Perspektiv, stakit, kasket…

Jeg er her. Meget mere end det ser ud til. Jeg logger på hver dag. Sidder lidt og kigger i maskinrummet. Glor på skærmen. Logger ud igen.

Har skrevet på en blogpost i tre dage – og sat den til storskrald. Fordi den handlede om at smide ud. Om alt det, jeg godt gad smide ud. Ud af mit liv, ud af hverdagen, ud af sproget, ud af verden.

Ikke store ting. Bare alt det der spiser lidt for meget energi, det der gnaver som sten i skoen, spænder ben, driller, irriterer den symbolske blindtarm (der i modsætning til den anatomiske blindtarm er en rigtig drama-blindtarm, som faktisk slet ikke kan holde ud, hvis der ikke er noget der irriterer den).

Men for helvede. Rent ud sagt. Hvor blev jeg træt af at læse mig selv – yadayadayada om forkølet barn der tørrer snot af i møblerne, vasketøjsbunker der vokser og uh hvor er det mørkt nu hvor sneen er smeltet.

Min datter er snottet. Sover uroligt. Piver lidt ekstra.Kræver mig lidt mere. Men er stærk og sund og fræk og vild.

Mine vasketøjsbunker vokser og er ikke til at komme udenom. Fordi der også er rodet alle mulige andre steder. Og spindelvæv, nullermænd og stakke af alt muligt, der burde sorteres og køres væk. Men jeg har en svigermor der slet ikke kan lade være med at lægge tøj sammen når hun kommer forbi, en mor der ringer og spørger om hun ikke skal komme og hjælpe lidt med rengøringen. Og en bil jeg bare kan proppe det hele ind i, og en genbrugsstation der holder åbent seks dage om ugen. Helt ærligt.

Min januar er mørk, nu hvor sneen er væk. Aftenen udenfor vinduet ligner en brønd og haven minder mest om noget, som har fået lov at gå i opløsning under et gammelt plaster. Men jeg har ligesom ikke vand i mit hus, vel? Der er ikke en å i min stue, der er ingen krokodiller i køkkenet. Der er en dåse tun i skabet, men den er under kontrol.

Jeg kan simpelthen ikke forsvare at være negativ – ikke engang for at afreagere. Jeg kan ikke holde mit brok ud. Men jeg kan heller ikke gå i småblomstret selvsving, jeg gider ikke bage kager og fotografere dem, jeg har ikke retrotapetseret noget for nylig, og jeg er løbet tør for pointer.

Kun dette: Jeg kan ikke påstå at jeg synes verden er fin lige nu. Der er simpelthen for mange grumme ting i den til, at jeg kan holde ud at høre ordet synkronitet for tiden. Slap nu af med det univers.

Men samtidig kan jeg slet heller ikke holde ud at brokke mig, her hvor jeg står. På det tørre, med børn og bagage. Beklemt, men fuld af liv.


Kommentarer

Perspektiv, stakit, kasket… — 15 kommentarer

  1. Januar sucks.
    Og nu hvor jeg rent faktisk er sådan en (hvordan fanden skete det egentlig?!) der bager kager og fotograferer dem, er du velkommen til at sætte dig ind i noget intercity og komme og æde dem sammen med mig.

  2. Smukt skrevet, Anne… ligger og tænker på det i mørkets timer, om natten, tænker på vand, for meget vand.
    (Imens solen i dag har besluttet sig for at skinne her i Thy. En solrig januardag.)
    Kram!

  3. Anne for fanden. Op på hesten. Google Bali og glo på billeder. Spis kage. Skriv. Vi elsker det. Drik Asti. Drik kaffe. Kom over til Fie og spis kager…..hey Fie du siger noget. Kom med noget kage. Solen skinner. Om lidt er det forår.

  4. Seriøst. Jeg er alene hjemme i weekenden. Og har en flaske asti og to bøtter ben and jerrys. Og et gæsteværelse. Du kan bare blive til d. 29., når du alligevel skulle herover.

  5. Du lyder som en januar blues lidelsesfælle… Jeg er heller ikke til den måned! Forstår den simpelthen ikke! Måske bare noget med liiiige at skulle ned og suge lidt grundvand, inden det bliver forår igen…

    Hilsen Line

  6. Kære Anne
    Jeg håber at dagen i dag med solen ind af vinduet gør en lille forskel.. men hvor jeg forstår dig… synes sgu også at januar er lang og røv syg.. Kram fra C

  7. Hvor er I dejlige – alle af jer!

    @Fie: GID jeg kunne! Er sikker på at kage-wellness er det nye sort. Kagespa. Kagemassage. Kageterapi. Men har lige en søn der skal op og i skole hver morgen og en Lulle der er børnehave-trainee, med alt hvad det indebærer af behov for mor-support. Ellers havde jeg været der. Lige til at rulle i sukker …må jeg have det til gode?

    @Lotte: Tak. Solen skinnede også her. Himlen var blå. Og hen under aften forlod det første sorte sække huset. Jeg vejrer morgenluft. Kram right back!

    @Annamette: Nemlig! – Nu er jeg jo ikke faldet sådan helt ned af hesten. Har bare haft så satans mange bandeord under ophobning, samtidig med at jeg egentlig ikke for alvor har noget at råbe røv efter. Sad i mit smørhul og fik selvkvalme. Men ja, om lidt er det forår. Nåh, hvor skal det fejres!

    @Julie: Seriøst, jeg gad SÅ gerne. Men kan nok ikke helt sætte hverdagen på stand by, selvom det er svært at modstå kombien af asti, B&J’s OG dit selskab. Næsten for godt til at være sundt.

    @Line: Hvis du har lyst til at bande i kor, kan du bare ringe. Men jeg synes verden er lidt pænere i dag. Er din ja-hat dukket op? Håber den kommer snart. Med fine nye fjer i.

    @Line: Det kan godt være det er noget med noget grundvand. Eller mangel på energi til at køre på lossepladsen med udtjente tankesæt og gamle vaner, så der kan blive plads til noget nyt?

    @Christina: Om det var solen eller fuldmånen eller noget tredje, så skete der da i hvert fald endelig noget med noget energi i dag. Håber du også holder næsen oppe. Og modet og maven og humøret. Kram!

  8. I går var verden lidt bedre, end den var i onsdags.
    Nogen kom mig en lille smule i møde, og der var champagne.

    Champagnen gav mig mareridt i nat, og tømmermænd her til morgen, og der er stadig alt for lang tid til forår.

    Men jeg var godt nok glad for dit blogindlæg, som på en noget mere rafineret måde end mit eget, beskrriver hvordan janaur nogengange føles, og hvor slemt det alligevel ikke er… Har dog ikke helt fundet min ja-hat endnu 🙂
    KH Line

  9. Januar er kedelig grå og lang…
    Afskaf den! 🙂
    Det kunne adskillige politikere vinde valg på og vedtage ved lov 🙂
    nå….det sker jo nok ikke,men idag har solen skinnet her og bragt håb om lyse tider.
    de er der de lyse tider altså lige om et sekund :)tålmodighed er en dyd.
    og Jeg har IKKE mere tåmodighed tilbage. SKRID januar ! knus

  10. Anne. Nogen gange er det ok at råbe røv af en dåsetun, eller af sofaen fordi snottet ikke af sig selv retotapeserer stuen. (Og så igen, lige det med snottet ville måske være ret klamt ikke? Så måske skal du ikke råbe af sofaen for at undgå at den i ren desperation retrotapeserere både vægge og vinduer. Ja måske er det bedre bare at råbe af tunen, der næppe gør skade så længe du ikke åbner dåsen.)

    Selv råbte jeg af hende den yngste i går og det var trist, for hun har nogen flere følelser end en dåsetun. Men jeg sagde undskyld og hun krammede mig og lovede at hun kunne råbe endnu højere en dag….

  11. Jeg tier helt stille med synkronitet fra nu af og glæder mig til at give dig det største kærlige kram om 6 dage. Hvis bare jeg kunne sende lidt af min januarglæde din vej, ville jeg gøre det med det vuns. Jeg prøver sgu under alle omstændigheder og tager lidt ekstra med i tasken på lørdag også.

    Stort knuD til dig søde dejlige kloge Anne!

  12. @LisBeth: Selv tak. Tænk at selv mine sure opstød kan få andre til at smile. Kan ikke helt afgøre om det er positivt, eller om det kalder på en Men jeg er glad for at du havde en god morgen. Det havde jeg også. Så et eller andet har det nok hjulpet?

    @Line: Champagne, mareridt, tømmermænd – januar i en nøddeskal. Eller skal man forsøge med kogt mælk med krydderier og en håndfuld nødder, eller hvordan var det? Man skal nok forsøge at huske at finde noget at grine af, i hvert fald… Håber ja-hatten dukker op. Og ellers kender jeg måske en, der kan strikke dig en ny.

    @Tina Witt: Jeg tror på det med dansen. Helt sikkert. Og jeg danser alt for lidt, og tak fordi du kom forbi og nævnte det. Der må danses!

    @Maria Jensen: Hm… du mener sådan en hurtig politisk beslutning – klip! – og væk var januar måned og efterlønnen? – Jeg ved ikke helt. Godt nok er januar ganske rigtigt en lang fætter uden humor, men alligevel. Januar har lige lært mig at lave madplan for 14 dage ad gangen. Det er vel også noget? Men ja, du har helt ret: Nu må den godt se at få snøvlet sig færdig. Knus til dig!

    @Marina: Det lyder faktisk som en ok løsning, det med at råbe røv ad dåsetunen. Sådan en omgang gestaltterapi-light i køkkenskabet. Et ufarligt sted at afreagere, så det ikke går ud over børn og andre venlige sjæle. Jeg har også mere-end-knurret af mine i denne uge, og det fortjener de ikke, hvor meget de så end hiver mine arme længere og snakker mine ører af. Men den store er god til at kramme og grine ad mig, og den lille råber sgu da bare igen. Værre er det ikke. Heldigvis. Og ja: Inden længe er det dem der råber højest, og så kan vi lære det…

    @AB: Søde AB, du skal bestemt ikke tie stille! Du skal nyde at den fantastiske januar findes, og synge om den af hjertens lyst. Det er så skønt med al den medvind, og jeg glæder mig så meget på dine vegne. Og glæder mig rigtig meget til vi ses – lige om lidt. DET pynter overordentlig meget på humøret! Kram!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.