Jeg skriver som…

Dagens råd: Hvis man ikke bryder sig meget om at famle på edderkopper, skal man ikke lige tømme sin postkasse i mørke. Eller, hvis man er en edderkop, og ikke bryder sig om at blive taget op, så skal man ikke bo i en postkasse. Så ved I det.

Og ellers, ja – hvad så? Vores hæk falmer stille og roligt, på den sprøde overgang til det rigtige efterår. Vi bisatte min mormor i lørdags. Med blomster og sange og septembersolskin, og der blev både grædt i kirken og grinet ved kaffebordet, og begge dele var som det skulle være. Afskedsord og røverhistorier.

Et farvel, og en verden der ruller videre. Nu med mormor i minderne. Og i generne – og det tænkte jeg lidt på, mens jeg kiggede rundt på min mødrende familie. Det siger ikke så lidt. Helle for at arve ukueligheden, lattermildheden og den langtidsholdbare nysgerrighed. Ikke at jeg ikke vil dele. Tror der er nok til alle. Min mormor var sej.

Jeg pusler med det sidste stykke redigeringsarbejde i det projekt, som har fyldt næsten alt siden sommerferien. Mødes med grafikeren i morgen. Glæder mig helt tolvkantet til at se resultatet. Og bare til at få luft. Og til at få tid. Til at rydde op. Har brugt slutspurten som undskyldning for at kaste hæmningsløst rundt med alt, i uanstændigt lang tid. Glæder mig til at gøre rent bord med Ajax og en hvid torpedo i Rambo-stil. Køre ting væk i store sække. Gøre praktiske ting med hård hånd.

Og tid får jeg, men det lille hop ud i jobmæssig uvished er blevet udsat en anelse. Blev lige forlænget på falderebet, så nu hedder jeg kommunikationsmedarbejder frem til jul, og min familie tror muligvis at de så slipper for hjemmelavede julegaver. Min familie bliver klogere. Jeg har ting på bedding. Hæ.

Men nu, lige nu, flår jeg stadig i tekster, selvom det er ved at være slut med det. Og fanden tage min perfektionisme og stoppe den i en sæk og hoppe på den. I dag har jeg omskrevet noget om farvecirklen for 7. gang. Det er jo latterligt. Men når det nu faktisk bliver bedre for hver gang jeg hader på det? Bedre og kortere. Jeg har halveret sidetallet på nuværende tidspunkt – mindst.

Glæder mig til at blive en der laver perler af glas og støber underlige ting i bronze. Og laver mosaikker og ordner have og synger solsortene baglæns ud af kommunen. Men sandheden er jo nok, at jeg ikke kan undvære det der forbandede skriveri, heller.

Og apropos skriveri, så fandt jeg lige denne her underlige side. Hvor man kan smide sine tekster ind, og få en uha-da præcis analyse af, hvilken forfatter man skriver som. Eller noget. Jeg lagde ud med hapser af forskellige blogposter her fra Undreland, og blev skiftevis Margaret Atwood og Stephen King (sær, sær kombi da?).

Skal man så være smigret? I think not. For til sidst blev jeg nødt til at udfordre systemet, og kopierede denne tekst fra Politiken.dk:

Familiefaderen Stephen Forse fik noget af et chok, da han skulle smøre sandwich til hans børn. En mus havde forvildet sig ind i en pose toastbrød, som han havde købt online fra den engelske kæde Tesco i den lille engelske by Bicester i det sydøstlige England. Først troede den engelske familiefar, at de fire nederste skiver af toastbrødet var misfarvet, men ved nærmere eftersyn opdagede han, at det var en død, pelsfyldt, grå mus uden hale, der var klemt ind i brødet.

Da teksten skulle være på engelsk, og jeg ikke gad oversætte mere, smed jeg den gennem Google oversæt. Det smadrede de sidste rester af korrekt grammatik:

(…) At first I thought the English father, the four bottom slices of toast were discolored, but on closer inspection he discovered that it was a death-filled coat, gray mouse without a tail, which was sandwiched into the bread.

Godt så. Ind i oraklet. Som straks svarede:

“You write like James Joyce”.

Whut?
Det synes jeg ikke helt man kan være bekendt overfor James Joyce. Heller ikke selvom Ulysses er en tør omgang. Helt ærligt. Prøv med “Du skriver som en flækket røv”. Men det er nok ikke en mulighed, man har tænkt på at lægge ind i systemet. Som i øvrigt også mener, at teksten til Aquas ‘Barbie Girl’ er som hældt ud af Stephen Kings pen. Oh, but of course.

Nå, jeg vil få mig noget søvn. Og et liv.


Kommentarer

Jeg skriver som… — 2 kommentarer

  1. Jeg har lige haft en heart-to-heart-snak om edderkopper med arbejdspladsen kyndige og engagerede rengøringsdame (der netop var ifærd med at ihjelslå en del eksemplarer). Hun sagde noget i denne her stil:

    “Ved du hvad. Edderkopper kan simpelthen ikke lide hvid. For det skinner i øjnene på insekterne, så de ikke gider gå i nettet. Og de kan heller ikke lide sort. Til gengæld ELSKER de at lave spind på blå og brune overflader.”

    Pointe? Mal postkassen hvid indvendig…?! Og behandl rengøringspersonalet godt. De ved et og andet.

  2. @Carport: Jeg er helt enig i at man skal behandle rengøringpersonalet godt.
    Desværre er edderkopperne her i huset tilsyneladende farveblinde, for vi har hvide vægge og hvide lofter, og jeg synes nok de kan få noget spindelvæv sat op alligevel. Og de holder helt klart mere af at lave spind, end vi holder af at fjerne det!

    Men det kunne da godt være at man skulle hvidte postkassen indvendigt. Om ikke andet kan naboerne så få dét at tænke over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.