Hundedage

Hvad er der at sige om Otto?
Der er helt vildt meget at sige om Otto. Nok til første kapitel af en meget ustruktureret men også meget sjov roman. Som nogen har gnavet i omslaget og måske også tisset lidt på. Ikke med vilje, selvfølgelig. Men Otto, åh Otto!

Hvor skal vi starte?
Otto er ikke et næsehorn (hold nu OP, ikke?)
Otto er en blanding mellem dansk-svensk gårdhund og korthåret gravhund. Fra dansksvensk har han sin kropsbygning, sit veludviklede anlæg for højdespring, krumspring, sindssyge piruetter og umulig akrobatik – han står på forpoter, hvor normalt er det? – og sin villighed til at lære nye ting, så længe der er en godbid på højkant.

Fra gravhund har han sin fine farve, sin ubændige trang til at gå all in på friske muldvarpeskud, sit kønne hundehoved og sin lejlighedsvise jeg-hører-hvad-du-siger-men-jeg-gør-hvad-der-passer-mig-bitch-attitiude.
Otto er uimodståelig.

Otto er den hund jeg har ønsket mig, inden jeg vidste han fandtes. Pludselig dukkede han op på internettet og var så rigtig, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv, før vi havde set ham og aftalt at vi var den familie der måtte hente ham fredag inden efterårsferien. Og det gjorde vi så. I Haderslev. Otto er sønderjyde.

otto2Nu har vi været Ottos familie i godt seks uger. Seks gode, travle uger. Det føles meget længere, og han vokser og har færre og færre uheld af den slags der skal tørres op efter, og flere og flere ‘uheld’ af typen “Hov, nå, er det din sko jeg har i munden, siger du? Nej jeg fatter heller ikke hvordan det er gået til da, den må være fulgt efter mig eller noget…”

Med Otto starter alle dage med en tur i skoven, og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvem der elsker det mest – ham eller jeg. Underligt at jeg aldrig har gjort det før. Underligt at jeg aldrig, i betragtning af at vi nu har boet lige over for den skov i mere end fjorten år, nogensinde før har fået den idé at jeg da lige kunne stikke en tur derover klokken otte om morgenen. I november. I regnvejr. Ja, jeg fatter det ikke.

Men nu hvor det er, er det en lille fest. Og november er bare november. Punktum. Ikke november-november-november-november-november. For november er jo virkelig smuk, når man bare ved hvor man skal kigge. Og det er ikke der hvor man tror, med mindre man tror at det er i en skov i regnvejr klokken otte om morgenen. For enden af en hundesnor. Otto er en lille læremester.

otto4Otto er også en lille klovn, der tror at han kan snige sig op i fodenden af sengen, men i stedet kommer til at snige sig ind i dynebetrækket, hvor han farer vild og går lidt i panik, så man vågner ved at éns ansigt bliver angrebet af éns dyne, der er temmelig ophidset. Det er lidt skræmmende, indtil man vågner så meget at man fatter sammenhængen.

Det bedste af det hele er dog måske, at Otto er vores allesammens – men en lillebitte smule mest min. Det er muligt at han er lidt mere tilbøjelig til at lystre Claus, men det er alle, så det er der faktisk ikke noget særligt i.

For øvrigt er hundedagene i virkeligheden et fænomen som hører sommeren til, selvom jeg ikke ved hvorfor. Vores hundedage startede den 10. oktober. Jeg tror måske nok, jeg kommer til at skrive om Otto igen. Det kan vist ikke helt udelukkes.

 


Kommentarer

Hundedage — 8 kommentarer

  1. I låååååååb Otto! Og det er bare sådan, man har det med gravkræ m.m., hvilket er den officielle racebetegnelse, som jeg gerne laver et certifikat på med gnaskemærker og det hele.
    Jeg er selv på mine første to, helt egne, gravkræ, som er arvestykker. Jeg har aldrig haft en hanhund før og nu har jeg half’n’half og jeg elsker den åndssvage testosteronbombe!
    Han er ikke så klog, men han er godt nok hurtig!
    Men han er ikke så hurtig, til gengæld er han stor!
    Han hører heller ikke ret godt, men til gengæld er han tung!

    Æh.. Han har det generelt bare hårdt, det stakkels kræ. Det har hans roomie Frida også, fordi det bare er røvsvært at være en size 0 med en hooligan som Basse omkring sig og dåsebajere i gravkræ-højde.

    Jeg insisterer stadig på at læse din blog i kronologisk orden og er stadig der, hvor Lulu hedder Lulu og bøffer rundt i bodystockings i stedet for at true en i forvejen truet fagstand med samuraisværd, men skal nok lette røven og komme frem til Otto-dagene, for det bliver med garanti ikke kedeligt! Min personlige holdning er at jeg absolut kun har fået min første hanhund; Retarderede anarkister er jo en gevinst! Det er hunde også 😉

    • Tak Stine 😀
      Jeg tror også gravhundens personlighed slår pænt igennem her, selvom vi jo har lige så meget dansk-svensk gårdhund. Indtil videre er der i hvert fald pænt med egensindighed. Så hvad vi står med, er en overordentligt charmerende gravhund på utroligt lange ben. En slags gravhundenes Ferrari, tænker jeg. Hurtig, fræk og ikke til at styre i godt terræn 😉

  2. Søde Otto, hvor er det heldigt, at han er landet hos jer.
    Som sidegevinst til min egen skilsmisse fik jeg også en hund. Eller Rose fik Ludvig I. Som plaster på det der sår, der nok aldrig heler helt pænt op. Men vi fik Ludvig I- og jeg fik en ukuelig ridder i et ret fluffy design.
    Han forsvarer min og Roses dyd i alle sammenhænge. Fordi han er godheden selv knurrer han med logrende hale – men budskabet er helt klart; de her to hunner passer jeg på.
    Og det kan jeg slet ikke stå for. Magen til mand skal man lede længe efter.

    • Kære Louise – jeg vidste slet ikke at du var blevet skilt? Ejmen altså – glæder mig meget til at mødes med dig og Iben før Nick Cave koncerten og katsje op. Det er godt nok længe siden. Og hvad enten det nu skyldes Facebook eller det uudslettelige indtryk I begge to gjorde, så synes jeg jo at jeg kender jer for godt til bare sådan ikke at have kontakt.
      Og ja: Søde Otto. Vi er heldige!

  3. Jeg er utrolig glad på jeres vegne og er samtidig stolt over, at have bidraget til, at i kunne få jeres hund. (har fulgt Smilla til hanhund flere gange). Rigtig rart at læse, at Otto har det godt og har fået nogle rigtig gode ejere. Det ville glæde mig meget hvis, der dukker flere gode historier op om Otto. Skønt og se ham igen, hvalpene vil for altid have en plads i mit hjerte. m.v.h. anne`s ven./partner.

    • Katja, Otto ER i særklasse! Han er en zen-hund. I hvert fald ca. 90 % af tiden. De sidste 10 % er han en kombi af Hellraiser og et løbsk stingermissil med alternativ motorik, men fordi han har så pæne øjne, glemmer man det på få minutter, når han har været i udbrud 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.