Tid til endnu en lang sang fra de varme lande. Vi er hoppet ind i sidste fjerdedel af ferien, og jeg fatter det ikke. Tre uger virker som en overdådighed af tid, når man står foran dem. Men hold nu op hvor kan de flyve.
Vi er rykket på Café des Artistes. Igen. Fordi de har internet. De har også ok mad til billige penge, og de har lokal afslappet stemning med unger der flintrer rundt på cykler og mursejlere der dykker mellem træerne og katte der tigger ved bordene.
Hvad laver vi så? Ikke så meget, men vi gør det godt. Og vil meget gerne dele, så her kommer en (u)fuldkommen uorganiseret liste over, hvad man kan foretage sig her i Laroque og nærmeste omegn.
Man kan slentre rundt i byen, fordi den er så fin i sig selv. Falde i svimer over smalle gyder og blomster og få sig en lille skræk i livet, når der pludselig står en vred fransk hund og skælder ud på en balkon på første sal.
Man kan tage på marked og kigge på oste og krydderier og sæber og kurve og sandaler pølser og skinker og sommerkjoler og legetøj og sindssygt mange grimme øreringe. Og købe en tomat der vejer 940 gram og har så meget personlighed at Monsanto aldrig nogensinde vil kunne tage patent på den. Og tage den med hjem sammen med et hvidløg og noget olivenolie og lave bruchetta af den og ikke ønske sig mere.
Man kan tage på museum. Også selvom man har en datter der hader det.
Der findes store museer med svimlende arkitektur og halve kilometres frihøjde til loftet. Og så findes der det modsatte. Ude på landet et sted i omegnen af Banyuls sur Mer findes Maillol-museet, der er så hemmeligt at man når at sige ”nej, vi er altså kørt for langt, vi må have overset et skilt” tre gange undervejs, før man når derud. Ad krogede veje langs klippevægge og med udsigt til vin- og abrikostræbevoksede bjergterrasseskråninger og skrænter med vilde kaktus og geder uden respekt for tyngdeloven.
Bum, så er man der. Når man altså også lige er gået en halv støvet og meget varm kilometer fra parkeringspladsen, uden at møde andet end en flok røde høns i en indhegning og flere kaktus.
Maillol var Frankrigs anden store billedhugger. Altså ham som ville have været Frankrigs store billedhugger, hvis der ikke havde været en Rodin. Maillol blev født i Banyuls, tog den obligatoriske tur omkring Paris-i-dyb-fattigdom-som-ung-kunstner-i-slutningen-af-1800tallet, og vendte senere tilbage til Banyuls og omegn, blandt andet til det hus som nu er næsten-hemmeligt museum for ham.
De fleste af Maillols større og vigtigste værker befinder sig i Paris. Det man kan se i det lille museum er nogle enkelte fine værker, en samling skitser og to rum med skiftende udstillinger af andre kunstnere. Og så ligger han begravet under den smukkeste skulptur i forhaven, på det sted hvor han næsten hver dag mediterede under træerne. Fredfyldt.
Sjovt nok var den skiftende udstilling en samling fine originaltegninger af serietegneren Margerin. Noget af en kontrast, men den fungerede overraskende fint. Og på den måde var der både noget for mig og noget for drengene. Og selv Lulle glemte et kort øjeblik at hade det hele, fordi hun syntes Maillols kvindeskulpturer havde nogle ret flotte numser. Altså: Noget for enhver smag. Margerin havde i øvrigt tegnet noget, som virkede sært bekendt…
Man kan også, når man nu er på kør-selv-ferie, have det sjovt med sin GPS. Det er ellers mest oplagt at hade den, når den får primadonnanykker midt i Perpignan og pludselig alligevel ikke er helt sikker på hvor man egentlig er, mener man skal dreje til højre mod ensretningen på en cykelsti, eller opfinder en rundkørsel bare fordi. Men i bund og grund skal man sætte pris på at have en GPS, der ikke kan udtale franske stednavne, men sætter ekstra kulør på turen ved at insistere på at Perpignan udtales Per-Banan, Le Boulou hedder “Blupblup” og, åh fryd, Argelès Sur Mer hedder “Arveløs sur mær”.
Selvfølgelig kan man også bade. Vores favoritstrand er Le Racou, som ikke er skæmmet af en masse hoteller. Den er ikke specielt stor, men den er fin og hyggelig og har en lille tilhørende gade med små strandbarer som strandbarer ville se ud, hvis Christiania havde ligget ved Middelhavet.
Man kan få besøg. Af et menneske som man har glædet sig til at dele det hele med. Min veninde Karen har lige været her i en uge, og det har været en fest at dele lidt af forelskelsen i det her lille hjørne af verden. For eksempel blev vi nødt til at gentage sidste års tur til Spanien, fordi Dalí’s og Galas hus i Port Lligat ville vises frem. Efter min mening en større oplevelse end det store museum i Figueres. Og derfor genså vi i fredags både soveværelset med det udstoppede gedekid og de matchende træsko…
Og den lange mand med brystkasse af en gammel robåd ude i olivenlunden:
Og Lulle kom ud af ægget én gang til.
Nå, men man kan også bare gå på restaurant og tro at man har fod på det, og bestille nogle muslinger. Som viser sig at være noget andet end det man troede. Og dermed konstatere at havsnegle smager virkelig godt, selvom det kræver lidt overvindelse med den første. Fordi den virkelig ligner det den er, når man fisker den ud af huset.
Man kan køre op i bjergene til Saint Laurent de Cerdans og blive fristet over evne, fordi der ligger et væveri som kan noget med striber i overdrevet lækker kvalitet. Jeg har lyst til bare at tage hele den væg med hjem…
Og så kan man i øvrigt altid bare hænge ud sammen med sin lille flok og læse højt og spise pandekager. Og komme til at give teenageren lov til at købe den største isdessert på kortet, så kokken kommer ud og spørger ‘om det er til én person’?
Og så kan man glæde sig over, at ferien slet ikke er slut endnu…
Nu har vi været Ottos familie i godt seks uger. Seks gode, travle uger. Det føles meget længere, og han vokser og har færre og færre uheld af den slags der skal tørres op efter, og flere og flere ‘uheld’ af typen “Hov, nå, er det din sko jeg har i munden, siger du? Nej jeg fatter heller ikke hvordan det er gået til da, den må være fulgt efter mig eller noget…”
Otto er også en lille klovn, der tror at han kan snige sig op i fodenden af sengen, men i stedet kommer til at snige sig ind i dynebetrækket, hvor han farer vild og går lidt i panik, så man vågner ved at éns ansigt bliver angrebet af éns dyne, der er temmelig ophidset. Det er lidt skræmmende, indtil man vågner så meget at man fatter sammenhængen.
