Postkort7

Alfa triumferer (eller – the man formerly known as Alfa, men skal vi ikke bare kalde ham Claus?) Det er takket være ham, at jeg endelig kan komme til at skrive endnu et postkort. Siden har været nede efter en serveropdatering, men nu skulle det hele virke igen.

…Så nu mangler jeg bare nogle billeder, for vi har været dovne og løftede ikke et kamera i flere dage efter turen i det gule tog. Vi flyttede os heller ikke ret meget. Først og fremmest bare fordi her er så dejligt, at selv børnene sagtens kan nyde livet uden at fare af sted hver dag. Og så også lidt fordi jeg var så idiotisk at glemme min nakke, da jeg smurte alt andet ind i solcreme før togturen. Hvorefter jeg tilbragte tre timer med solen i nakken. Den fejl laver jeg ikke igen.

Men mens vi ventede på at alle blev klar til at bevæge sig rundt i solskinnet igen, tog vi en tur til Tautavel og besøgte museet for Tautavel-folket. Hulebjørnens klan, sådan cirka. En lille halv million år senere. I samlesæt.

Det fine ved museet er, at det ligger midt i den dal hvor hulefolkene levede, dengang. Man har fundet spor fra dem lige der hvor vi badede i floden i sidste uge. Men mest har man fundet i den hule højt oppe i klipperne, hvis indgang man kan se nede fra flodsengen. Forstenede knogler fra mennesker og dyr. Og en masse tænder.

Museet i sig selv er fint, men nok mest hvis man er vild med at stå med næsen nede i montrer og sammenligne forskellige sten og knoglestumper. Den del gik vi ret hurtigt igennem. Til gengæld var børnene meget fascinerede af de kunstfærdige tableauer af dagligliv i Tautavel i meget gamle dage:

Hvorfor er de så onde mod dyrene, mor? Spurgte Lulle.
– De er ikke onde, de har bare været på jagt. De skulle jo have noget at spise.
– Jamen de skærer jo benet af det næsehorn. Det er ondt!
– Ja, men ellers ville de jo være døde af sult.
– De kunne da bare have spist noget almindeligt kød. I stedet for at skære det af et dyr!
– Jamen alt kød kommer da fra dyr.
– Nej.

Og:
– På en måde må det have været rart at leve dengang, sagde Jens Christian. – Ikke noget at bekymre sig om, bare dase og spise og sove.
– Jeg tror måske ikke det var helt så let, sagde jeg. Prøv lige at forestille dig, at du kun fik noget at spise, hvis du selv fangede det, og at at dine våben var så primitive som de der.
– Ja, ok. De har måske nok været sultne ind imellem. Men ellers…
– Og har du lagt mærke til, hvor mange af de tænder og knogler der er fundet, som stammer fra børn under ti år?
Lulle: Hvad?! Har de taget knogler ud af børn? Hvordan har de gjort det?

Ikke ligefrem superenkelt at forklare urtid, forsteninger og hulemennesker for en fireårig. Jeg syntes ellers jeg prøvede, og jeg prøvede længe. Men til sidst blev jeg så træt, at jeg godt vil indrømme at jeg gav is for at få en pause.

Men i går! I går var vi oppe i bjergene igen, og nu kommer der billeder. Endelig.

I går kørte vi op til Fontpédrouse, og så lige lidt længere, for at bade. Godt nok ligger nogle af de bedste middelhavsstrande lige i nærheden, men i bjergene er der varme kilder med noget helt særligt vand, og det lød så tillokkende, at selv anti-vandhunden der synes at badevand på 25 grader er for koldt, kunne lokkes.

Les Bains de Saint Thomas ligger oppe i 1150 meters højde, og krævede noget kørsel som manden bag rattet kaldte ‘det værste bjergkørsel jeg nogensinde har prøvet’. Så jeg kan jo sagtens sidde her og sige at det var turen værd. Og det gør jeg. For hold nu op, det var lækkert. Det var sval bjergluft og det var 36 grader varmt vand, og godt nok lugtede det lidt af svovl, men man blev både babyblød og helt lykkelig af det.

 

…og så er der vist ikke så meget mere at sige om det, ud over at det nok er det tætteste man kommer på noget spa, hvor man kan tage sine børn med. Kæmpe jacuzzi, fontæner og brusere med varmt bjergvand. Vi var der i næsten tre timer, og det var ikke mig der ville op. Jeg kunne sagtens have ligget der endnu.

Lul var den fødte badegæst på spa-måden. Meget vild med konceptet, og meget tilbagelænet. Det var heller ikke hende der ville op efter tre timer.

 

 

Fordi jeg tror på at det ikke var specielt rart at være Claus, da bilens bremser begyndte at lugte, vil jeg forsøge at lade være med at børneplage ham om at køre derop en gang til. Jeg vil forsøge. Men det er godt nok svært.

 


Kommentarer

Postkort7 — 3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.