Hadsund-Hobro

Jeg kørte forkert i dag. Skulle til Hobro, men kom til at køre til Hadsund. Ved ikke engang helt, hvordan det skete. Kørte forbi det ene ‘Hadsund’-skilt efter det andet, før det gik op for mig, at det var den forkerte by med H jeg var på vej til. Men landskabet var pænt på en melankolsk, diset måde. Nypløjede marker der fortonede sig i regnslør. Helt igennem efterår.

Undervejs skrev jeg en lang blogpost i tankerne. Nu er den væk. Mon man en dag udvikler en usb-nøgle, som man lige kan stikke i øret, så man kan gemme?

Men det var noget med de der øjeblikke, som man af og til bliver så opmærksom på, at de brænder sig ind, selvom de ikke er store eller dramatiske. Alligevel husker man dem. Eller – sådan er det for mig. Tilsyneladende ligegyldige glimt, som står knivskarpe, – med dufte og detaljer og det hele. Mens andre, langt større begivenheder klasker sammen i hukommelsen som køkkenaffald i en kompostbunke.

Mens jeg kørte forkert i dag, huskede jeg en formningstime i 2. eller 3. klasse, hvor vi lavede billeder i filt, som blev limet op på hessian (ja – jeg gik i skole dér sidst i 70’erne). Vi sad på høje taburetter ved store borde. Mit billede forestillede en pige der spillede tennis. De små dele var pisseirriterende at lime på – de ville meget hellere klistre fast til fingrene. Jeg opgav at klistre de blå og røde adidas-striber på hendes tennissko. Limen lugtede af yoghurt. Formningslokalet lugtede af keramikovn. Stolene havde rødlakerede ben.

Det husker jeg. Men jeg kan ikke huske min første skoledag. Eller kende forskel på Hadsund og Hobro.


Kommentarer

Hadsund-Hobro — 3 kommentarer

  1. Åh ja – hvis man dog blot selv kunne få lov at bestemme hvad der sætter sig fast i hukommelsen… Så ville jeg aldrig glemme mine passwords til alle de computersystemer, jeg skal logge ind på bare for at gøre mit arbejde. Eller hvordan man staver aggressiv (eller er det agressiv?). Men Erasures sangtekster fra ’80’erne kunne fx godt ryge ud uden nogen nogensinde ville opdage det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.