Kæphøj

Der er ord der bliver sjovere og sjovere, jo mere man vender og drejer dem.

Kæphøj. Kæphøj. Kæphøj. Hæpkøj. Hæp.

Men hvorfor må man hverken være kæphøj, kålhøgen eller kæk, før det skal straffes – som om den der nemesis (nej vel vil jeg ej stave det med stort!) fandtes i virkeligheden?

Som fx når man skriver om energi og ideer og hurra og vintertrætheden der forsvandt. Og straks efter vågner med sandpapir i halsen og – oh, værre – en forkølelse der er ved at rykke ind i en næse, som i forvejen føles som om den har fornærmet en virkelig ond sværvægtsbokser og taget konsekvensen. Av. og øv.

Men ikke om jeg vil lade mig kue af en skæbnehimstregims der gik ud af cirkulation for flere århundreder siden. Nemesis er SÅ forrige årtusinde. Kålhøgen spreder sine vinger og flyver igen! Kålhøgen som ler af sin skæbne og spytter lige ned i vulkanerne. Kålhøgen styrer, og jeg hænger på. Oh yeah!

Så derfor vil jeg frygtløst flashe et af de projekter, som foreløbig kun bor i min let snottede hjerne (og i en hel del af sætninger, Alfa må høre fra min mund for tiden). Bare så nemesis-amatør-discount-straffeguden kan se, hvor meget jeg ikke går i knæ, nå.

Og så også lidt fordi jeg tænkte, at der måske var nogen derude, som kunne hjælpe mig lidt.

Sagen er nemlig …at jeg har tænkt mig at lade Gaudi møde Hundertwasser i vores badeværelse.

Forvirret?

Hæng på. Sagen er. At vi har et badeværelse, som lever meget fint (læs: skidt) op til husets øvrige standard, hvad rette vinker angår. Som i – der er ingen. Absolut ingen. Der er heller ingen plane vægge. Til gengæld er der fire mure plus en skillevæg til bruseniche, som allesammen ser ud som om de er vandskurede af en meget sjusket abe med en eller anden form for abstinenser. De er med andre ord lige til at copy-paste ind i et leksikonopslag under ordet “ujævn”.

Som enhver der på et eller andet tidspukt har været i nærheden af en fætter til en handyman nok kan regne ud, er det uheldigt med vandskurede vægge i et badeværelse. Det der sorte skimmelagtige jordslåethed, som er en speciel form for ondskab der trives på fugtige steder – det elsker simpelthen at gro i inde i alle de… rufler …der er i den slags vægge. Hvilket betyder, at væggene i vores badeværelse efterhånden har udviklet sig til et interaktivt kort over Mordor og omegn. Grimt og ubrugeligt, hvis man ikke er en ork (her kan man så selv indsætte sine egne vitser om Alfas morgenhumør, Lulles temperament, Jens Christians frisure eller mit ansigts beskaffenhed efter syv timer i en pude).

Nå, men det korte af det alt for lange er, at jeg har gået som katten om den varme grød mens Mordor bare voksede og voksede. For det eneste fornuftige ville være at smække fliser op på de vægge, men før vi ville være færdige med at lave dem jævne nok til fliser, ville vi have reduceret rummet til halv størrelse ved hjælp af spartelmasse.

Så var det, at jeg faldt over Hundertwassers måde at gøre den slags på:

Og kom i tanker om Gaudi:

– og nu ved jeg lige præcis hvad jeg vil med det badeværelse! Selvfølgelig! Jeg må gå mosaik-amok, må jeg.

Den (indtil videre…) største udfordring har nu vist sig at være at få samlet materialer til det muntre badeværelse. For hvis vi skal købe alle de fliser der skal smadres til sådan et projekt, kan vi lige så godt købe et nyt hus, det vil blive rasende dyrt. Og samtidig synes jeg der er en pointe i, at det er genbrug – blandet op med lidt nyt, men ellers. Hovedsagelig.

Så – egentlig ville jeg bare lige høre: Har du – eller kender du nogen der har – gamle fliser eller noget kasseret/skåret fajance liggende, og som jeg måske kunne få lov at afhente? Porcelæn går ikke an her, det er for skarpt. Men fajance eller fliser modtages med kyshånd. Og det betyder af indlysende årsager ingenting, hvis det er gået lidt i stykker…

PS: I mangel af egne fotos har jeg fremGooglet billederne.
Hundertwasser er lånt
HER.
Gaudi er lånt
HER.


Kommentarer

Kæphøj — 16 kommentarer

  1. Fedt fedt fedt fedt. Men knap så mange pissoirs – ikk? Jwg har ingen fliser, men der er jo køkkener og badeværelser som bliver renoveret ind i mellem, så mon ikke du kan skrabe lidt op af en stor container? ellers prøv genbyg.dk

  2. @Husmoder: Du burde have en præmie for hurtigt svar, dér!
    😀
    Genbyg.dk er bestemt en mulighed. Tak.
    Og rigtigt: knap så mange pissoirs. Og knap så mange vinflasker, selvom jeg er sikker på at jeg kender adskillige folk som ville komme løbende til med bare tæer i gummisko, for at hjælpe os med at skaffe materialer til lige præcis dén del af projektet.

  3. Jeg tænkte nok, det var noget med fliser, da du nævnte Gaudi.. og kom til at tænke på studieturen til Barcelona.. for mange.. alt for mange.. år siden 🙂

    Jeg har heller ingen fliser, endsige nogle gode ideer, men jeg glæder mig til at se resulatet.

  4. Svedigt badeværelse!! Så får man da lyst til at være derude meget mere:-)

    Har du evt. kigget på dba.dk eller måske noget loppemarked agtigt noget, hvor du kan få mange fajance ting til næsten ingen ting..

    ellers synes jeg også genbyg lyder som en plan:-)

    Held og lykke med projektet! Glæder mig til at se det færdige resultat.

  5. Fik selv samme ide – dog til udsmykning af en bar – ringede til et stenhuggeri, der har masser af rester af alt muligt i fliser, sten m.m. Jeg tømte deres container og fik det flotteste resultat til INGEN penge udover ” klister ” til at holde på det hele 😉 GO fornøjelse !!

  6. Jeg har været kæmpe fan af Friland på dr.dk og set rigtig mange programmer. Jeg er ret sikker på at de engang lavede et badeværelse lignende dit projekt. Det var den dengang allestedsværende Erik Peitersen. Måske du kan finde programmet og se om der er gode fifs ..?

  7. Jeg tænkte også dba med det samme. Den der “bortgives”-sektion er altid fyldt med underlige fliser og tegl og brugte klaverer… (hey – tangenter på kanten af et badekar? Total krea dér)

  8. Tusind, tusind tak for gode tips!

    Jeg har også tænkt mig at gennemtrawle både dba og gul&gratis, og så tage en runde på genbrugscentre og sådan. Og det med stenhuggeriet er jo genialt – jeg havde ikke tænkt at de også har fliser, men det må prøves, ligesom jeg helt klart må på jagt efter det afsnit af Friland. Tak, tak, tak for gode ideer!

    Og selvfølgelig kommer der billeder – men ikke foreløbig, for det her er vist et langtidsprojekt, og jeg går ikke i gang før jeg er sikker på at jeg har fliser nok. Tror ikke det vil være specielt sjovt at have byggeplads på badeværelset i længere tid. – Men nøj hvor jeg glæder mig til at gå Gaudi in ze barthrøhm.

  9. Åh, det der har jeg prøvet. Det er et stort, men også meget smukt arbejde. Og det er super godt til netop steder, hvor der ikke er helt jævnt.
    Du kan med garanti ikke se nogen ujævnheder i væggen her: kortlink.dk/7pq3

    Det kræver dog dog, at man tager nogle forholdsregler, sådan man får skabt en glidende overgang.
    Et godt fif er at lytte til dem, der foreslår dig at se et program om emnet.

    Måske kunne du finde en boligforening, der er i gang med udskiftning af badeværelser og køkkener. Der er som regel en god container fyldt med materialer.
    Måske kunne div. byggemarkeder, hvor man kan købe fliser, også kontaktes. Det hænder, der er et par fliser, der går i stykker, og nogle gange køber man fliser i kasser med et bestemt antal, får bare en flise i stykker, kasseres hele kassen.

    God fornøjelse. Jeg vil glæde mig til at se resultatet. 🙂

  10. Nette, hod da helt op …har du lavet det? Det er jo VILDT! Sikke et arbejde! Wow!
    Tak for gode tips. Det er bestemt ikke sidste gang jeg har spurgt om råd her. Jeg havde slet ikke drømt om at der ville komme så mange gode ideer ud af det.
    Det med boligforeningen lyder som en rigtig god idé. Så er det bare lige med hvordan man finder sådan en, men jeg må jo ud og stikke snuden i sporet.

  11. Vi er lige ved at få revet fliser af et udendørs areal min. 1*1 m + nogle trappetrin da fliserne (grå) gik i stykker i vinters… de ligger her i haven og kan da god hentes hvis du tror du kan bruge dem.
    Bor i Gentofte, hvis det passer dig så send besked på email 🙂

  12. HerErVi, rigtig mange tak, men jeg tror fliser fra en udendørs trappe er for tykke til mosaik på væg? Efter hvad jeg har fundet frem til, skal de forskellige skår helst have bare nogenlunde samme tykkelse, og hvis jeg mest kommer til at bruge vægfliser og tallerkener, er jeg ikke sikker på at det kommer til at gå. Men tak fordi I tænkte på mig!

  13. Nej nej, jeg har ikke lavet det dér. Det var bare et link indtil noget, jeg faldt over på et tidspunkt. 🙂
    Hvis du vil gøre det nemmere for dig selv, er det en god ide at vælge fliser, der er rimelig ens i tykkelsen. Ellers skal den masse, du smører på inden, jo være lige så ujævn. Hvis ikke fliserne har en jævn overflade, inden du begynder at fylde ud imellem dem, så bliver resultatet kantet og umuligt at gøre ren.
    Et godt tip er lige at prøve med et blomsterbord eller lignende først, så du ligesom får fornemmelsen af, hvordan du skal arbejde med det. For det ER et stort projekt.

    Øverst på Fuglesangs Allé i Århus står der pt. en container med badeværelsesaffald. Afdelingen er i gang med en renovering af samtlige badeværelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.