Lindetræerne og alt det andet

Hvorfor gør jeg det ikke bare – skriver her, når nu jeg hele tiden siger at jeg savner det? Tiden går. Foråret har været travlt og propfyldt, men ikke forsømt. Travlt på den gode måde. Travlt, så tanken om den sommerferie der kommer lige straks er så meningsfyldt at der næsten er ærefrygt med i spillet.

…hvordan tænker I egentlig tid? Er det sommerferien der kommer til jer lige om lidt, eller er det jer der kommer til sommerferien? Det gik op for mig lige nu, mens jeg skrev det, at der er forskel. Mentalt, mener jeg. Er godt klar over at det bliver sommer uanset.

Jeg har halset af sted i et forår fyldt med projekter. Jeg har skullet nå frem til det ene og frem til det andet. Nu er jeg træt som bare fanden, men på den tilfredse måde, for ting lykkedes, og jeg var med til at få dem til det.

Til gengæld skal jeg overhovedet ikke nå frem til sommerferien. Den kommer bare, og den er vidunderligt pisseligeglad med om der er en projektleder. Det er som at have løbet på et af de der rullende fortove som er en af de ting jeg elsker ved lufthavne. Og så standse op. Og se sommeren komme glidende, stille og roligt.

Vores lindetræer er sprunget ud. Tidligere end sædvanligt, som resten af planteriget i år. Jeg elsker dem. De dufter som summen af alle somre, både dem der har været og dem der kommer, og tiltrækker tusind humlebier, som får hele kronen til at stå og summe som noget der er landet fra en anden galakse.

I sidste uge var jeg selv i en anden galakse. På Bornholm. På arbejde. På Folkemøde. En af de ting som har gjort at jeg har løbet stærkere end normalt her i foråret. Jeg blev forkølet og mistede stemmen. Blev klogere. Blev skældt ud af en måge og trådt over tæerne af en Rottweiler som hed Rosalinda, hvilket kun er sært på grund af navnet.

Jeg talte med et hav af mennesker og drak kaffe med nogle virkelig fine af slagsen på havnen i Gudhjem. Gik tur i Ekkodalen mutters alene bortset fra ret mange fugle, spiste de bedste karameller nogensinde, og tilbragte tid med gode kolleger. Kørte over Øresundsbroen i bil for første gang. Og for anden gang, og det var endnu bedre, for det var i solnedgang.

Er stadig i gang med at blive færdig med forkølelse og binde de sidste løse ender på job, og går samtidig og forsøger at lade være med at være sentimental over at Lulle lige om et øjeblik har sidste dag i verdens bedste børnehave. Efter sommerferien har jeg to skolebørn. Det skal nok blive sjovt. Især fordi 6-åringen er mere b-menneske end resten af husstanden tilsammen. Og det siger i sandhed ikke så lidt.

IMG_1218

…men lige om lidt kører vi ned til varmen. Alt det andet tager vi senere.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.