De fire mellemtider

Der er vist noget med at der kommer endnu en sjat sommer i næste uge. Sensommer. Septembersommer. Og mand, hvor jeg elsker den årstid her – lige mellem sommer og efterår. Overflod og forfald. Muld, mos og morgendug.

For vist er der mere end fire årstider. Eller – der er de fire årstider, og så er der de fire mellemtider:

Overgangen mellem efterår og vinter, sort og våd og halvfrossen. Helt præcist den årstid, der får græskarmændene til at splatte sammen af frost. Porten til december.

Overgangen mellem vinter og forår. Tapdryp fra tagrender i fuld sol. Smeltende sne i tæt tåge. Erantis der prikker sig op gennem jorden.

Overgangen mellem forår og sommer, som klemmer sig ind mellem påske og pinse. De få dage der går, fra bøgen springer ud, og til bladene får den mørkegrønne farve.

Og så overgangen lige nu. Hvor det ikke er sommer mere, men heller ikke rigtigt efterår. Hvor skyggerne bliver dybere, lyset skarpere, og naturen nærmest lidt påtrængende. Vi har alle de der enorme edderkopper rendende igen. Og den satans iberiske møgsnegl har fundet vej ind i vores have, dammit. Og mariehønsene er pludselig ikke så kyske længere, og hvem skal nu bede vorherre om godt vejr? Helt ærligt!

Mariehønen Evigglad - og en anden mariehøne.


Kommentarer

De fire mellemtider — 3 kommentarer

  1. Haha, fantastisk et billede! Ja, de to har vist for travlt til at bede Vorherre om godt vejr 🙂

    Jeg synes også, det er en smuk årstid lige nu – men en anelse vemodig, fordi vi snart skal sige et endeligt farvel til sommeren …

  2. Det har jeg aldrig tænkt over – at vi har mellemtider…
    Men det har vi da selvfølgelig, og du formulerer det som sædvanlig så smukt.

    Jeg kendte, indtil dit mariehønsebillede, også kun begrebet forårsfornemmelser, men sensommerfornemmelser må ind i ordforrådet her, kan jeg se 🙂

  3. Madame, jeg kan også godt blive vemodig, men det kan ikke overskygge glæden ved september. Altså – sommeren takker af, og what a way to go: I overflod, farvepragt, alt hvad den kan trække. Det er da en værdig sortie!

    Ellen, tak igen, og ja – sensommerfornemmelser skal man vist ikke sige sgu’ til!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.