Pærevælling med champagne

Hej.

Ja: Hej.

Altså sådan “nåmen hej, her er jeg så med en ny kollektion af dårlige undskyldninger for, hvorfor jeg ikke har skrevet et pip siden engang i sidste uge. Er det ikke bare lige hvad der mangler?”

Nå, men det er også lige meget. Livet går videre. Hele tiden, og det er nok det der ind imellem snyder lidt. Det er simpelthen ikke altid jeg lige er klar til at gå med.

Som nu. Hvor jeg sidder og forsøger at få bare antydningen af et overblik over den uge der lige er gået. Alt, alt for meget virkelighed at gabe over i én mundfuld. Pærevælling af indtryk, men i det mindste er der champagne til.

I den uge der er gået siden sidste mandag har jeg været i Frederikshavn og interviewe hos Søværnet, i Århus til inspirationsdag om børn og rum og fortællinger, i Hvidovre og interviewe på en teknisk skole, I Ebeltoft til konfirmation, inde hos naboen til fødselsdagsfest, i København og besøge gode venner, i Valby til barnedåb, og i dag toppede vi så lige kransekagen med en reception med en masse mennesker og undervisningsministeren.

Dang! Jeg er blæst!

For der er jo altid ting, man ikke kan tage højde for på forhånd.

Vejret, for eksempel. Tak til vejret, fordi jeg ankom til Hvidovre som druknet mus, og kunne lægge op til møde ved at hælde vand ud af mine sko.

Og Lulle. Åh, Lulle. Altid god for et stunt man ikke havde set komme. I denne omgang for eksempel den brandstråle af bræk, hun sendte ud over bord, stol og alt sit tøj, lige samtidig med at hovedretterne kom på bordet.  – Ja, for når hun endelig laver den slags, så gør hun det selvfølgelig ikke bare derhjemme. Men de tog det pænt på den italienske restaurant. De var faktisk helt ufatteligt søde.
(Bonusinfo til bekymrede bedsteforældre: nej, hun var ikke syg. Hun havde bare tømt en skål oliven i rekordfart, ædt halvdelen af min forret og bundet et meget stort glas æblejuice. Åbenbart i overkanten, selv for Lulle).

Det var også sådan lidt spændende at have hende med til barnedåb. Kombinationen ‘lokale på 1. sal med spændende stejl trappe + buffet i nå-højde + andre børn, der var interesserede i hendes bamse’, kaldte på konstant mandsopdækning. Jeg tror det lykkedes mig at fjerne alle de ting, som det lykkedes hende at lægge pænt tilbage på fadene, efter at hun havde smagt på dem.

Nå, men jeg kan jo umuligt få det hele med, og det er heller ikke det der er meningen. Måske bare et par af højdepunkterne, så?

Som fx…

– Konfirmanden, der sluttede sin meget korte og præcise tale af med at sige “Kære mor og far, tak fordi I altid er der, når jeg har brug for jer – og når jeg ikke har”.

– Maden på ‘Nino e Franco’, som var så god at det overstrålede Lulles …stråle. Undskyld ordvalget, det var upassende. Men restauranten, altså. Som ligger ganske ucharmerende på Blegdamsvej med udsigt over mod Panum Instituttet, og som interiørmæssigt… det skal man bare se bort fra. Selv armbrøsten på væggen over vinduet. For maden er overordentligt god og klassisk italiensk på den ordentlige måde. Og man kan åbenbart kaste op i vildskab, uden at falde i unåde. Hvis bare man lader være med at sige nej til dessert. Og helst også drikker grappa. Deres grappa er lavet i himlen!

– Selskabet. Hele vejen igennem. Mand, hvor har jeg været omgivet af mange dejlige mennesker hele ugen. Både dem jeg ikke kendte, dem jeg kender, og dem jeg kender rigtig godt. Det er helt vildt.

– Sushi flere gange. Og i godt selskab. Og en af gangene på rullende bånd. Oskaka i Istedgade, nu jeg er i gang med at anbefale. Hvis man har lyst til at sejle i sushi og toppe op med lidt japansk ditten og datten fra det varme køkken, og oven i købet til fornuftige priser, så er det stedet. Det så også ud til at det var et rigtig godt sted at tage (større!) børn med. Sejt koncept at maden kommer kørende forbi bordet på transportbånd, hvis man skal have en småkræsen 8-årig til at spise rå fisk på ris.

– Verdens sødeste rødhårede dåbsbarn. Og at hans mor havde lavet den vildeste kage.

…er der egentlig ikke et mønster her? Handler de her højdepunkterne egentlig ikke kun om god mad og rare mennesker?
– Jamen kom ikke og sig, at jeg ikke har begrebet hvad livet går ud på!

Det slutter også der. Med mad og folk, altså. For jeg har været til den der reception i dag, og der var godt nok både tapas og folk som man kunne få lyst til at kramme, hvis ikke det nok havde været rimeligt mærkeligt alligevel. Søværnet, undervisningsministeren, og ledelsen fra en skole på Djursland.

Men der blev noget champagne til overs, og den fik jeg med hjem. Og nu er den væk, og det er så forklaringen på, hvorfor det her blev enormt langt, temmelig usammenhængende, og …I er heller ikke blevet meget klogere, vel?

Ellers må I lige fortælle mig, hvad det egentlig gik ud på.


Kommentarer

Pærevælling med champagne — 3 kommentarer

  1. Jeg ville ønske, jeg havde været så sej til min konfirmation. Wow, man.

    Ogsåprøliahørhær: Det er lige meget, hvad du skriver om eller hvor tit eller hvor tjekket. Bare skriv, skriv, skriv, så jeg kan læse, læse læse med.

  2. @ Fie: Det ville jeg også – at jeg havde været, altså.
    Og ok, det vil jeg prøve på, så. Hvis du kvitterer med mandagslinks, for det er min nye livret!

    @ HusmoderGitte: Lyder som en fair plan. Og er sikkert også meget sundere end valium og dårligt tv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.