Glastilstanden

ja. Den.

Jeg skriver og skriver og skriver. Holder en pause. Tænker. Tygger lidt i tastaturet. Skriver. Sletter. Skriver.

Glastilstanden, eller den fjerde tilstand, er den tilstandsform, som hverken er luftig, flydende eller fast. Den har ingen regelmæssig molekylestruktur. Den kan godt være hård og fast, men hvis man kigger på den i et mikroskop, er det noget rod.

Jeg føler mig truffet. Men nu er jeg heldigvis færdig med kapitlet om glas.

Så er der mosaikkerne.

Stumper og stykker. Dimser og detaljer. Giver ingen mening, hvis man er for tæt på. Men på afstand.

Åh, afstand. Overblik. At se op fra mosaikken og opdage horisonten. Eller bare at vide, at den findes.

For det gør den.

Lige nu skriver jeg om bronze. Bronze er vildt. Vidste I godt, at meget bronze er blevet smeltet om igen og igen og igen? I princippet kan en statue have været en kanon, som før var en kirkeklokke, som tidligere var en masse våben og en grim lysestage, som engang var et dørhåndtag? Eller at Løverne ved Lord Nelson-monumentet på Trafalgar Square siges at være støbt af kanonerne fra de danske krigsskibe, som fik så læsterlige klø af den engelske flåde?

Det er den slags jeg sidder og fifler med lige nu. Fascination af materialer. Arbejdsdage i glasklokken. I bestemt form, men lad være med at spørge til min molekylestruktur. Jeg surfer på rod og kaos, og når jeg finder noget der giver mening, kaster jeg det op på land til senere brug. Det kaldes metode. Vistnok.

Og ja, jeg er aldeles klar over, at det nok ikke giver mening i den form her. I glastilstanden. Men det virker.

Udenfor glasklokken holder jeg hverdag. Den går ud på at Jens Christian ikke har tid til at lave ugeopgave, fordi han har opdaget den elektriske guitar og alle dens pedaler og al dens væsen. Og forresten også noget med legomænd og et kamera og stop-motion. Og den går ud på at Lulle fejrer verden og sine nye røde gummistøvler, og helst oppe i sofaen. Og den går ud på at jeg har arvet den forkølelse, som åbenbart ikke kunne nøjes med at slå Alfa halvt ihjel.

Men i weekenden havde vi besøg fra Irland, og det er altid godt. Og i Irland hedder det ikke whisky, men whiskey, og nu står der sådan en flaske ude på køkkenbordet. Tullamore Dew. Og hvis man er forkølet, så skal man gøre sådan her:

En halv skive citron pierces med fem hele nelliker, dumpes i et glas, og får whiskey på så det er dækket. En teskefuld sukker på, fyld op med kogende vand, rør rundt og drik. Man bliver totalt rask. I hvert fald i nogle minutter. Og så gentager man efter behov.

Og nej, det er ikke på grund af hot whiskey at det her er en af de underligste blogposts jeg nogensinde har skrevet. Det er fordi jeg arbejder. Det kan man godt blive underlig af.

Lad forresten være med at bruge maltwhisky til det med forkølelsen, det smager grimt med nelliker og alt det der. Måske en sjat calva i mangel af bedre, ellers.

Jeg må hellere komme tilbage til kapitlet om bronze.


Kommentarer

Glastilstanden — 6 kommentarer

  1. Er nødt til at lægge en kommentar her hos dig 🙂
    Det er første gang jeg læser din blog (tror jeg) – så jeg læste hele siden og må bare sige TAK – åh hvor er det herligt at læse, (alt for)længe siden jeg har grinet så jeg fik tårer i øjenkrogen – TAK

  2. Men er der noget sprut tilbage, når det bliver overhældt med kogende vand? Det lyder da som en medicin, jeg må prøve…
    Det er spændende at høre om din verden i glasklokken. Jeg bliver draget ind af dine ord og ville ønske, jeg sådan kunne trylle.
    God bedring, god arbejdslyst og god hverdag!

  3. @Trine: Tak dér! Du har en aktie i det der lykkes så godt nu. Det er skønt!

    @AB: Og hvad jeg skrev til Trine gælder også dig! Glæder I jer ikke til at se resultatet? Det gør jeg. Big time!
    Jeg ville egentlig godt se Sygesikringen Danmarks reaktion, hvis jeg forsøgte at bon’e dem for en flaske Tullamore. Men det bliver ikke i denne omgang, for den var en gave fra Ireren.

    @Fie: Og god bedring til dig! Håber det hjælper. Og tak. Og anti-flu-kram.

    @Lone H: Tusind tak. Jeg bliver så glad for den slags kommentarer. Ikke fordi jeg har en intention om at det kun skal være sjov og spas her, men fordi det er dejligt at grine, og hvis jeg virkelig kan give nogen tårer i øjenkrogen af grin, så tænker jeg at nogens dag er blevet lidt gladere. Og det gør mig glad.

    Annette: Jeg tror den øjeblikkelige (og, indrømmet, ret kortvarige) virkning kommer af, at sprutten damper op i hovedet på én i løbet af de første 30 sekunder – så det er ikke en drik, man skal lade stå og blive lunken. Men samtidig smager den rigtig godt på sådan en hyggelig måde, og det tæller jo også!
    Jeg ved at du også kan trylle, og gad godt kunne trylle på din måde. På tangenter. Men mit klaver er vildt, det kaster mig af når jeg forsøger at tæmme det.
    Og tak, og også god hverdag til dig 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.