Men der er stadig pænt langt til Japan…

Lulle (nej-ikk’-Lulle-jeg-hedder-Leamalie! ) smider sin ene fod op på bordet midt under aftensmaden: Se!
Jeg: Ja, det er din fod, den skal altså være under bordet.
Lulle: Men den er fin.
Jeg: Ja, den er fin. Men den må ikke være oppe på bordet når vi sidder og spiser.
Lulle: Men den er sød, mor. Den sparker ikke!

Og det er da altid noget. For Lea Amalies hænder og fødder er ikke altid sådan lige at holde styr på. Heller ikke for hende selv. Er der andre der har børn, som skælder ud på deres egne hænder når de har stjålet kiks, eller råber FY FOD! når foden har sparket sin sko tværs gennem køkkenet?

She moves in mysterious ways
(fordi det gør hun, og fordi jeg stadig rider på bølgen efter koncerten i søndags).

Men så er der da i det mindste én i huset, der kan få sin fod op på bordet. Jeg kan i hvert fald ikke. For i går tog jeg, efter et helt års lokken fra Alfas side, med ham og Jens Christian til Aikido. Familiehold hvor de har gået siden sidste sommer. Og jeg har godt nok længe tænkt at det gad jeg godt kunne, når jeg har set virkelig dygtige aikidofolk svæve rundt. Det er graciøst og flow og næsten som en dans.

Men jeg var skidesur da vi tog af sted. For jeg havde jo nok en fornemmelse af, at der mellem mig og de svævende sortbæltede mestres stil ligger tusindvis af timers uelegant bumpen rundt på gulvet i en gammel gymnastiksal.

Og det er nok heller ikke helt forkert…

Men jeg kørte glad hjem, for det føltes godt. Også selvom jeg nok lige skal bruge de næste fem-syv år på at lære at holde af rullefald.

Og i dag fatter jeg så pludselig meningen med al den snak om, at den slags træning giver sådan en fantastisk ro. Klart. Jeg har været totalt rolig i dag. For så snart jeg bevæger mig, skriger min krop av. Av-av-av. Ved seriøst ikke, hvordan jeg skal få en hverdag til at hænge sammen, hvis jeg skal til at slå mig selv til lirekassedame på ugentlig basis. Når vel lige omtrent at restituere, før jeg igen skal ind og kaste min krop ned i træningsmåtterne.

For ikke at tale om den der japanske måde man sidder på knæ og modtager instruktioner på. Hvordan kan det være så irriterende smertefuldt at sidde på sine egne ben? Man kan jo ikke tænke en tanke (bortset fra av.av.av.av.av). ‘Hvis man sidder længe nok, kommer man over det punkt hvor man kan mærke noget’, siger Alfa så. Og tusind tak for dén oplysning.

Men det var altså også spændende på en anderledes måde.
Især det med at snurre Alfa rundt og kaste ham ned i gulvet.


Kommentarer

Men der er stadig pænt langt til Japan… — 5 kommentarer

  1. Blame it on Molly. Det allestedsnærværende alter ego, som får skylden for uhåndterbare fødder og hænder, krus der flyver gennem luften og mad der lander de mærkeligste steder…

  2. @Tina: Jeg vil så mene at folk der er farlige bliver betydeligt mindre farlige af lige præcis aikido, som ikke kan kaldes en kampsport, men snarere en teknik til at stoppe konflikter og angreb og den slags. Men det ændrer selvfølgelig ikke ved det faktum, at det er smækfyldt med fantastiske bevægemønstre, som gør små mennesker i stand til at lægge store mennesker ned på gulvet, uden at de når at fatte hvad der sker. Og det er måske det, der gør manden nervøs?
    😀

    @Kun Sandheden: I har en Molly? Og er det børnene der har opfundet hende? Sjovt så mange af den slags alter egoer der er i omløb hvor der er børn. Men vi har altså ingen. Vi har bare et barn, der selv forsøger at opdrage på sine hænder og fødder. Det går ikke ret godt, for de hører ikke efter.

  3. Madame, for mig ville det kræve langt mere mod at sætte mine ben på en håndboldbane! Jeg havde godt nok sommerfugle i maven da jeg kørte af sted, men der gik 5 minutter, og så følte jeg mig helt tryg. Det er ikke en aggressiv form for kampsport, snarere en kombi af selvforsvar og meditativ bevægelseskunst. Dejligt.
    Hvad lulle angår: Det kan jeg heller ikke!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.