Hilsen fra mikrokosmos

Det er stadigvæk løgn at der intet sker. Mikrokosmos sker hele tiden. Når jeg er blevet sådan en blogfrekvensmæssig svagpisser som tilfældet er, skyldes det nok bare, at jeg synes jeg har rapporteret fra mikrokosmos så længe nu, at det måske er ved at være lige lovlig …nok.

På den anden side er skrivekløen ikke mindre kronisk end den plejer at være. Så her er et postkort fra et mikroskopisk lille hjørne af virkeligheden. Mens vi venter på at den vokser. Eller at den ikke gør.

I virkeligheden er det efterår. Men så kom sommeren på besøg. Den kom farende ind på scenen, da publikum for længst havde krævet pengene tilbage for den latterlige parodi på en årstid vi har småfrosset os igennem. Og pludselig var det 25 grader varmt, og den første oktober var all flip-flops and barbecue. Og sommerkjoler. Og løvfald i varmedis. Og nogle der sagde, at det var helt, helt forkert. Jeg synes det føltes mere rigtigt end al sommerens regn tilsammen.

Lulle og jeg gik i skoven:

Der var dirrende varmt, og der var myg og bare ben og hele sommertøjet.

Og der var væltede træer (mor, jeg er bange for dem. Jeg kan kun lide stå-træer. Ikke ligge-træer. De er farlige).

Jens Christian og jeg gik gennem den port her:

Det gør vi tit. Over gården ligger et af vores yndlingsteatre i hele verden. Jeg har sagt det før. Gruppe 38. Til alle der stadig går rundt i den vildfarelse, at der findes børneteater, og så voksenteater – som er noget helt andet. Det her er bare teater. Helt ind i sjælen.

Og så gik jeg en tur her:

Uden børn. Med veninde. I sol.

Dagen efter blev det koldt igen. Og om morgenen var der én der havde taget bilen…

…men det var ok. Den var nok blevet træt af sneglefart.

…Venlig hilsen.

PS: I den lidt større virkelighed har Tomas Tranströmer fået Nobelprisen i litteratur. Jeg tror næsten ikke jeg kunne være blevet mere glad, hvis den var gået til en gammel ven. Har det lidt med ham, som med Gruppe 38: De gør min verden større, fordi de kan noget med at lukke virkeligheden op og slippe lys ind i den fra nye vinkler. Og det har den brug for. Der sker det modsatte af skyklapper – og det er godt.


Skriv et svar