Men marts var ellers helt ok…

Hvor er det godt at der ikke gror mos på internettet. Ellers tror jeg da nok lige det ville have taget et par dage at komme helt her ind i det lille blog-pit.

Som jeg lige har skrevet i kommentarfeltet på det forrige indlæg (som er fra den 20. februar?!), har jeg ikke engang en gedigen forklaring på, hvad den der rungende radiotavshed skyldtes.

Eller – jo, det har jeg selvfølgelig: Jeg holdt op med at skrive. Men jeg ved ikke hvorfor. Jeg har hverken været syg, nedtrykt, skæv eller strandet på indlandsisen. Nærmest tvært imod.

Måske er det – som en af mine livskloge homies sagde, nogenlunde samtidig med at jeg glemte min blog – bare ind imellem svært at vide hvad man skal stille op med eklatant mangel på drama.

Måske er det dét. At jeg synes jeg havde skrevet et næsten uendeligt antal variationer over temaet ‘her-sker-ikke-ret-meget-men-på-den-gode-måde-og-alle-i-mit-lille-mikrokosmos-har-det-godt’.

På et tidspunkt var det lige før jeg begyndte at overveje, om man kan jinxe det. Ligesom jeg er holdt op med at sige at jeg næsten aldrig bliver forkølet, fordi forkølelsesvirus helt klart hører den slags og springer på folk der siger det.

Men det er sådan det er: Godt. Altså – med plads til forbedringer, for selvfølgelig er jeg sgu da træt af at konkurrere med alt for mange andre enestående dygtige mennesker om de drømmejobs jeg går og søger. Vel er jeg da så, og derfor går jeg og finpudser den ske, som jeg har tænkt mig at tage i den anden hånd, og det bord (eget), som jeg tager tilløb til at plante begge mine utålmodige fødder under. Åh, det er forår, og der skal nogle helt vilde boller på suppen lige om lidt!

Og hvad? Jamen ikke så meget andet end at nu er jeg ligesom tilbage. I en eller anden stil, som fx: Fin!

Og uh, det føles jo rigtig godt.
Kunne faktisk godt gå hen og blive en vane…

Og nu jeg er her, så er der en der har haft fødselsdag. Den energiske jævndøgnsdynamo er FIRE år nu, og i den anledning må man godt billedspamme, selv om man lige har lovet sig selv, at éns blog gerne må give sig til at handle lidt mere om alt det, der findes i verden – ud over Lulle.

Men i dagens anledning, med en vis forsinkelse: Oh joy! Der var tindrende solskin, der var tindrende barn, og der var en lærke der sang.

Der var kage og der var bedsteforældre, morbror og fætter, som havde slået sig sammen om at købe en splitterny cykel, der var præCIS som fødselaren havde ønsket sig: Lilla og med cykelkurv.

Der var også forældre, der havde bidt hovedet af al skam og købt den højst ønskede af alle prinsessekjoler: Askepot de Luxe fra Disney. Et inferno af dårlig smag i så udpræget grad, at barnet om mange år, når det for længst er vokset fra kjolen (som med garanti er så syntetisk, at den vil overleve os allesammen, og sikkert engang give os dårlig karma med tilbagevirkende kraft, når den på et eller andet tidspunkt genopstår som miljøkatastrofe), vil genfinde den i en aller anden flyttekasse og for alvor fatte, hvor ondt vi havde i øjnene af at se på den, dengang i 2012. Og hvor sindssygt højt vi elskede hende, også dengang, at vi alligevel købte den. Og hvor lidt rygrad vi havde, at vi ikke magtede at hjernevaske hende til hellere at ville have noget historisk korrekt udklædning af økologisk bomuld.


Kommentarer

Men marts var ellers helt ok… — 12 kommentarer

  1. Dejligt, at du har det godt! – og tillykke med den smukke Lulle i den grimme kjole. 😀

    Lyder spændende med planer og forår und alles…

  2. Å Anne hvor er jeg overlykkelig over at se dig her.

    Aftensmaden brændte lige på fordi jeg sad opslugt her og læste mig glad. Så stod den yngste i døren, jeg sprang op, kyssede hende og løftede hende op. Da hun kom ned igen sagde hun: Å mor du smilede lige det største smil og så sprang du lige igennem smilet hen til mig.

    Dét smil var dit Anne.

    Tillykke med Lulle og kjolen der er lige præcis som sådan en rædsel skal være. Godt for jer allesammen at I købte den. Den er helt garenteret også fin med det store fastelavnshår…

    Glæder mig til at se hvordan du nu vil lukke lyset ind i nye vinkler på verden. Og bliver det som det plejer bliver jeg også glad. Bare du er her.

  3. Kære Anne.
    Hvor dejligt at høre fra dig igen. Jeg har ventet på at du ville skrive noget nyt. Jeg savner dig altså. Klar på en ordentlig krammer næste gang vi ses i Brugsen?
    Knus Dorthe

  4. Anne, du må ikke holde så lange pauser. Det er spild af gode ord og sætninger, der danser i mit hoved. Rigtig tit har jeg grinet højlydt også i dag, men jeg kom også til at fælde et par tårer. Hold nu op hvor kan elske sådan en jævndøgnsdynamo.Vi er endnu ikke nået til kjoler eller Disney, men når den tid kommer, så glemmer jeg sikkert også alt om økologiske kredsløb. Tillykke med Lulle

  5. hvor skønt! jeg har kigget efter dine indlæg 🙂
    prinsessekjoler må der til og hvor det klæder med en lille tatovering også.
    Tak for smil og grin.

  6. Dejligt, at du er tilbage.

    Og de er gyselige de der Disneyskrud. Min datter har også den der. og selvom den er for lille nu, så insisterer hun stadig på ind i mellem at maaaase sig ned i den.

    OH GRU!
    Men jeg husker nu at jeg selv havde grotesk dårlig smag da jeg var i den alder i de tidlige firsere.

  7. @Erika: Tak! Ja, kjolen er en sand rædsel, ikke?

    @Marina: Bam, der fik du mig. Igen. Jeg tror du må være indehaver af den absolutte rekord i at sende mig til tælling i mit eget kommentarfelt. Af ydmyg glæde, that is. Jeg ved næsten ikke helt hvad jeg skal sige, men tror næsten du må have kunnet mærke, hvor jeg smilede tilbage da jeg læste dine ord. Og da jeg læste dem igen. Tak.

    @Conny: SÅ dejligt at I er her endnu!

    @Maria: Tak. Også dejligt, dejligt at skrive ord igen. Fatter ikke hvordan jeg kunne lade være så længe!

    @Dorthe: SKAL det være i Brugsen? Vi kunne jo også ses sådan rigtigt, snart? Det er så længe siden! Har du tid og ork, så lad os få lavet en aftale. KNUS!

    @Mette: Tak. Og undskyld, det var heller ikke med vilje, og jeg skal gøre alt hvad jeg kan for at det ikke sker igen!
    Jeg har på fornemmelsen at I har jeres helt egen dynamo ovre på Bryggen – og at hun nok skal sætte dagsordenen når hun synes? Har kun set billeder alt for længe, og hun er saftsusme dejlig! Gad rigtig godt snart se hende i virkeligheden.

    @Lone H: Åh ja, tatoveringerne (eller: ‘Toveringerne, som de hedder når man er 4 år), de er et kapitel for sig. Jeg scorede godt nok mange billige points, da jeg fandt en pakke med 40 heste-toveringer til min toverings-elskende hestepige in spe. Desværre har det vist sig, at netop de her af slagsen er enormt sejlivede. I stedet for at gå af efter et par dage, forvandles de langsomt til brune plamager, så nu ser barnet permanent møgbeskidt ud op og ned ad armene. Charming.

    @Moster Munter: Tak. Jeg satser også på at vi kommer hurtigere igennem den smagløse periode, hvis vi lader den lille similijunkie gi’ den gas mens det stadig ser nogenlunde uskyldigt ud. Det er trods alt de færreste der bliver ved med at tulle rundt i den slags, når de først når skolealderen. Med Dame Edna og Lady Gaga som et par af de få kuriøse undtagelser. Jeg var også en sucker for glimmer af værste skuffe, da jeg var barn, og jeg har da fået det nogenlunde under kontrol nu.

Skriv et svar