Den rigtige retning

Nåh ja, man kan være sur og grim og muggen i en grad, så man bare godt vil give hele universet en ordentlig spand og hoppe i.

Og hvad sker der så? Nogle gange er det heldigvis bare løgn at man får sit mugne humør lige tilbage i eget fjæs. Nogle gange, når man er det sureste lille løg, der ikke kan finde ud af at holde op med at stå op hoppe på sin hat i arrigskab, kommer verden saftsusme rendende med blomster.

Det elsker jeg. Himmelhøjt. De bedste krammere er dem man slet ikke har fortjent.

I dag har været en af den slags dage, som bare vokser – selv efter at solen er gået ned og datoen er skiftet. I dag har jeg sået bøllefrø og plukket guldkorn sammen med en spritny partner in crime. Hende den hverdagsfixende. Når vi nu alligevel altid bliver verdens to klogeste damer når vi er sammen, kan vi jo lige så godt lade det komme resten af verden til gode. Synergi til salg, og var der ellers andet vi kunne hjælpe med? Det bliver godt. Jeg kan mærke det helt ud i tæerne.

Og som om det ikke var nok, så var der lige Aikido oven i købet. Aikido er, for de som ikke ved det, en japansk dans forklædt som selvforvarsteknik (sådan laver man dansere ud af mænd der ikke vil danse). Eller – mere præcist: En martial art for folk uden trang til at sparke, slå og hakke mursten over med hænderne. Og jeg har lovet mig selv at blive en million gange bedre til det, end jeg er nu, og i dag blev jeg en tusindedel bedre til ikke at gå til højre, når alle andre gik til venstre, og det er også en slags fremskridt.

Sådan kan en mandag pludselig vise sig at være fuld af vingefang der vil luftes og retningssans der rykker.

…og slutte brat med et barn der vågner og kalder. Ses!


Kommentarer

Den rigtige retning — 3 kommentarer

  1. Godmorgen! Og velkommen op til overfladen igen:) Der er ikke noget som dage, man har meldt ude, og som så tager røven på én og viser sig fra den allerbedste side…. be om sådan en snart;)

  2. @Kat: Jo tak. Håber noget af det samme kommer din vej snart – men det ser det da ud til? To timer om ugen er da en fin start – held og lykke med mere af den slags!

    @Line: Jaaa! Det er det! – Nu skal der så bare noget vind i de sejl vi sætter. puuuust!

Skriv et svar