Lulle og lyse nætter

Engang syntes jeg det var sjovt at regne på, hvor meget tid man sammenlagt bruger på forskellige gøremål gennem et helt liv. Regnestykker som  ‘hvis man tager et brusebad på gennemsnitligt fem minutter hver dag fra man er femten til man bliver firs, så tilbringer man næsten tre måneder af sit liv i den periode under bruseren’.

Jeg er holdt op med at regne på den slags. For tiden føler jeg, at jeg er i gang med at bruge seksten år på at få Lulle til at sove.

“Jeg vil aldrig i seng” siger hun, når vi siger at det er ved at være sengetid. Aldrig. Man kunne gå glip af noget. Sine forældres frustration, for eksempel.

Sådan starter dramaet hver aften. Helaftensforestilling uden pauser. Hovedpersonen lider sig igennem en forudsigelig række af tragiske hændelser, kulminerende med at hun kommer i tanker om, at hun ikke har fået aftensmad. Hvilket hun har.

Hun har i hvert fald fået tilbudet, men bipersonerne har ikke altid fattet, hvad der egner sig til menneskeføde for en fireårig. “Vi HAR spist aftensmad” siger jeg. “Jamen det var ADR!” siger hun. Hun er ellers ufatteligt velformuleret, men det ser hun bort fra når hun kommunikerer med onde mennesker.

Heldigvis findes der bananer. Bananer betyder, at barnet ikke kommer sultent i seng, og forældrene ikke føler, de har solgt helt ud af deres principper om, at man ikke tilbereder alternative aftensmåltider klokken 21. Bananen er ikke et måltid, bananen er et skridt nærmere mission accomplished. Al magt til bananen.

Når alle har været rundt i manegen syvogfyrre gange med tandbørste, sang-eller-historie, nervøst sammenbrud, banan, vand, mælk, gråd, trøst, tandbørste igen, lys slukket, lys tændt, lys slukket men tændt på gangen, tolvårig der lister uopfordret i seng for at slippe for reprise, slutter forestillingen brat, når hovedpersonen ruller sig ind i sin dyne og forurettet mumler “jeg er overhovedet ikke træt”. Efterfulgt af øjeblikkelig snorken.

Jeg kan svagt huske, at hendes bror spillede en tilsvarende forestilling i en sæson for længe siden. Men jeg kan ikke huske, hvor længe det varede. Hvornår holdt det op? Jer, der har fireårige i frisk erindring: Hvor længe varer det her? Vær lige venlige og sig at det snart ændrer sig igen, ikke?

Nå, men nu er her stille. Og jeg har været udenfor og se mod nord. Hvor lyset ligger på lur lige under horisonten. Al magt til de lyse nætter. Og bananen.


Kommentarer

Lulle og lyse nætter — 7 kommentarer

  1. åh ja, min datter er 26, og nu synes jeg ikke at den slags frustrationer varede særlig længe. Men mens det stod på gjorde det jo…
    Men det går over! På et tidspunkt 🙂
    God dag med din dejlige Lulle.

  2. Hvis jeg skal lege djævelens advokat, vil jeg sige, at det varer lige så længe, som du vil have det til at vare 😉
    Tillad mig at anbefale dig at læse den engelske Gina Ford. Hun har hjulpet min datter meget mere, end jeg selv kunne.
    Fordi ikke to børn er ens, og jeg ikke havde nogle gode råd til min datter, da jeg ikke havde oplevet de samme problematikker med hende. Gina Ford havde nogle gode forslag.

  3. Jeg kan ikke huske det. Men jeg husker til gengæld ret tydeligt attenårig, der konsekvent glemte at gå i seng, og sjovt nok ikke kunne komme op om morgenen – har det endnu i tydelig frisk erindring.

    Men så flyttede han – sådan hjemmefra – og pludselig kan han sagtens komme op om morgen, passe uddannelse og vist stadig glemme at gå i seng om aftenen. Og jeg har fået en stue.

    Jeg vælger at tro, det ikke er løsningen for en fireårig

  4. @Lone H: Jep! Det går over! Vi har da fx en tolvårig, der går frivilligt i seng. Han havde også sådan en periode. Og mange andre underlige raptusser sidenhen. Og, går jeg ud fra, meget mere hvor det kommer fra. Det vil jo nok være naivt at tro, at han er færdig med at opdrage os…

    @Moster Munter: Ja, det kan ind imellem ligne en lille smagsprøve på noget af det som venter om små ti år, ikke? På den gode side er så, at fireårige børns hjerner er så pragtfuldt krøllede at bo sammen med. Man keder sig aldrig.

    @Ellen: Haha djævelens advokat, tak for den 😀
    Jeg er stødt på Gina Ford, og jeg er sikker på at hun har hjulpet mange forældre. Jeg er også ret sikker på at Gina og jeg ikke har så meget til fælles. Og på at den fase vi har fornøjelsen af lige nu, ikke varer ved for evigt. Og på at vi overlever. Men tak.

    @Pernille: Jeg vælger at tro, du har ret. Trods alt.

  5. Jeg har ingen kloge ord, men jeg håber for både din og Lulles skyld, at I snart finder ud af, hvad der skal til for at hun finder roen i det lille hoved med de store tanker.

    Jeg tror, du kan være rimeligt sikker på, at det holder op på et tidspunkt. Begge mine teenagere er i hvert fald svært glade for deres senge. 😉

  6. @Erika: Jo tak, jeg har også en på 12, der er meget glad for at sove. Dog hellere om morgenen end om aftenen, men det er måske bare fordi han endnu ikke er helt teen…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.