Nå, men hvad så, ellers?

Her er lidt for stille, men det nytter nok ikke noget at begynde at skælde ud over det. Har jo ligesom kun den larm jeg selv laver (ja, nu taler jeg så absolut kun om bloggen, ude i det knap så digitale liv har jeg assistenter til det med larmen, og de kan deres pis kram).

Men jeg ved ikke helt hvad jeg skal skrive. Her sker næsten kun arbejde lige for tiden, og det er skrivskrivskriv, og det kan jeg jo ikke skrive om, synes jeg. Det er ligesom nok som det er. I går skrev jeg om bronzestøbning, og fik vanvittig meget lyst til at prøve at støbe noget i bronze selv. I dag har jeg skrevet om mosaikker, og nu er jeg syg efter at få fingrene i nogle marmorstifter, glasstykker, eller bare en masse gamle skår og en spand fliseklæber. Det er godt jeg ikke skal skrive om Christo. Eller Piero Manzoni. Kunne godt gå hen og blive noget rod, på to forskellige måder.

Ind imellem kommer den ydre virkelighed så og vil have noget at spise, se Barbapappa, tørre fingre i mig eller bare udveksle kram. Det er godt.

Og ind imellem kommer jeg oven i købet lidt ud. Strejfede et hjørne af festugen sammen med Lulle forleden, for at se en danseteaterforestilling for 1-4 årige. Jeg tror nok jeg synes den var fin og poetisk – det var bare lidt distraherende at have et barn med. Lea Amalie syntes den var helt vildt spændende og helt vildt kedelig, sådan lidt på skift. Ind imellem var hun lutter øjne og ører. Og ind imellem ville hun godt ud NU. På et tidspunkt åbnede hun den lille pink glimmer-selskabstaske, som hun altid vil have med i byen, tog en pixibog frem, slog op på første side og sagde meget højt “Tænd lige lyset”. Jeg kan ikke gøre for det, jeg synes den slags er helt vildt sjovt.

Nu er det lørdag aften, og Alfa er til bryllup mens jeg passer bedriften. Vi skulle have været af sted begge to, men så glippede børnepasningen. Og det er ikke så skidt som det kunne have været, for jeg er semi-influenzaagtig og har været morgengrim hele dagen. Og brugt det, at jeg blev nødt til at blive hjemme, som påskud for at spise sushi til frokost og pizza og is til aftensmad. I sofaen. Sammen med ungerne og Ratatouille-filmen. Af og til er det bare for nemt at være verdens bedste mor.

I morgen hader de mig, når jeg får dårlig samvittighed og forsøger at kompensere for skørlevneriet ved at insistere på grøntsagssuppe og lang gåtur.


Kommentarer

Nå, men hvad så, ellers? — 4 kommentarer

  1. nøj hvor jeg kender det alt for godt mest det der med at der er alt for stille, lige nu fordi børnene/de unge er hos deres far. en mærklig størelse den stilhed når den er her er den ligfrem trals og nærmest en larmene stilhed så er det jeg begynder at tale med mig selv eller at synge og hvis du kan huske det så lyder det alså ikke nært så kønt som når du synger, og når så børnene er hjemme kan jeg helt komme til at længes efter den stilhed som jeg ikke kan holdeud når den alså er her. stilhed gir alså ikke mening.
    knus søs

  2. @Søs: Jeg husker det nu sådan at du sang helt fint? – Men måske er et tiden der har lavet om på de ting, jeg tror at jeg husker. Har lige regnet mig frem til, at det er over 25 år siden! Ufatteligt.

    Jeg holder nu egentlig meget af stilhed, selvom jeg selvfølgelig ret hurtigt kommer til at savne mine ungers larm og leben, når de ikke er her.
    Knus!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.