Pas!

Yippee-ki-yay.

Så sparede vi lige over 1500 kroner, bare sådan.

Eller sådan og sådan. Altså. Vi kunne snildt have sprunget over alt det der med at rive huset ned og ransage mellem murbrokkerne, for de forsvundne pas dukkede selvfølgelig op, i samme øjeblik vi bestemte os for at indstille eftersøgningen.

Og ja: Dem der sagde ‘lomme i taske som har været med i Berlin’ har vundet! Var ellers det første sted vi overhovedet startede med at lede, for det er sq da det mest oplagte. Vendte vrangen ud på alle tasker (troede jeg), selv den jeg først fik flere måneder efter berlinturen. Gik dem igennem flere gange. Og syntes derfor egentlig at det var en lille smule overflødigt, at så mange venlige kommentarer mente, jeg skulle kigge i tasker. Som om jeg ikke allerede havde kropsvisiteret og røntgenfotograferet alt hvad der bare med lidt god vilje kunne minde om en taske.

Nå, men det korte af det lange er, at jeg til sidst opgav (altså efter at have gennemrodet alt 3-4 gange, flyttet møbler, kigget bag samtlige mangemange bøger i reolerne og åbnet samtlige mapper i huset). Og indstillede mig på at bide i et surt æble til 1570 kr. inkl. nye pasfoto. Klokken meget sent om natten smed jeg håndklædet i ringen og gik tvær ud i baggangen for at sætte en vask over. Trådte i et eller andet der stod og flød, fik overbalance, og bankede foden ind i en stak vattæpper. Med noget hårdt under. En taske.

Vi har så åbenbart to stort set identiske sorte pc-tasker her i huset. Og to stort set identiske tilfælde af idiot-på-ryggen, så det er ikke til at sige, hvem af os der har stillet taske med pas ved siden af vasketøjskurve i baggang.

Men TAK for en ordentlig bunke hjælpsomme og opfindsomme råd. Det var opløftende af to grunde. For det første bliver jeg glad, hver gang jeg bliver mindet om, at jeg har de venligste læsere i blogland. For det andet fornemmer jeg, at jeg ikke er den eneste der har tilbragt dage med at jerne rundt efter forsvundne pas, koncertbilletter, mobiltelefoner og …ting. Og det er rart, for så er der måske håb endnu. Om et eller andet, bare.

Og. Således blev Lulle den eneste, som skulle med omkring borgerservice efter pas. Og vente i fem svedige kvarter i fuld sol gennem glaskarnap, og blive fotograferet syv gange, før det lykkedes at få et billede hvor hun ikke åbnede munden, drejede hovedet eller sad med fingeren oppe i næsen. Heldigvis står der, i de cirka 50 retningslinjer for pasbilleder, ikke noget om stikkontaktnæse og let skelen. Og heldigvis er Lulle for lille til at græmme sig over sit pasbillede.


Kommentarer

Pas! — 4 kommentarer

  1. Åhh det var da godt, du fandt de pas igen. Tænk alle de penge, I har sparet, ved IKKE at skulle have nye pas, de kan jo nu bruges på andet sjov og spas 🙂

    Dejligt billede af Lulle – har selv lige været præcis samme tur igennem med min yngste (“Kan du smile, men vi må ikke se dine tænder”, er en meget svær øvelse for et barn!)

    Det kom der det her blogindlæg ud af:

    http://mithelle.blogspot.com/2011/07/ka-det-pas.html

    Rigtig god ferie!

  2. her hjemme har vi den taktik at vi finder aldrig det vi leder efter derimod finder vi så det vi ledet efter forleden. så når jeg desperat ikke kan finde noget vigtig så leder jeg efter noget andet og vupti så har jeg fundet det vigtige som jeg ikke ledet efter.
    god ferie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.