Lulle rock’n roll

Det er lige gået op for mig, at jeg (stort set) ikke har skrevet om Lea Amalie, siden det med kollegerne og frikadellen i kaffen. Og så kunne man måske havne i den vildfarelse, at det er fordi hun har siddet stille og roligt i et hjørne af stuen og puttet den firkantede klods i det firkantede hul og den trekantede klods i det trekantede hul i den der klodsekasse, som vist nok skulle være meget stimulerende for børn i hendes alder.

Ha! – Til det er der kun at sige, at:

1: INTET kunne være mere forkert.
2: Hvis den kasse virkelig er stimulerende, så bliver vi simpelthen nødt til at tage den fra hende.

Sandheden er, at vi nok må se i øjnene, at vores datter er iværksætter. Der er simpelthen ikke den ting, hun ikke kan få et projekt ud af. En ganske almindelig morgen, for eksempel. Hvor hun slår øjnene op klokken 7, og er ude af døren klokken 8. Er ikke for kort til, at hun både kan nå at stå op af sit lille badekar i et ubevogtet øjeblik, åbne skabet med håndklæder, og smide 4-5 af de største af dem i badekarret, før hun selv forsøger at vikle sig ind i endnu et. Jeg var såmænd bare i soveværelset, 3 meter væk, i 30 sekunder. Nå, men godt begyndt er halvt fuldendt, og samme morgen nåede hun også lige at åbne køleskabet (det KAN man sgu da ikke, når man er 19 måneder?!), hælde en halv flaske teriyaki (klistret soyabaseret marinade) ud på køkkengulvet – og danse i den. Hvis ikke snart det barn får lært at bande, er det ikke vores skyld.

Men – når hun ikke lige har gang i noget nedrivning, er det jo altså fantastisk at bo sammen med sådan et livstykke på små 90 centimeter. Som synes det er så fantastisk at få lov til at skubbe en lille indkøbsvogn, at hun begynder at hyperventilere, allerede når vi nærmer os Fakta.

httpv://www.youtube.com/watch?v=24DIXRhxVr4

Ud over at køre med indkøbsvogn, er Lea Amalies altoverskyggende hovedinteresser pt:

At stå på en stol ved køkkenvasken og skylle ting af i en skål med vand. Kopper, køkkenrulle og kaffegrums. Faktisk bliver vi nødt til at fjerne alle stole fra køkkenet, hvis ikke hun skal stå der konstant, for hun styrter direkte ud og skubber selv stolen hen, hvis ikke vi forhindrer hende i det.

At hamre løs i tilgængelige computere, hvis hun ser sit snit. Jeg har underlige ting i min værktøjslinje, og kun Lulle ved hvordan de er kommet der. Eller – det gør hun jo nok ikke, men det er hende der har hentet dem.

At gemme telefoner. Underlige steder. Virkelig underlige steder.

At tømme badekarret med et plastickrus, og lave fuldskæg af skumbadsskum.

At tage alt Jens Christians tøj ud af skufferne, og lægge det på gulvet i soveværelset.

At tage alt sit eget tøj op af kommoden, og bære det ind i stuen.

At råbe NÆJ!


Kommentarer

Lulle rock’n roll — 12 kommentarer

  1. Ha ha ha! Jeg kom lige til at savne mine store piger fra den gang de var små.
    Godt med iværksætterbørn. Fantasien blomstrer, livslysten er på sit højeste. Hvor er hun skøn :o)

  2. Nej hvor er det skønt!
    Husk at der er plads til hende i Kbh. Jeg låner hende gerne. Jeg trænger til lidt kolorit og god underholdning!
    Måske er det sjovere at læse om, end rydde op efter, men jeg sidder i hvert fald og griner!

  3. Go Lulle! Meget meget sød video. Min Viola er i gang med amokspark- og højtråbningstræningen, og hun gør det så godt, at jeg forudser en fremtid meget lig det, du beskriver 🙂

  4. Hun er bare så dejlig. Hver gang du viser billeder eller klip af hende smelter mit hjerte en lille smule.

    Jeg kan godt huske hvordan det var. Særligt husker jeg med desperation min søns meget foretagsomme vane med at gemme mine nøgler. Da han næsten lige var startet i pasning manglede jeg f.eks. en morgen nøglerne og når man bor på Frederiksberg kan man ikke sådan gå hjemmefra uden at låse døren. Manden var væk som han plejede med nøgler og det hele og kom ikke hjem før engang i næste uge og det er ret utjekket, at stå med små børn på gaden om aftenen og vente på låsesmeden. Min datter på næsten tre år og jeg endevente hele molevitten: sofaer, bogreoler, skabe og skuffer. Til sidst hittede vi nøglerne inden i en lille skål, der stod inden i en lille gryde, der stod inden i en større gryde omme bagved en endnu større gryde i et lukket skab…. (min mand siger at det er mig der smidder nøgler væk, men lige der lægger jeg dem altså ikke, nå!)

    En anden gang kunne jeg hellere ikke finde nøglerne og ledte længe. Min datter stod og så lidt på mig og spurte mig så hvad jeg kikkede efter. “Nøglerne” sukkede jeg. “Nå” sgde det lille menneske glad “dem har jeg da gemt i min kasse med lego så de ikke bliver væk”…. Jep, og så undre man sig over at man ikke kan få tiden til at slå til som mor….

  5. Hun er da dejlig – men jeg kan blive helt træt bare af at læse om hende 🙂
    Charlotte elskede også bare de små indkøbsvogne for 30 år siden. Den slags kender de ikke i England, så når de små er her, er det bare noget af det allerbedste at komme med i Brugsen og handle – med hver sin lille vogn. Det kræver to voksne ledsagere, skulle jeg hilse og sige…

  6. Haha, det var fantastisk læsning, og sikke en skøn lille video du har lavet med Lulle! Nu husker jeg pludselig, som var det i går, hvordan det var at have et barn på hendes alder 😉

  7. Tak for alle jeres søde ord om Lulle – som lige i de her dage er i gang med at gro SEKS nye tænder ud på én gang. Hvilket er grunden til, at jeg ikke har svaret med så meget som et pip, selvom jeg synes det er svært hyggeligt med jeres kommentarer, og altid har lyst til at svare hver enkelt.

    Hun klarer det meget godt om dagen, men sover elendigt om natten. Og det gør jeg så også. Og om morgenen står jeg op og slingrer på arbejde, og når jeg kommer hjem er jeg lettere zombieficeret. Men se, der er håb forude. For i morgen skal jeg på to dages internat-noget med jobbet, og SOVE på ENEVÆRELSE helt ALENE uden BØRN. Tror jeg går i seng klokken 20, så jeg kan nå 11 timer non stop. Der er alligevel heller ikke en skid at se i Vejle på en torsdag aften i november. Hurra!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.