Min hund har spist min blog

Jamen det er rigtigt. Den lå lige på bordet og var klar, og jeg havde arbejdet på den hele natten. Og så – bom. Væk var den. Ædt.

Eller – vent. Langebro var oppe. Og min printer løb tør for blæk. Eller – arh, nej.

Tror bare jeg lader være med at love noget om blogfrekvens nogensinde igen, med mindre jeg har skrevet alle indlæggene på forhånd. Er åbenbart bare notorisk blogamatørsjuft.

Har forresten slet ikke hund. I virkeligheden skulle jeg nok have skrevet at Lulle har spist min blog – det ville også være en del mere sandsynligt. Jeg har taget hende i at slikke på skærmen flere gange.

Men. Det er sent og min hjerne er lukket ned på grund af overdrevet indtag af Ahlgrens Bilar (nostalgisk svensk skumslik, don’t go there), så der er ingen sammenhæng i noget som helst. I dag har jeg… nej, det kan jeg ikke skrive, for det er julehemmeligt, og nogen læser med. Men i morgen skal jeg – noget jeg heller ikke kan afsløre. Det ER sgu da ikke særlig nemt, det her!

Nå, men i det mindste kan jeg flashe guldlok. Hun kom ud af ovnen i dag, og er en skytsengel lavet på bestilling.

God weekend. I’ll be back!


Kommentarer

Min hund har spist min blog — 9 kommentarer

  1. De der skrivekriser, tror jeg alle skribenter ryger ind i … Min blog er i hvertfald også hårdt ramt af at indehaveren har decembertravlt.
    Jeg følger nu gladeligt med i alle dine ord – og nyder dem meget!

    Helle

  2. Måske du bruger en velsmagende skærmrens – eller det gør du måske slet ikke, når du har Lullen? Fin-fin Guldlok 🙂

  3. Hehe, det var godt du kom tilbage 🙂 selvom jeg sagtens forstår manglende decemberoverskud til blog oven i gaveræs og julestads og hjemmelavet sukkerknas. Selvom jeg normalt ikke skriver kommentarer, så nyder jeg virkelig sproget på din blog, humoren, historierne om dine finurlige og seje unger samt manglen på overfladiskhed. Gad godt høre mere om dine kreative projekter, din jobsøgningsstatus og dine generelle hverdagsobservationer. Synes aldrig det virker banalt når du skriver.

  4. Anne der er jo det særlige ved dine ord at de bliver hængende lang tid efter at du har skrevet dem og på den måde skal du ikke have dårlig samvittighed over for nogen over ikke at holde en eller anden bestemt blogfrekvens. Jeg har egentligt ikke følt at dine december indlæg helt har haft den vanlige Undrelandske glød og måske var det fordi du pludselig skrev mere af pligt end af behov.. Samtidigt ved jeg også godt at man nogen gange skal skubbe sig selv op af bakken. Hold da op hvor jeg kender det. Men måske skulle du vente til januar med skubberiet, der er typisk lidt mere luft i kalenderen og mindre fedt flæsk i blodet.

    Decemberkram.

  5. @Margith: Selv tak! Guldlok er rejst videre til sin nye ejer. Tror jeg bliver nødt til at give hende nogle flere søstre meget snart.

    @Helle: Skrive …krise? Hm. Jeg har ikke tænkt på det som en krise egentlig, men mere haft sådan en underlig fornemmelse af, at jeg bare var kommet ud af vanen, har haft mindre på hjerte her, og har brændt mit krudt af andre steder. Og alligevel er der måske noget om det. For såvidt at jeg jo egentlig savner min blog i de stille perioder. Ville bare ønske at det ikke nødvendigvis var mig der skulle skrive den!

    @Conny: Jeg tror aldrig nogensinde jeg har ejet eller brugt skærmrens. Måske burde jeg – hvis det kan holde min datters tunge på afstand?!

    @KbhDame: Tak! Jeg har faktisk overvejet om mine kreaprojekter skulle have lidt mere plads – men så igen, jeg lover ikke noget. For hvis jeg gør, så ved vi jo allesammen hvordan det går!

    @LisBeth: Tak. Hvad hemmelighederne angår, så er der jo ikke så meget at rafle om. De mennesker det drejer sig om, læser med her. Bedre at holde hemmelighederne tæt til kroppen, end tæt på bloggen.
    Glædelig jul til dig også!

    @Marina: Den dårlige samvittighed er vist mest på skrømt. til gengæld er det helt rigtigt, at jeg har valgt at sparke bloggen i gang nu, ved simpelthen bare at vedtage en rutine. Fordi jeg ved at alternativet er, at den dør helt ud. Det har jeg ikke lyst til, og selv nyder jeg at skrive, når jeg først kommer i gang. At resultatet ikke er stor kunst, er en del af øvelsen, netop fordi jeg kan mærke at jeg stivner i mine egne forventninger om, at hvert eneste indlæg skal have en eller anden særlig glød. Jeg er ikke i dét gear for tiden. Jeg har det fint, men har mere lyst til at råbe røv end at være skævt poetisk. Trænger til forandring og har en masse bolde i luften – og savner lidt den spæde blogstart, hvor det hele var for min egen skyld, og i bund og grund handlede om at huske hvad der nu var sket hvornår og så videre. Så jeg har besluttet at jeg skriver så ofte jeg kan. Også nu, hvor det måske nok er jul, men hvor jeg ikke desto mindre har lyst til at blogge løs som en brækket arm.
    Decemberkram til dig også. Med ekstra kanel!

  6. “Undskyldninger” står der som tag til dette indlæg og du har helt ret for jeg vil gerne give dig en. Selvfølgelig skal du skrive blog for din egen glæde, andet giver ikke mening og hvis du har brug for at komme i gang midt i december ræset så er det selvfølgelig sådan det skal være.

    Jeg kan også godt genkende længselen efter den spæde blogstart men lige med din blog er jeg nu glad for at der er mange der har fundet herind.

  7. Kære Marina, du skal da ikke undskylde – jeg opfattede på ingen måde din kommentar som en opfordring til at skrive på en bestemt måde, brugte bare dine ord som anledning til at forklare, hvorfor jeg har valgt at forsøge at holde gryden i kog, selvom resultatet måske lader lidt tilbage at ønske. Håber ikke du tog mit svar for mere end som så. KH Anne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.