Postkort om Le Grand Finale

Om et døgn ved denne tid kører vi (skrev jeg i nat), et eller andet sted mellem Marseilles og Lyon. I nordlig retning. Med blandede følelser.

Man ville være et lille skarn, hvis man beklagede sig over at være på vej nordpå efter tre uger med sol, varme og alt godt i generøse mængder. Ikke mindst fordi vi godt ved, hvordan vejret har været i Danmark. Men det er altså en lille smule svært at give slip.

IMG_5957

I år har vi ellers givet slip med manér. Og jeg mangler billeder af den gastronomiske del af festen, for jeg kunne simpelthen ikke nænne at gøre teenageren mere pinligt berørt end det allerede var tilfældet, fordi jeg er så plat og for meget med min uimodståelige trang til at tage billeder, når jeg er på restaurant og nogen stiller noget pænt på en tallerken foran mig. Heldigvis var det ikke for pinligt at tage billeder af landskabet, så det måtte jeg godt.

IMG_6047

Men. Onsdag bestemte vi os for at prøve en restaurant lidt længere nede ad bjerget, selvom – eller måske fordi – den var lige et par streger højere oppe ad fancy-skalaen end de gennemsnitlige, aldeles hæderlige bistroer, vi har frekventeret i år. Vi har boet højt i bjergene og noget afsondret i forhold til sidste år, og ikke gjort voldsomt indhug i budgettet. Ikke så mange muligheder for impuls-frokoster på små listige steder, og vi er ikke gode til at planlægge den slags i forvejen. På tide altså, at gi’ den gas på et sted med flere knive og gafler i borddækningen. Og et gjorde vi så.

Og nu er det, jeg ville ønske at jeg havde gjort teenageren flov og sneget mig til at tage et par billeder. For det var mad af den slags, som flirter med alle sanser. Katalansk haute cuisine med blomster og safran, rejer skåret så tyndt som silkepapir, bittesmå kantareller, baby-vildsvin tilberedt sous vide og skyer af ting, som smagte af alt fra kirsebær over karamel og brændt peber til barndomsminder og essensen af en sommeraften med dørene på vid gab ud til en regnbyge over en have med pinjer. Passioneret omgang med alt godt fra egnen. Lykkeligt samlet på få, omhyggelige tallerkner. Vi svævede hjem. Og det siger ikke så lidt, når hjem er en god kilometer stejlt op ad bjerg.

I går var vores sidste hele feriedag her i Molitg-les-Bains. Og den blev helt speciel.

For det første gik det i år op for os, at vi de seneste fire somre har befundet os tæt på en af Frankrigs største grotter. For et par år siden blev vi gjort opmærksomme på, at grotten ved siden af landsbyen Villefranche de Conflent var noget værre fup tilsat dinosaurer af plastik. Måske derfor var det indtil nu lykkedes os at overse, at der også er grotter heromkring, som aldeles ikke er fup. Fx sølle 400 meter fra Villefranche og fup-grotten, hvor man finder les Grandes Canalettes. Det gik op for mig for få dage siden, og i dag vandt nysgerrigheden over muligheden for årets sidste middelhavsstranddag. Og det var mere end ok.

IMG_6013

“Det underjordiske Versailles” stod der i en omtale. Ja ja tænkte jeg. Men det var faktisk ikke nogen dårlig beskrivelse. Det var gigantisk. Jeg mangler stadig det danske ord for mind blowing. Det lyder så tamt at sige, at det var vildt. Men det var det. At stå inde i et bjerg og se 50 meter ned. Eller flere hundrede meter længere ind. Millionvis af stalak… dem der vokser opad og dem der vokser nedad (og dem der ligner noget, som får teenagere til at fnise). Drypstenssøjler så tykke som egetræer. En grøn sø med mineralske aflejringer, som lignede overdimensionerede blomkålshoveder. Sære formationer så langt øjet rakte ind i bjerget – med hjælp fra spredte, godt skjulte lamper. Fuldkommen magisk.

IMG_6024

Og så det bedste af det bedste.
I går aftes. En køretur til landsbyen Latour de France, hvor vores forelskelse i det her hjørne af verden startede for tre år siden. Turen var en indskydelse, fordi jeg i tirsdags faldt i snak med Manuel og Paola Giocanti, søskende, i en vinbod på markedet i Prades. Om deres familiefirma, som dyrkede sine vinmarker ved Latour de France økologisk og kun solgte vinen på de regionale markeder samt direkte fra eget hus til private og til enkelte udvalgte restauranter i Europa. Jeg købte en enkelt flaske rødvin af dem, og den viste sig at være så svimlende god, at det slog alt hvad vi ellers har fundet indtil nu.

Jeg havde fået deres adresse. Latour er under en times kørsel herfra og vinen trak, så vi tog af sted med en idé om at kigge forbi Domaine Giocanti og købe et par kasser af deres rødvin, og så runde af med aftensmad i en bistro, få hundrede meter derfra.

Vi kom ikke på bistro. Vi kom i den syvende himmel af vinsmagning, tapas, gæstfrihed, og historier om vin og store drømme.
Efter at have fundet huset, gået lidt frem og tilbage og banket på, blev vi lukket ind og præsenteret for det kaos der hersker, når 30 flasker vin er væltet og smadret på et betongulv. Et uheld – men jo, vi skulle bare komme indenfor. Jeg forklarede om vinen jeg havde købt, og at vi gerne ville købe 12 flasker mere af den. Men sådan handler man ikke med sande vignerons – og heldigvis for det.

2015-07-23 19.53.10

Kort efter var vi bænket på husets balkon sammen med Paola, Manuel, Veronica – deres chilenske mor – og en ven, Jerome. Samt seks flasker vin, to store fade med tapas, og udsigt over bjerge og vinmarker.

2015-07-23 19.54.11

Stakkels mig, som skulle køre hjem, ærligt talt! Det føltes alt andet end rigtigt at tømme sit glas i en spand, for hver fantastisk vin vi havde smagt. Men ellers var det bare helt rigtigt. Alt sammen. Manuels fortælling om, hvordan de i sin tid var overgået til økologisk produktion, fordi det virkede helt forkert at alt dyreliv var sprøjtet væk. Nu er de på vej tilbage til biotoper hvor mange arter trives igen – han hentede iPaden og viste billeder af en sort-gul salamander, som var et særlig godt tegn. Og skorpioner, som jeg ikke var klar over at man overhovedet kan møde på de her kanter.

2015-07-23 19.53.07Visionen er at overgå til ren biodynamisk produktion, hvilket er en endnu længere proces. Men her var brændende engagement og ærbødighed overfor naturen, og hvis ikke Veronica, Pierre-Paul, Manuel og Paola kan lykkes med det, så ved jeg ikke hvem der kan.

Det stod ret hurtigt klart, at vi ikke kunne nøjes med 12 flasker af én slags, så mens himlen blev rød og vi fik rosmarinstegte lammekoteletter og salat på balkonen, blandede vores værter nogle kasser med lidt af det hele for det beløb vi havde taget med, og lagde en gaveflaske oven i, fordi vi havde haft sådan en god aften. Nogle af vinene blev tappet på stedet, og Lulle hjalp til med etiketter og banderoler.

IMG_6050

IMG_6052

Da vi kørte, havde vi snakket fransk/engelsk, gestikuleret, grinet, spist, snuset til og smagt på vin i fem timer. Jeg ville ønske, vi også havde haft en gave med. Taknemmeligheden var gensidig, og jeg håber, vi kommer tilbage snart.

Nu er det fredag, og foran os ligger et hus der skal ryddes op, en kuffert der skal pakkes og 2000 kilometer der skal køres. Men hold nu op altså, en ferie. Af hjertet tak for den.

 


Kommentarer

Postkort om Le Grand Finale — 1 kommentar

Skriv et svar