Det der sker, når jeg siger at der ingenting sker

Kører på arbejde. Strikker på en artikel. Redigerer en håndfuld billeder. Putter ting i kalenderen. Spiser halvdelen af en frugtordning til 10 personer. Skimmer ting. Bæller kaffe.

Kører hjem. Venter 5 x rødt-gult-grønt lys i samme kryds, fordi trafikken er gået i kludder. Slipper over broen, ud af byen, og undgår at komme til at ligge i slipstrømmen af en gyllespreder: 1-0 til mig. Kører i modlys. På en bakketop står en mand med en hest i perfekt silhuet. Hesten har dækken på. Han vil den ene vej. Hesten vil den anden vej.

Henter Jens Christian fra fødselsdag. Han har haft en god dag, bortset fra da han fik et hårdkogt æg i hovedet. I bilen spørger han “hvad er forskellen på et vidne og et øjenvidne?”

Henter Lea Amalie i gæstedagpleje. Lullen har stukket en dreng én på hovedet, fordi han skubbede. “Hun sagde nej og la’vær til ham flere gange først, og alligevel blev han ved, så det var faktisk ok” sagde dagplejer. “Men når hun så endelig slår, så slår hun som en mand”.

Laver mad med Lulle på køkkenbordet: Pesto interruptus. Opskriften er ligesom til almindelig pesto, bortset fra at når man kommer til ’tilsæt pinjekerner’, har ungen ædt dem. Hver og en. Hvorpå man gennemroder køkkenskabet og finder en slatten pose med en sjat solsikkekerner i bunden.

Jens Christian siger “Chaufførerne fra Arla er de mest glemsomme. Det er derfor der står Husk Mælken på deres lastbiler”.

Spiser aftensmad. Læser højt. Putter børn. Kysser hverdagen godnat, lægger den i seng… og sniger mig op igen når den sover, for at skrive den ned mens jeg husker de gode glimt. Mon den ved, hvor højt jeg elsker den sådan en dag som i dag? Mon den ved hvor tung den er at danse med til andre tider?

Jeg tænker at det er med hverdagen som med kroppen: Jo mere jeg husker at holde af den, desto bedre er det at være i den. Der er dage hvor der er let nok, og i dag var en af dem. Tak.


Kommentarer

Det der sker, når jeg siger at der ingenting sker — 19 kommentarer

  1. Og jeg siger tak for endnu et af de skønne indlæg fra din hånd.
    Når jeg sidder ved den bærbare og griner højt for mig selv, ved gemalen, at jeg læser på Undreland igen. Han må tit lægge øre til indlæg, der bare er så gode, at jeg må dele dem med nogen :o)
    Hvor har du ret i det med, at hverdagen bliver bedre, når vi husker at holde af den. Jeg er ikke for god til det for tiden – vil prøve at behandle den lidt bedre…

  2. Tak for dagens smil. jeg nyder din blog, og ligesom forrige kommentar har jeg ogsaa laest op af den. Min far, som desvaerre doede alt for tidligt for et par maaneder siden, hoerte til aller sidst om Lulles bedrifter med tortillas i sofaen, og klukkede med. Han, ville helt sikkert have synes om JC kommentar om Arla. Toer og spot on. TAK

  3. @Annette: Selv tak. Jeg bliver lige glad hver gang nogen skriver, at de har fået noget (godt) ud af at læse med her. Håber at gemalen holder ud at måtte lægge øre til!

    Det ER ikke altid lige let at behandle hverdagen pænt. Af og til føles den mere som en slåskamp, hvor det var den der begyndte! – Men når den glimter – så er det bare om at glimte med.
    🙂

    @Johanne: Selv tak. Og mange tak for ordene. Det gør stort indtryk, det du fortæller om at læse højt for din far til allersidst, og jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige – ud over, at det er smukt og vemodigt, og sært livsbekræftende at høre om, at Lulles autonome eskapader er nået så vidt omkring, at nogen har smilet af dem på vej ud af verden. Tusind tak fordi du deler det.

  4. Jeg er først for nylig ad års snirklede bloglands veje ankommet til dette land – dette undreland .. men idag takker jeg for dit indlæg og din hyldest til hverdagen – som jeg deler.. til fulde som hr. turell så smukt siger det – mest af alt så holder jeg af hverdagen .. fin og skøn stemning her i undreland .. tak

    Bolette

    quindeliv – en sandfærdig beretning…

  5. Å Anne, du er min yndlings ordblogger. Der er mange derude der er gode til den helt samme stil med selvironi og distangse, men du kan det hele, også denne blide kærlighed til det allermest banale. Det eneste du må love mig er at du ikke udleverer dine tekster til gymenasiedansk anelyse for der er så mange metaforer der står så fint her som de er men som slet ikke vil overleve sådan et kobel gymenasieelever anført af dansklærer med løftet analysesabel.

  6. Det er ligesom Onkel Danny.
    Tak for indblikket i hverdagen og fantastisk kommentar fra Jens Christian. Det er godt tænkt!

    Og Lulle … tænk at hun allerede nu har så godt styr på at sige fra. Når man ikke vil høre, så må man føle. Så kunne han lære det!

    Go’ weekend

  7. Takket være din malende beskrivelse fulgte jeg dig skridt for skridt dagen igennem. Jeg holder af hverdagen – ligesom dig!

    Jeg har læst på din blog i de seneste par måneder, og må faktisk tilstå, at jeg tjekker et par gange om dagen, om du har skrevet noget nyt, fordi det bare er så skønt at læse det du skriver.

    Bliv ved. Og tak.

  8. Hoho.. Smarte Lulle. Og kloge JC. Eddermame godt tænkt, især den med mælken er jeg vild med.

    Lavede pesto fyføjtus i går. Fik puttet liiidt for mange liiiidt for ristede pinjekerner i. Og smadret morder, så jeg måtte bruge eneste anden løsning; stavblenderen. Behøver jeg sige, det røg lige lukt i skraldespanden?

  9. Åh… Helt igennem TAK for alle jeres kommentarer!
    Jeg kan kun gentage, hvad jeg efterhånden har skrevet mange gange: At jeg bliver lige varm og glad og lidt forundret, hver gang den slags tilkendegivelser kommer dansende. Tak!

    @Marina: Jeg skal nok lade være med at udlevere mine metaforer, men i grunden er jeg nu ikke bange. Måske er det sandt, at kun en tåbe frygter ikke tekstanalyse – men så er jeg nok lidt tåbelig. Jeg tør næsten ikke fortælle dig om mit yndlingsfag på uni…
    Giver dig helt ret i, at overlevelsesprocenten for tekster der har været under kniven i en dansktime i en gennemsnitlig 2.G -klasse sikkert ikke er meget højere end hvis samme klasse var blevet sat i gang med noget hjernekirurgi i biologitimen. Men i bund og grund er tekstanalyse, for dem der hænger ved og bliver forelsket i læseprocessen, jo en opdagelsesrejse. Den kan ende blindt og være fuld af vildveje, men man vender rigere hjem!
    🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.