Julebal i Limboland

Nu går jeg baglæns ind i den her blogpost og lader som om jeg har været her hele tiden. Ellers bliver det ikke til noget, og det gider jeg jo heller ikke. Hvor kom vi fra?

Jeg har slet ikke fået samlet mig selv op efter vanvidsdecember. Udsætter aldrig mere mig selv for noget lignende. Aldrig. Amar’. Orker ligesom ikke engang tage hul på oprydningen på slagmarken.

Slutspurt på job. Min ansættelse – som var et forlænget barselsvikariat – udløb dagen før juleaften og det sidste jeg lige skulle ordne var en årsberetning og lidt afrunding af nogle småartikler, og fint nok med det. Men så blev jeg syg. På sådan en måde, som bare blev ved og ved og ved, men som ikke var værre end at jeg lige præcis kunne dope mig op og slæbe mig af sted og sidde og svede over tastaturet med følelsen af at min hjerne stod ved siden af mig i et sylteglas, som jeg ikke kunne få låget af.

Jeg burde have smidt håndklædet i ringen, men det eneste jeg kunne tænke gennem snot og hovedpine var ‘deadline’. Og ‘jeg skal have en udtalelse med fra det her sted’. Og ‘næsespray’. Og ind imellem ‘hjælp, kommer min smags- og lugtesans nogensinde tilbage igen?’.

Og så blev det jul og jeg nåede deadline, ryddede mit skrivebord, tog hjem og fik lugtesansen tilbage, sådan cirka ti minutter i and og rødkål. Men jeg har helt ærligt holdt den usleste december ever. Kassen med julepynt kom aldrig længere end til køkkengulvet, hvor den står endnu – med låget på. Alt roder.

Men i det mindste fik jeg en masse gaver. Både under juletræet, og sådan i lidt mere overført betydning. Under træet lå yndlings-yndlings objektivet (til nørder: Canon EF 50 mm f/1.4 USM -hurra!), et kærkomment bidrag til den afspændingsovn, der gør glasværkstedet endnu-endnu sjovere, den fineste pung og et lillebitte maleri fra Jens Christian. Og et billede af en længe ønsket taske, som er på vej fra USA. Helt vildt fine gaver.

De mindst lige så fine gaver manifesterede sig lige så stille, efterhånden som julefreden sænkede sig og mine skuldre faldt de 55 meter ned på plads: Nærvær. Og hvor sindssvagt meget jeg har savnet det. Jeg har savnet mine børn, min mand og mig selv for vildt. Jeg har savnet tid og ro til at rydde op. Rundt omkring og indeni. Jeg har savnet mine sansers fulde brug og overskuddet til at nyde at vi er her.

Den vigtigste gave er netop det: At vi er her. Levende. Med hud og hår og sanser og luftkasteller. Vildt og dyrebart er det, og jeg er rystet og ramponeret og underligt nulstillet, for livets lethed ryger aldeles på røven, når man pludselig hører nyt fra derhenne i vennekredsen, hvor klaveret ikke spiller som det skal. Nogle steder er det tungt. Nogle gange er man magtesløs.

Og undskyld hvis jeg skriver lidt dunkelt, men jeg kan ikke gøre det anderledes. Jeg kan bare gøre decemberstatus sådan her: Først drev jeg rovdrift på mig selv i tre uger, og brugte alt hvad jeg ikke havde af overskud på at være en god kommunikationsmedarbejder. Så crashlandede jeg midt i ris a’la manden sammen med de gaver, jeg havde nået at netshoppe om natten, hvor jeg alligevel bare sad og hostede. Så blev det jul og fred og glade børn – og rigtig hyggeligt. Og så kom virkeligheden lige forbi med en lille hilsen af den slags, der gør forbandet ondt, samtidig med at den husker os på at det virkelig gælder om at danse mens musikken spiller.

Og her er jeg så. Nu helt uden job – men med meget åbne øjne. Klar til nyt. Oprydning først. Med den største skovl jeg kan opdrive.


Kommentarer

Julebal i Limboland — 9 kommentarer

  1. Ja, man kan jo blive så usigelig taknemmelig over at man overhovedet er i stand til at hive sig selv ud på dansegulvet – og at der også er nogen, der rent faktisk har lyst til at danse med en… Så det er bare med at få gjort noget ved det! Man kan blive så glad for det, man bare kommer til at tage for givet… når man pludselig hører “nyt fra derhenne i vennekredsen, hvor klaveret ikke spiller som det skal.” Godt billede på det.
    Glædelig bag(h)jul til dig og tak for din dejlige blog!
    -LisBeth.

  2. Pyh. Bliver helt stakåndet af at læse dit indlæg. Selvom vi også har haft masser af sygdom alle sammen, hektisk job og rigeligt at se til i forhold til juleriet… Men du rammer noget dér, i en tid, hvor jeg overvejer at smide håndklædet i jobringen og indse, det aldrig bliver anderledes (og gider jeg egentlig bruge mit liv på det?), hvor pladsen til hinanden kan være forsvindende lille pga netop travlhed og julestress. Så tak for det, og velkommen tilbage i det virkelige liv. Og rigtig godt nytår!

  3. Kæmpe krammer herfra. Tror du trænger til den, så skuldrene kan komme de sidste par cm. ned – og krammet kan du altid give videre til dem, som trænger til det efter den triste koncert.

    Alle ens egne problemer kan ind imellem synes bagatelagtige, når man oplever livets wake-up-calls i nærheden.

    Kærlig hilsen
    Karina

  4. Kære alle:
    Tak for kram. Tusind tak.
    Lige om lidt får jeg mere tid og overskud og knap så meget koala-barn der sidder på mig i alle vågne timer. Indtil da er jeg ikke så interessant i kommentarfeltet. Men jeg er virkelig glad for at I er her, og håber at I allesammen er kommet godt ind i ’11.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.