Erhvervsskade

Jeg skriver – altså er jeg (underlig i hovedet).

Lige nu skriver jeg helt åndssvagt meget, på grund af noget der skal være færdigt på mit job. Når det engang er helt færdigt, kan jeg garanteret ikke understå mig i at skrive noget pral om det, men der hvor jeg er lige nu, er det ærlig talt all work and no play, for lige at male fanden på væggen.

Det skal nok blive færdigt, og det skal nok blive godt. Jeg er bare ikke ret god til at elske det der med flere gennemskrivninger. Jeg vil helst starte med begyndelsen og slutte med slutningen, og så færdig. Men fordi det jeg sidder med lige nu er lidt større end hvad jeg plejer at tumle med, besluttede jeg fra starten, at denne gang skulle det gå rigtigt til. Og så skitserede jeg, og så redigerede jeg, og så flyttede jeg rundt på, og så skrev jeg. Og så skrev jeg lidt mere. Og så skrev jeg endnu mere.

Og nu er vi så der hvor det hele skal rusteres og homogeniseres og redigeres og hvad det nu altsammen hedder. Og jeg kan simpelthen ikke få øje på fidusen i at have skrevet så meget, og så skulle igennem det hele igen. For hver gang jeg får noget til at klikke på plads, hver gang jeg lykkes med en skarp pen og får skåret ind til det væsentlige, skrumper teksten ind. Meget.

Hvis det fortsætter på den måde, ender jeg med en pixibog.

Men det var egentlig slet ikke det jeg ville skrive. Her, mener jeg. Jeg ville skrive, at når jeg er i sådan et skriveflow, hvor tyktflydende det så end er, så sker der noget underligt noget oppe i mit hoved. Jeg går i narrativ trance, gør jeg. Og det er pænt anstrengende.

Og hvis nogen undrer sig og vil vide hvad det er, så forestil jer, at alt hvad I foretager jer i løbet af en dag samtidig bliver til en roman/reportage/fagbog, som hele tiden formulerer sig selv, der hvor jeres almindelige tanker plejer at være.

Det er efter sigende hverken unormalt eller farligt.

Men hvis mit liv havde været den bog der kom ud af dét, ville jeg ikke selv gide læse den. Jeg ville skynde mig at få den redigeret ned til et eneste ord.

Nærvær.


Kommentarer

Erhvervsskade — 7 kommentarer

  1. Det havde måske nok lige et lidt for højt lixtal til mig, som ikke er så kvik, det indlæg. Men det, du mener, er det, at du ikke kan lide at gennemlæse og redigere det, du har skrevet (skriver m. én hånd, så kan ikke lave spørgsmålstegn). For det er da næsten den bedste del af processen, hvis du spørger mig. At forfine, forkorte og fyndiggøre teksten, så den BARE spiller. Gør du ikke det med dine blogindlæg, eller … Men måske var det sle’k’ det, du mente. Lyder interessant med narrativ trance. Tror, det er en tilstand, jeg ofte befinder mig i – vidste bare ikke, den hed sådan … 😉

  2. @louise: Nej, det kan egentlig godt være at jeg var blevet lidt abstrakt i kanten, da jeg sad og skrev den blogpost klokken lige omkring midnat, efter en lang dag med ord og atter ord.

    Men jo, det var lige præcis det jeg mente. Altså at jeg kan komme på meget andet jeg hellere vil, end at færdigpille en tekst. Lægge vasketøj sammen, fx. Eller lirke ukrudt op mellem fliser.

    Det hele handler i bund og grund om, at jeg går totalt perfektionista, og bliver ved og ved og ved med at ændre ting. Og at jeg har en tilbøjelighed til at kyle rundt med ordene, så jeg til sidst har været frem og tilbage over teksten så mange gange, at den ligner et blomsterbed der har haft besøg af en terrier.

    Og nej, det gør jeg ikke med mine blogindlæg. Aldrig. Dem hælder jeg ud af hovedet, og så færdig (flytter højst et vildfarent komma, eller erstatter et uforholdsmæssigt forholdsord). Bloggen er mit fristed, men måske er den også min dårlige vane. For når jeg så skal skrive længere, mere fagligt og uden frigear, så bliver jeg irriteret og perfektionistisk og irriteret over min egen perfektionisme. Som nu.

    Til gengæld er det vældig rart at skrive en blogpost om at skrive, og at du oven i købet gider kommentere. På trods af bagvendt lixtal og alting. Tak.

    Det der med narrativ trance – det tror jeg ikke det hedder andre steder end her. Det var bare det mest dækkende jeg kunne finde på.

  3. Åh, jeg kender det. Man når et punkt, hvor man ikke kan se papiret for bare ord, eller hvordan man nu beskriver det med en tåbeligt omskrevet metafor.
    Men azzå, hvis du har brug for en gennemlæsers nye øjne, træder jeg gerne til. Blot et ydmygt tilbud.

  4. @Fie: Tusind tak! Lige nu sidder jeg og ordner fragmenter og fædiggør det første som skal til korrektur, så lige nu giver det nok ikke meget mening at sprede det mere. Men bare det at du tilbyder det – Tak!
    (og hvis jeg lidt senere i processen sidder med noget, som kunne bruge et journalistisk øje, så kunne jeg måske godt finde på at springe til – altid rart at have muligheden…).

  5. Jeg forstår fuldt ud det, du beskriver. Jeg har det selv sådan, når jeg arbejder med tekster på proffesionelt plan. Man bliver lettere katatonisk og lever lige midt i alle sine bogstaver og formuleringer. Det skulle efter sigende – og som du også selv skriver – være helt normalt.

    Gudskelov, at man ikke konstant har det sådan.

    PS. Er vi ude i noget corporate? Det er fandme de sværeste tekster at skrive.

  6. @Madame: Jo – men til gengæld er det jo en midlertidig tilstand, så det er ikke fordi jeg er meget stakkels. Der er bare mange ord i verden lige nu!

    @Susling: Ja – gudskelov!
    Og nej, ikke corporate.
    (er faktisk ikke engang sikker på at jeg er helt 100 procent klar over hvad det betyder… Noget med branding og profilering, huh?)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.