Postkort6

Søndag. Hviledag. Nogen trænger lige til en dag uden alt for meget sol. Og det er ikke børnene, for dem skal vi sørme nok huske at indfange og balsamere i solcreme og vikle ind i ting af bomuld. Og det er heller ikke Alfa, for han kan godt finde ud af at gå med hat. Jeg… køber nok lige en bredskygget hat en af dagene. Nu er jeg jo ellers ikke meget for det der shopping, men der er nok ingen vej udenom. Ak ja.

Men i går var det lørdag og bragende varmt. Så varmt at de 24 grader der skulle være oppe i landsbyerne i bjergene lød svalt og behageligt, og at det tog der kører rundt mellem dem måtte være det helt rigtige valg. Altså kørte vi til Villefranche, hvorfra Le Train Jaune kører op i bjergene mod Andorra. Op i 1500 meters højde på skinner der snor sig mellem bjergsider og gennem tunneller.

Det lille gule tog er ikke etableret til ære for turister, det er et regionaltog som ikke kan gøre for at det kører sådan en helt betagende smuk rute. Til gengæld er det nok mest for turisternes skyld at togselskabet om sommeren indsætter en åben vogn med træsæder, så man kan sidde i det fri og nyde udsigten og få for meget sol (og pænt ondt i r.. – det gamle tog har absolut ingen affjedring!)

Man kan også vinke til en masse mennesker langs ruten, for man vinker åbenbart, når det gule tog kommer forbi med sine 30 km. i timen. Selv folk der sad i deres haver og drak kaffe, vinkede med en begejstring der var ret så imponerende, når man tænker på, at toget kører seks daglige ture i hver retning.

Det siges at det gamle tog er lokalt kæledægge blandt indbyggerne i bjerglandsbyerne, og at der er stor modstand mod at modernisere banen, selvom den mest minder om en gigant-udgave af noget optrækkeligt mekanisk bliklegetøj fra 1930’erne. Efter at have været der selv, er vi tilbøjelige til at sige at begge udsagn nok rammer ret præcist. Le Train Jeune er et elskeligt, pittoresk og totalt ukomfortabelt stykke togdrift.

Smukt var det. Jeg elsker bjerge! Manglede bare et objektiv der kunne gabe over dem, så billederne står slet ikke mål med virkeligheden – men hvornår gør de nogensinde det?

12-åringen nød bjergetapen i fulde drag og havde en super dag. Lulle? Not so much. “Jeg hader det her tog. Jeg vil aldrigaldrigaldrig mere køre i dumme gamle tog” sagde hun. Mere end en gang. Og det kommer hun med statsgaranti heller ikke til foreløbig. Ikke sammen med mig, i hvert fald.

Den del af togturen hvor hun ikke skulede, brokkede sig, sparkede eller snerrede, tilbragte hun sådan her:

– har du set hvor smukt her er? Spurgte jeg.

– Nej. Svarede hun.

Og så var den samtale slut.


Kommentarer

Postkort6 — 5 kommentarer

  1. Hvor er vi dog heldige at vi i dag har telefoner og Nintendo til at underholde ungerne, så vi andre kan nyde herlighederne i fred og ro 😉
    Den togtur vil lige være noget for både kæresten og junior, så jeg pinner lige dit indlæg.

  2. Vi kan altså slet ikke stå for det næstsidste billede. Hvem er det lige der bestemmer i jeres familie? Er I i tvivl?

  3. Anne, kender du det program, der hedder Photosynth? Måske kan det hjælpe lidt på dit manglende objektiv! Om ikke andet er det sjovt at lege med.

  4. Årh altså. Jeg har ikke så mange ord til dig, men jeg er i den grad med hele vejen på jeres skønne, skønne ferie.
    Tusind tak for velsmagende ord og betagende billeder 🙂

  5. @Britta: Pin bare løs! Turen er meget smuk, men hvis man har tendens til at få ondt i ryggen, skal man lige være foreberedt på, at det er lidt som at køre i Tivolis gamle ruchebane.

    @mor: Hvad tror du? …og dog. Hvis det virkelig havde været Lulle der bestemte hele vejen igennem, så havde vi alle fire været i rotation på karrusellen i Perpignan siden sidste onsdag. Det er fuldstændig som med Pariserhjulet i Geneve sidste sommer. Da vi først havde været dér, kunne vi egentlig godt rende og hoppe med alle de andre ideer vi kom op med. Der er åbenbart intet der slår forlystelser hvor man bare kører rundt og rundt – hvad enten det så foregår vandret eller lodret…

    @Mette: Åh ja, jeg har jo Photosynth! Det skal jeg da helt klart lege med her. Men jeg tror nu ikke det havde været muligt i toget, eftersom det jo bevægede sig hele tiden, og konstant kørte ind og ud af tunneller, bevoksning og den slags. Men ja, jeg må ud og Photosynth’e nogle bjerge. Tak!

    @Ellen: Selv tak. Og du er velkommen. Og nu må jeg snart se at få taget nogle flere billeder, så. 🙂

Skriv et svar