Kvinder, koder og klubregler

Engang var jeg medlem af en klub. Sammen med to andre. Det vil sige vi var tre i alt. Til gengæld var vi yngre – tilsammen – end jeg er i dag, helt alene. Og hvis vores klubhus havde eksisteret endnu, ville jeg ikke kunne stå oprejst derinde. Faktisk er det spørgsmålet, om jeg overhovedet ville kunne komme gennem døren, men det finder vi heldigvis aldrig ud af, for det klubhus er for længst rejst til de evige skrotmarker via et bålsted, som sikkert heller ikke eksisterer mere.

Klubhuset var min venindes forhenværende legehus. Det var falmet orange både indeni og udenpå (vi var jo lige sluppet ud af 70’erne), og jeg kan ikke huske hvad klubben egentlig gik ud på. Men jeg kan huske klubreglerne, for de var sindssygt vigtige. Måske var det det, klubben gik ud på: At lave klubregler. Og at skrive dem ind i et kladdehæfte, som lå i en pengekasse med lås og en nøgle, som omhyggeligt blev gemt under en bestemt sten i et bed i nærheden.

Min veninde skrev reglerne ind, efterhånden som vi fandt på dem, for hun var den der skrev pænest. Jeg var den der kunne tegne, så jeg tegnede paragraftegnene. Det tredje medlem var min venindes lillesøster. Hun var mest bare med. Reglerne handlede om, at klubben var hemmelig, hvem der måtte vide hvad om den, hvornår vi holdt møde, hvad man skulle gøre for at blive et rigtigt medlem – og så videre. Vi lavede også et kodealfabet, så vi var forberedt til den dag hvor vores aktiviteter ville blive så hemmelige, at det ikke gik an at skrive om dem på almindeligt dansk. Og vi øvede os i at tale sammen på røversprog (kender I det? ror-ø-vov-e-ror-sos-pop-ror-o-gog!)

Sjovt nok var det den klub der dukkede op som det første, da jeg læste Fies blogpost om kvinder, løgn og klubber, og selvom det er lidt af et sidespor i forhold til udgangspunktet, er den blevet hængende, og har trukket en masse med sig. Næsten glemte minder om en solsorterede i brændeskuret fx, og lugten i det bryggers hvor min venindes mor batikfarvede alt hvad hun fandt af bomuld.

Og når jeg leder efter grunden til at det orange legehus insisterer på at være med i historien, og slet ikke vil skride ud af rampelyset igen, falder det i hak. For udgangspunktet var spørgsmålet om, hvad det egentlig er for noget med det her blogland. Er det virkelig anderledes end alle de andre klubber, kvinder har med hinanden – alle de skide klubber, som er bygget op om et glansbillede, et ideal, en kæphest, som kun eksisterer, fordi alle bidrager til en fælles løgn? Er blogland et fællesskab og et fristed fra glansbillederne, eller er det bare en mere raffineret form for forstillelse?

Jeg tænker, at blogland er hvad man gør det til, og at man gør det til hvad man har brug for. Har man brug for en stor fed løgn med løgn på, så er blogmediet selviscenesættelsens paradis. Har man brug for netværk og nærvær, så griber man sin blog an på en anden måde – og finder det.

Og ja, gu’ er det en klub. Men jeg har brug for en klub. Og den må gerne have både hemmelige koder og underlige ritualer. Bare den er fri for glansbillederne, ensretningen og de tåbelige idealer.

Og er dét så ikke også bare et glansbillede? Klubben hvor vi hygger os i vores uperfekte perfekthed, og klapper hinanden på skuldrene fordi vi er så modige, at vi tør flashe vores utilstrækkelighed, skrive om vores svagheder og vise et billede af en delle?

– Nej. En klub er det, men ikke et glansbillede. Et glansbillede er fladt, det kan kun vende på én måde, og man må kun se forsiden med glimmeret og den lækre mor der lige har været til poweryoga og nu hygger sig med at lave økologisk mad af grøntsager fra Årstiderne sammen med børnene, der lige er kommet hjem fra soloundervisning i engelskhorn (og man må ikke vende det om, for omme på bagsiden sidder hun og æder mazarintærter i smug mens børnene spiller Playstation på fjerde time). En klub er rummelig. Man kan krybe ind i den, og måske er den orangefarvet og har en gammel sofa, hvor man må smide benene op og dele røverhistorier.

Det er ikke skidt at have en klub, hvis bare det er en af dem med hjerterum. Og hvor der står i klubreglerne, at man gerne må slå ud med armene.


Kommentarer

Kvinder, koder og klubregler — 10 kommentarer

  1. Ohhh, hvor ville jeg ønske jeg bare kunne copypaste alt det du har skrevet, og bøje det i neon og sætte det op på taget af mit (haha!) hus.
    Tror dog ikke udlejer vil blive helt ellevild ved tanken, dog…

    Jeg elsker den slags klubber, der får mig til at føle mig helt og aldeles tiptop-ok ved at være mig selv. Sådan har jeg det i blogland.
    Man vælger selv, hvilken tilgang man har til mediet – og til verden og livet i det hele taget.

    Anne, du er vidunderlig! Og kæmpe tak til både dig og Fie for at sætte begreber og billeder på de tanker jeg (og sikkert mange andre?) gør os herude!

  2. Jeg er også på de upoleredes klub, måske med et stænk af selv-fed-hed.
    Hvad skal klubben hedde? Blogland er ikke specielt superheltagtigt.

    1) Pasteldamerne
    2) Flying bitches
    3….?

  3. Gad faktiskt rigtig godt være med i din klub. Men også i den er der optagelsesregler. Måske ikke nedskrevne i kodesprog, lagt i skrin med hængelås og gemt på et hemmeligt sted – men dog ufravigelige. Og jeg ved det bare. Vil simpelt hen bare ikke få skrevet regelmæssigt nok til at blive RIGTIGT medlem. Suk og øv! Kan man blive supporter? For så supporterer jeg dig! 🙂

  4. Jeg har faktisk tænkt på det der også. Altså for et stykke tid siden skrev Lis Karlsson også om det. Hun kaldte det candyfloss. Altså at der kan gå for meget candyfloss i bloggen.
    Mit indtryk af dit indlæg, er det samme.
    Jeg prøver, at gå uden om de blogs. Sys ikke de virker ægte. Jeg prøver også på at være helt ærlig på min egen. Og nu, nu lyder det som om jeg er i gang med Nynne-klubben, ikk?
    Nåmmen, jeg vil gerne være med i den klub hvor der er plads.

  5. Jamen jeg tror da blogverdenen er en afspejling af vores verden som den er, på godt og ondt. Regler, love, forestillingsliv, ægte mennesker, ærlige mennesker, uærlige, ukærlige osv…
    Derfor er din blog så dejlige ambulance-orange!!

  6. @Fie: Tak – igen. Det var jo dig der gav mig ideen, og det var i øvrigt skønt at komme i tanker om noget der ikke handlede om sprogligt selvsving og meget lang redigeringsproces.
    Ja – du har også et af de orange steder. Der er altså noget med den farve.

    @Trine: Du er saftsujsme også vidunderlig, Trine. Mangler du egentlig nogen til at komme og flytte dine kasser?

    @Prophecy: Jeg mener man må kalde den lige hvad man vil (avavav, der var jeg sgu da nær rendt i et Lars Lilholt citat. Usch, det var godt det ikke gik værre end tæt på!)
    Jeg kan godt lide blogland, selvom det ikke er superhelteagtigt. Eller – det er det måske alligevel? Lidt…

    @Helle: Gad faktisk rigtig godt at du var! Men på den anden side, så er det jo altså også meget meget dejligt, at der er nogen der findes lige henne om hjørnet. Det er jo ikke fordi VI har en klub hvor vi lywer os perfekte, heller (det er nok også for sent efter 20 år, ikke?).
    Hvad blogging angår, så sker der jo det, at enten går man ret hurtigt kold, eller også bliver man afhængig!

    @Husmoder: Jeg er også helst fri for cadyfloss – men lige i denne omgang var det egentlig noget andet jeg havde i tankerne. Det hele startede med Fies overvejelser, som jeg linker til i indlægget, og går mere på om blogland er en åbning for fællesskaber, hvor man hjælper hinanden, i stedet for at vogte på hinanden og lyve sig perfekt – eller om det også her bare er endnu en klub hvor det gælder om at skjule ridserne i lakken efter bedste evne… Men du har selvfølgelig ret i at begge dele findes.

  7. @Sidsel: Selvfølgelig! Det var nu heller ikke et forøg på at karakterisere blogverdenen over en kam – det er vist nærmest umuligt. Bare en tanke om, at der findes steder i blogland, som overrasker positivt, hvis man er træt af glansbilleder. Men jo, glansbillederne findes selvfølgelig også. I mange forskellige afskygninger – (blog)verden er mangfoldig!

  8. Meget fint formuleret. Og meget sandt… at mange klubber – blogklubben inklusive – bliver formet af os selv og vores behov. Vil vi have candyfloss, får vi candyfloss. Vil vi have ærlighed und so weiter, får vi det – selvom det måske nok kræver en lidt hårdere kamp.

  9. @Carportognoia: (fantastisk navn!) – tak. ja, eller en anden form for kamp? Jeg nægter at tro, at det er a piece of cake at holde candyflossen kørende, så der skal jo nok vilje til, uanset hvilken variant af virkeligheden man vælger at investere sine kræfter i. Tænker jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.