfuglepassion, ikke til at stå for. Længe efter, da vi havde kæmpet os hele vejen op til borgens højeste punkt, svævede deres ørn stadig over stedet.

 

Oppe fra den højst beliggende del af borgen kunne man se til verdens ende, sådan omtrent. Og til middelhavet. Og ned til parkeringspladsen, hvor vores bil stod og ligende noget, man kunne putte i en sættekasse.

 

 

For foden af Peyrepertuse ligger landsbyen Duilhac. De havde heldigvis både kolde colaer – og en kilde, som man skal være lidt forsigtig med at drikke af. Ifølge inskriptionen bliver man nemlig forelsket hvis man gør det. Hvornår og i hvem melder historien ikke noget om. Vi må bare vente og se…

… Nå, men nu skal der ske noget. Igen. Der er nogle der er sultne, og jeg har lovet at købe ind. Life in the fast lane a’la sommerferie. Over and out.


Kommentarer

Postkort8 — 3 kommentarer

  1. Hej du!
    Har lyst til at tilkendegive min begejstring for dine postkort, som her indtages råt med stor fryd dagligt! Jeg læste om dig i det nye nummer af LIV, men der stod nu ikke noget, man ikke vidste i forvejen, hvis man (som jeg) har været fast læser af din blog længe 🙂

    Fortsat rigtig god ferie!
    Helle

  2. @Helle: Tusind tak! – Og det samme til dig 🙂

    @Dorte: Tak. Jeg hygger mig vældigt med at lave sommerpostkort. Det er lidt ligesom da jeg var barn og lavede ferie-scrapbøger. Gad vide om jeg kan finde ud af det der blog-noget, når hverdagen rammer igen…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.