Hilsen fra Himmelbjerget

Midt i den hyperkomplekse løgsuppe af en verden vi render rundt i, er der ting om tilsyneladende nægter at forandre sig. Himmelbjerget er en af dem.

Himmelbjerget er en besynderligt fusion af lige dele storslået natur og totalt kitsch. Lidt som en amagerhylde med udsigt, eller noget. Man går op og op og op, og undervejs bliver udsigten bare smukkere og smukkere. Og oppe på toppen er der så det her tårn, som bare …er der. Og en plæne omgivet af souvenirbutikker, som jeg kan huske fra da jeg var barn, hvor de solgte små porcelænsbambier med “Himmelbjerget” skrevet i guld på rumpen, spadserestokke med “Himmelbjerget” brændt ind i træet lige under det røde eller grønne håndtag, rystekugler med Himmelbjerget i plastiksne, og små vindmøller på pind. Og det gør de stadig. Fuldstændig samme charmerende sortiment af pingel-pangel.
.

Grunden til at jeg slæber Himmelbjerget ind på bloggen er, at vi har været der i dag. På familietur med Jens Christians klasse i klassisk søndagsudflugtsstil, med sejltur fra Ry i turistbåd, bjergbestigning og medbragt madpakke på plæne. Bortset fra, at når man har en Lulle med, så får det klassiske altid lige et twist.

Det er for eksempel første gang jeg har crashet fremmede menneskers fødselsdagsselskab, fordi det var min unge der havde stjålet deres medbragte flag (i mange-flertal). Hun nåede også at få en sandwich til at eksplodere og smøre mig virkelig grundigt ind i æggesalat, at standse et andet fødselsdagsselskabs rundboldkamp, og at stikke af mod iskiosken med fremstrakt bæger for at få en refill. Da jeg stoppede hende i dét flugtforsøg, kiggede hun uforstående på mig og viftede med sit bæger: “men tom, mor!”

En af de andre fædre sammenfattede hende meget godt ved at sige, at hvis Lea Amalie havde levet sidst i 1400-tallet, havde Columbus haft en seriøs konkurrent. Jo tak. Og måske er det derfor jeg i grunden er for træt til at spinde en længere ende over slagets gang. Træt af at styrte rundt i hælene på en opdagelsesrejsende størrelse 92, som er så stædig at hun blev sur på de store børn på sejlturen hjem. Fordi de ikke kunne kende en pingvin, når de så en.

Nå, men jeg ved ikke hvad det er med det himmelbjerg. Jeg syntes det var fantastik da jeg var barn, og da vi kom hjem sagde Jens Christian, at han syntes det havde været fantastisk, og at han gerne snart vil derop igen. Og det er muligt jeg overfortolker, men måske handler det om at det faktisk stadig er federe at sidde på et tæppe og spise en madpakke sammen med sin familie, end at tilbringe weekenden i et eller andet actionmættet oplevelsesunivers med roterende blink og fjorten meters frit fald. Gad vide, hvor længe han bliver ved med at have det sådan? Pludselig sidder jeg her og tænker, at det måske er lige nu vi skal købe sæsonkort til Himmelbjergbådene…


Kommentarer

Hilsen fra Himmelbjerget — 12 kommentarer

  1. Det lyder som en meget hyggelig og begivenhedsrig udflugt 🙂
    Iøvrigt har mine børn også noget med Himmelbjerget, erindringer om trapper, familie, udflugt, hygge osv. Og så er det meste gratis hvis man ser bort fra seljturen og himmelbjergstokken.

  2. De udflugter mine børn vender tilbage til, er også altid dem med medbragte tæpper og udsplattede madpakker.
    Selv husker jeg også bedst de der ture det krævede noget, om det så er trasken op af trapper eller forcering på anden måde, med madpakker i taskerne og et fællesskab, der bliver større, når ikke der er alt muligt andet involveret.

    Jeg bor for langt fra Himmelbjerget, så jeg har aldrig været der, men turene til Lejre Forsøgscenter eller Rytterknægten og Rokkestenen, når vi var på Bornholm, husker jeg tydeligt 🙂

  3. For nyligt så jeg et program – måske Go’aften Danmark, hvor en dame fortalte om fem ting, der havde fået fleste stemmer på en gratisside for børn. Nr. 5 var Frilandsmuseet, nr. 1 var Madsbyparken i Fredericia og nr. 2 var simpelthen en grusgrav. Det undrede lidt damen, men hendes forklaring lød meget som din. Det er familien der er samlet, om noget så jordnært som bakker af sand, og fosiler som man kan samle og få med hjem.

    Jeg kan også godt li’ Himmelbjerget. Specielt på en mountinbike og så afsted 😉

  4. Må.simplethen.møde.Lea.Amalie.

    Himmelbjerget er genialt. Der er vand, bakker man kan løbe på (og faktisk få så meget fart på at det kan være uendelig svært at bremse igen), stigniger der får en til at pruste hårdt, madpakkeområder, nipsting der glimter som skatte for ethvert barneøje, og et tårn med udsigt over et af de smukkeste områder i Danmark, både, blåbær, is, hugorme, ænder og en helt nede på jorden atmosfære.

    Jeg har selvsagt et meget intimt forhold til Himmelbjerget. Indtil jeg var omkring 25 var tre af kioskerne i familiens eje, ligesom de også har haft en af bådene. Jeg er kommet der hver sommer som barn. Flere gange. Og vi har siddet i baglokalet i en af de bittebittesmå kiosker og drukket kaffe.

    Tror den største forskel fra dengang og nu er at tingene man kan købe i dag er færdigproducerede. I min barndom sad Karen og Peter i kælderen på deres store hus i Ry og malede stokke, snittede og brændte navnet Himmelbjerget ind i alt de solgte. Malede fine porcelænsting man kunne købe. Jeg vil tro det meste i dag er produceret ude i Østen.

    Tror allerede vi skal introducere fænomenet Himmelbjerget for Erna Marie i år. 🙂

  5. Åha, Anne, jeg bliver altid så glad når jeg læser. Glædesbobler i maven 🙂
    Og dennegang blev jeg endda sendt lige fluks tilbage til dengang jeg var med min Bedstemor (æres-socialdemokrat og kvinde med cerut!) på Himmelbjerget, jeg var vel ligeomring otte, og det var en stor, stor oplevelse! Jeg får helt gåsehud af den gode slags, når jeg læser hvad du skriver.
    TAK for rejsen i minder og i glæde 🙂

  6. Det barn bliver en bestseller engang. Er det næsten allerede.
    Jeg, som troede, man var ‘på’ med mine to børnebørn – HA – jeg tror, der går cirka fem almindelige børn på én Lulle – hun er skøn; i en klasse helt for sig, og den omtalte far har nok ret i sin formodning 😀

    Du rammer noget meget fundamentalt med dit sidste afsnit.
    Når Charlottes tanker går tilbage til barndommen, er det de primitive madpakketure, hun husker som noget af det allerbedste. Og hun er ikke den første fra generationen efter mig, jeg har hørt sige præcis det samme. De afprøver det på deres egne børn, og det lader til at holde vand. Det er nemlig noget med nærvær. Jeg nægter at bruge ordet ‘kvalitetstid’.

  7. @ Margith: Himmelbjergsstokken, ja. Den må vi have med en anden gang, for i denne omgang nøjedes vi med at købe en is og kaste lange blikke efter rystekuglerne. De har den samme magiske tiltrækning på Jens Christian, som de havde på mig. Måske er det arveligt.

    @ Pernille: De der stroppeture, de kan altså noget. Jeg husker det også. Med god tid, gode samtaler og god stilhed. Og jeg tror nok jeg har en lille plan i baghovedet. En idé til, hvordan jeg får ham den lille sofakartoffelnørd med ud i det fri. Skal nok fortælle mere, hvis planen lykkes!

    @ Mette: Det med grusgraven giver god mening når man lige er færdig med at grine. Grusgrave er seje! Det syntes jeg i hvert fald, da jeg var barn. Jeg var muligvis underlig (og er det muligvis stadig), men jeg kan huske fascinationen af de høje, stejle skrænter og stederne hvor man kunne se de forskellige lag af jord og ler, og noget af det var millioner af år gammelt. Og fossiler – sejt.
    Og nørdebørn findes vel til alle tider, og nu har de stemt en grusgrav ind på andenpladsen over yndlingssteder. Jamen klart!
    😀

    @ Vita: Tusind tak for historien om kaffen i baglokalet i souvenirkiosken, og om Karen og Peter, der fremstillede souvenirs i kælderen i Ry. Himmelbjerget holder virkelig hele vejen igennem som en tidslomme, hvor verden ikke er gået af lave, det ved jeg da endnu mere nu. Skal vi ikke mødes der en dag? Så tager jeg Lulle med. Og husker at lave strækøvelser når jeg kommer hjem, så mine lægmuskler ikke er smadrede i flere dage. Det er simpelthen for ynkeligt at have syremuskler i flere dage, efter at have forceret en bakke på… 147 meter.

    @ Lotte: selv mange tak – det er jo helt fantastisk hvad der er kommet ud af det her indlæg. Tænk hvor mange der har den slags minder fra Himmelbjerget. Vi burde lave et blogtræf der engang – og udveksle himmelbjergserindringer!
    🙂

    @ Ellen: Lulle er helt sikkert en fem-i-ener. En komprimeret femling, energimæssigt set. Og en bestseller, siger du? Måske. I så fald må det blive noget ovre i actiongenren!
    TAK fordi du holder ordet ‘kvalitetstid’ ud i strakt arm – men alt andet ville nu egentlig også have undret mig.

  8. Ja for katten, hunden og den lille hjulbenede hest! Lad os da lave åbent blogtræf på Himmelbjerget. Så kan vi mødes klokken ditten på datten dato og selv medbringe madpakker og kaffe. Med og uden børn. Totalt uforpligtende på den Himmelbjergske måde. 🙂

  9. Vita, jeg er klar, lad os blogtræffes på Himmelbjerget!
    Skal vi prøve at se hvor mange vi kan lokke med, hvis vi nu lægger det sidst på sommeren, når alle er færdige med at holde sommerferie?

  10. Ja. August eller noget. Der er jo masser af plads på plænen. Det kunne være så fint at mødes der under bøgetræer. Med masser af plads til unger med turbo på og voksne med lungerne fulde af latterbrøl. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.