Molevitten, manegen, menageriet

Hold da for hunne bare helt hæjst, jeg er blæst. Den forløbne uge, ing? Forestil dig, at du åbner en dør, i forventning om at komme ind i et lille kontor eller depot eller noget i den retning. For så at træde lige lukt ud i en banegårdshal. I myldretiden. Med en motorvej igennem. Hvor nogen har sluppet 5000 levende høns løs. Og toppet med et ulovligt kanonslag og noget tyrolermusik, der rammer dig HÅRDT mod dit øre. Så har du et omtrentligt indtryk af, hvor vi er på richterskalaen (eller hvilken satirekanal jeg har stillet ind på).

Hvor skal vi begynde? Eller ende? Med bogtryk-deadline der pludselig rykkede frem uden at passere start, og tvang mig til at presse citronen overfor sød og rar grafiker? Med Jens Christian, der toppede sin sælhundehoste op med en tandretning-gone-bad, med gråd og søvnløse nætter til følge? Med glasperler alle vegne, fordi jeg simpelthen ikke ville gå glip af Pakhus 16 Marked i weekenden og min debut som sælgende kunsthåndværker? Med meget spændende jobopslag, som pludselig poppede op og skulle ansøges (oh my gawd – endte med at skrive ansøgning i halv-delirisk søvnmangeltilstand, og har ikke turdet læse den siden).

– Så nu ved I hvorfor her har været stille. Jeg har larmet andre steder, og jeg har godt nok carpet noget diem.

Og fordi jeg stadig lige har 14-17 timers søvn til gode på kontoen, orker jeg simpelthen ikke at gå i detaljer. Så her er bare billeder af nogle af de perler, der var ude og vise sig frem i Odense. En del af dem har fået nye ejere nu. Resten – og de mange flere, som helt sikkert kommer til – bliver meget snart at købe på Amio – og det bliver selvfølgelig annonceret her.

Jeg kørte hjem i går aftes med bilen fuld af grundglad tilfredshed. Over at have delt stand med Julie, AB og Christina, så det næsten var et mini-blogtræf oven i hatten. Over at have tjent så pænt, at jeg er et skridt nærmere den højt ønskede afspændingsovn til glasarbejdet. Over at have fået det lækreste indiske mad bragt til døren lørdag aften (Point til Odense, dér!). Over at skrue højt, højt op for hende her i bilen og synge hele motorvejen hjem. Over at kende de sejeste iværksætterdamer. Jeg var på grænsen til starstruck, da jeg sagde farvel til Lis efter endt marked. Stylistiværksætterdesignertovholderkonceptudvikler. Pænt langt visitkort. Pænt velfortjent whiskeybrandert der vistnok blev hevet hjem senere i den odenseanske nat.

Pænt meget godnat nu. Jeg har et helt vildt projekt foran mig: Jeg har tænkt mig at forsøge at få op mod otte times søvn. Hvis nogen kom og tilbød mig en sportsvogn i stedet for …så ville jeg sige nej.


Kommentarer

Molevitten, manegen, menageriet — 15 kommentarer

  1. Hold nu op, hvor jeg bare elsker at læse på din blog!
    Beskrivelsen af din hektiske uge er jo intet mindre end fantastik. Jeg klamrede mig til madrassen for ikke at falde HÅRDT ud af sengen!

    Jeg glæder mig til dørene åbner på Amio, for det ser ud til der er flere armbånd, der kunne passe om mit håndled.

    Håber du får 8 gode timer under dynen!

  2. Hold da op, man bliver jo helt forpustet bare af at læse om så heftig en travlhed. Dine glasperler er så smukke, og jeg ønsker mig en af dem – sæt nogen til salg, så snart du får et ledigt minut 🙂

  3. Din fine fugle uro/ranke/origami hænger så fint hjemme hos mig. Lige ved siden af en vred soldat fra Barcelona… den bløder så fint op.

    Dejligt at møde dig og fedt du fik skrevet den ansøgning!

    Glæder mig til at ses igen engang.
    KH C

  4. Pust! Blev helt forpustet af din beretning – og må sige, at jeg er vildt imponeret over, hvor mange og flotte perler du har fået lavet!
    Vildt søde fluesvampe 😉

    KH Karina

  5. Det lyder vildt og godt og godt brugt!
    Glæder mig til at se dig til børne-krea-dag på søndag.
    Hold godt fast…….. vi bliver kun ca. 30 i min stue.
    Ved ikke hvorfor folk omkring mig har så mange børn 🙂
    sov godt HELE ugen.
    kh Maria

  6. Det vr så hyggeligt på det julemarked Anne. Tak for din bod. Og den grønne svamp har jeg haft på hver dag siden! Klara synes, den er mega sej. Men hun får den ikke.
    Og ja, godt du fik skrevet den ansøgning.

  7. Ja! Det var fantastisk i Odense!
    Og tak for alle de gode kommentarer, og tak Mette for link og reklame!

    …Jeg er ved at lande. Ved at få vejret igen – selvom der stadig er lidt tilbageholdt åndedræt indblandet, for det med ansøgningen er ikke afklaret endnu.

    Men ja, jeg har åbnet min lille Amio-shop, og lige om et øjeblik kommer der link på bloggen. Hurra!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.