Lulle og Jesus

Så var vi i kirke i søndags. Lulle, Teenageren og jeg. Teenen, fordi han er i gang med at finde ud af om han vil konfirmeres. Jeg, fordi en konfirmand får ét kryds i præstens bog, for hver gang han går i kirke, men halvandet kryds, hvis han tager en forælder med (kommer præster egentlig på salgskurser nu om dage?). Og Lulle, fordi Hvis I skal, så vil jeg også!

Det var allehelgen. Mindegudstjeneste med stilhed og lys for de døde. Ikke en dag man lige umiddelbart tænker ‘Fedt, jeg tager lige en femårig med verbal inkontinens og autonome tilbøjeligheder med dér’, ellers.

Men Lulle med hænderne i siden. Og tidspres. Så jeg kiggede hende meget dybt i øjnene og tog hende i ed på, at hun var helt klar over hvor meget hun bare skulle holde næbbet flettet under hele seancen.
Hvorfor bliver jeg ved med at narre mig selv?

Hun fik lov til at tage iPad og Playmobil-hest med. Vi kom kun lige en lillebitte smule for sent, og klemte os ind på den bagerste bænk. Dumt, viste det sig, for den bænk var lavet til dværge eller folk uden ben. Den var lige klemt ind der hvor der egentlig ikke var plads til flere bænke, så jeg med mine 167 cm sad med knæene mast ind i den hylde der stak ud fra bænken foran.

På den anden side var det de eneste pladser der var. Allehelgen, en barnedåb og en del mutte konfirmander fyldte resten. Så vi satte os stille og roligt ned og mistede følelsen i benene. Altså Teenageren og jeg. Lulle sad fint. Og spillede iPad. I hvert fald til at begynde med. Men så…

– Hvad var det med BLOD? Hvorfor sang I om blod?
Gjorde vi det? tænkte jeg. Jeg var kirkesanger for ussel mammon i hele min konservatorietid, så jeg kan alle melodierne, stort set. Jeg sang bare med.
– Det øh… det ved jeg ikke. Det stod i teksten?
– Jeg kan ikke lide noget med blod. Det skal man altså ikke synge om. Nu vil jeg hjem!
– Det kan du ikke komme nu. Det har vi talt om.
– Så skal du ikke synge mere om blod. Det gør mig MEGA ked af det, faktisk.
– Det… nå. Vær nu stille. Spil et spil.

– UUJJJJ! jeg slog min reKOORD!
– SCHH!
– Jamen jeg fik den regnbuefarvede delfiiiin!
– Ja tillykke med det, du sidder bare ikke og snakker så højt her, vel? Hvad var det lige vi aftalte?
– Åh, jeg har bare helt vildt lyst til gifler…
– Vær. Nu. Stille.
– …gifler.

– Hvorfor går alle de mennesker der op?
– Det er altergang. De går op til alteret.
– Jamen hvad skal de?
– De får noget vin eller saft og en lille slags kiks.
– Yes! DET skal vi, mor! Kiks! Kom!
…jeg ved godt at det ikke er særlig ‘lad de små børn komme til mig’ og alt det der, men jeg kunne simpelthen ikke overskue at Lulle skulle op til alteret på en stille allehelgenssøndag og konstatere at hun ikke kunne lide alterbrød, eller at man kun kunne få én gang saft, eller hvad det nu kunne udvikle sig til…
– Det skal vi ikke i dag. Det er to dråber saft og et lillebitte stykke brød som ikke er rigtigt brød, det er ikke noget man går op og får, fordi det smager godt.
– Jamen hvorfor går de så derop?
– Det er fordi de vil tænke på Jesus der spiste sammen med sine venner. Det skal ligne at de spiser sammen, uden at de gør det.
– Jeg forstår ikke hvad du siger. Hvad er det for nogle slags kiks? Hallo?
– Vi køber gifler når vi kører hjem. Du har tabt din hest.


Kommentarer

Lulle og Jesus — 2 kommentarer

  1. Altså – jeg kan ikke lade være.

    Hvis I nu istedet var kommet i kirke i MIN kirke (www.metodistkirken-odense.dk) så var formiddagen forløbet sådan her: I døren havde der stået en og sagt goddag til jer, vist jer hvor i kunne hænge frakken. Der var blevet sagt særligt goddag til Lulle, og hun havde fået udpeget et bord hvor man kan sidde og tegne, og en stor kasse med legetøj til fri afbenyttelse. I første del af gudstjenesten havde præsten budt velkommen og blandt andet nævnt at der i kirken er plads til børn, de er velkommen overalt, og at det er lettest for alle parter, hvis de bare får lov at løbe rundt. Efter velkomst, salme og bøn ville Lulle sammen med de andre børn blive indbudt til at komme op foran til præsten, som havde sat sig ned på gulvet sammen med dem og fortalt en historie. Derefter ville hun have fået tilbuddet om at følge med de andre børn og op i Børnekirken – et lokale indrettet med puder, lys og legetøj, hvor to unge/voksne medarbejdere ville have forberedt en lille times kirke i børnehøjde. I øjeblikket er vi igang med et tema, hvor børnene skal løse mysterier. Ikke noget med at sidde stille her – der er plads til leg, hop, sang og ballade. Hvis der havde været nadver for de voksne ville præsten efter gudstjenesten tage sig tid til at lade børnene komme til nadver, mens de voksne drak kaffe. Og vi bruger rigtigt brød og saftevand, netop så børnene kan være med.
    Under alle omstændigheder ville i efter gudstjenesten kunne I blive hængende og få en kop kaffe og en kage (eller 4 – der er ikke nogen der tæller 😉

    Hvis I er i Odense en søndag, så kig forbi 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.