Januar i hipstamatisk bakspejl

Jeg er stadig ikke blevet træt af Hipstamatic. Er muligvis i gang med at blive en dårligere fotograf, fordi jeg lader det hele være op til en app som i bund og grund bare laver kiksede antikomponerede billeder på en retro-tilfældig måde, i stedet for at tænke i komposition, blænde, lukketid, hvidbalance og hvad jeg ellers bestræbte mig på at blive bedre til. Engang.

Lige nu leger jeg bare. Og lader andre om at skrive essays om generationen, som giver penge for elektroniske gadgets der opfører sig analogt, klæder deres iPhones ud som kassettebånd og deres børn ud som …dem selv i 70’erne. Synes egentlig ikke der er så meget at skrive om. Vi må ubetinget være en af de mest ironiske generationer nogensinde. I hele historien. Selv vores nostalgi er ironisk. Derfor sælger Hipstamatic, Instagram og hvad de ellers hedder. Og derfor ser min januar blandt andet sådan her ud – i (teknisk set rædselsfulde) billeder:

Strand på Mols. Egentlig er det snyd, for billedet er fra sidste år. En af de allersidste dage før nytår. Og det man ikke kan se på billedet er, at et par af de mere bindegale mennesker i selskabet faktisk er ude og få sig en dukkert. I stiv kuling og lige omkring frysepunktet. Det var ikke mig. Det bliver aldrig mig.

Lulle får et lift hjem. Trækker hatten ned over øjnene på sin far. Lad være, jeg kan ikke se en skid, siger han. Kan du NU se en skid far, råber hun, og trækker hatten op igen.

Vi har fået styr på kronjuvelerne. God ting at gøre i Januar.

Og vi har hængt ud hos veninderne. I virkelig meget tyl.

Vi har fotograferet det lokale dyreliv.

Og fået frost

Og fugt

Og SPAT!

Og varm kakao. For det hjælper altid.

Lige nu er der sne på jorden og sol på himlen. Længe savnet kombination.

Og så på en mandag.


Kommentarer

Januar i hipstamatisk bakspejl — 5 kommentarer

  1. Et af mine højdepunkter i januar (ej, det ser altså forkert ud med små. Hvorfor staver vi det ikke også med stort?) var faktisk da jeg slog spat op i ordbogen

  2. Ja, det var vist noget med benene. Måske det kommer af at man får lyst til at stå og sprælle med benene når man får spat? Måske er det bare fordi det er et dejligt ord. Da jeg var lille troede jeg at min plastictallerken hed en spattallerken. Jeg synes stadig det ligger bedre i munden.

  3. Er det bare mig, eller er Lulle blevet stor over julen? Altså ikke stor, som i tyk, men som i mere barn mindre og mindre baby for hver dag??

    Det er jo en stor pige, der sidder der på det sidste billede med sugerøret. Og smuk. Og så meget som sin mor.

  4. Det er et godt spørgsmål – altså om Lul er blevet stor… Af og til synes jeg stadig at hun ser meget lille ud. Og andre gange synes jeg, hun er vokset langt ind i børnehavealderen, og nærmest er på vej ud på den anden side. Det veksler. Både på billeder og i virkeligheden. Og både hvad angår hendes fysiske fremtoning, og det der er indeni… (og sådan bliver det jo nok ved med at være. Ham på elleve er jo også stadig både min lille dreng, min kloge tween, og af og til min store teenager!).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.