Bang, så kom der lige en ferie.

Og nu er vi færdige med at køre. 2015 kilometer. Det er pænt langt, men det er altså både sved, timer og øm røv værd, når man først er landet i pittoresk, sydfransk-på-grænsen-til-spanien -landsby, og sidder på en terrasse i 32 perfekte graders sommervarme med fin lille brise i nakken, og med lyden af cikader og mursejlere som summende hvid sommerstøj i baggrunden.

Jeg elsker det. Så meget at jeg allerede (næsten) har glemt at Lulle gennemtissede mit ene bukseben, da jeg forsøgte at holde hende hen over et toilet på en tysk rasteplads, fordi det var for klamt at sætte sig på det. Ligesom jeg næsten har glemt alle de andre klamme, klistrede detaljer, der hører med når man kører sådan en tur i en lille bil uden aircon.

Det er så meget det hele værd, når man lander med udsigten til tre hele uger fyldt med varme, Middelhav og Pyrenæer. Når man kan se Mont Canigou fra tagterrassen. Når køleskabet er fyldt med oste, tørrede pølser, rilette og muscat sec. Når det eneste der bryder vejrudsigtens monotoni af sol-til-letskyet-34-grader, er udsigten til en enkelt byge på tirsdag.

Der kommer postkort her, det tør jeg godt love. Desværre nåede jeg ikke at tage billeder, da det meget lokale 14. Juli-optog marcherede forbi klokken 12. Det var ellers meget fint – med skolebørn, brandmænd og et orkester, der lød som om cirka halvdelen af musikerne spillede på kazoo, og ikke helt havde luret hvad det var, de var med i. Men det var super alligevel, og vi var dem der hang ud ad vinduerne og vinkede. Og Lulle løb ind og hentede sin sommerhat, for fint skulle det være – men så var optoget forbi. Maureillas-las-Illas er en meget lille by, så det var et meget overskueligt optog. I det hele taget virker alt umiddelbart ret overskueligt her. Byen har én officiel seværdighed: Et museum for …kork. Jeg bliver simpelthen nødt til at se det. Stay tuned for reportage!

Men altså. Vi ankom i går. Nu lander vi lige, og så kommer jeg tilbage og praler til I hader mig.

Indtil da, er der Blogish!
yes, magasin #2 er online nu! Vi nåede lige at kaste det på nettet, før de sidste redaktionsdamer fræsede på ferie. For mit vedkommende i så bogstavelig forstand, at jeg var helt ude af landet mindre end fem timer efter at Sidsel havde trykket udgiv. Så nu er der sommerlæsning. Så mange fine ting, at jeg slet ikke kan finde ud af at fremhæve noget, men bare konstatere, at det er en fest at være en del. På blogish.dk er der links til samtlige redaktionsdamers blogs, Facebook-profiler, Instagram-konti, Twitter…og hvad har vi. Men klik på billedet og god læselyst. Jeg skal have iste. Og ud og rekognoscere efter noget at skrive hjem om. so long.


Kommentarer

Bang, så kom der lige en ferie. — 10 kommentarer

  1. @conny: Jeg lover at spamme alt det vores slingrende internetforbindelse tillader. Den blæser i vinden, men mon ikke det går…

    @Anette: Dejligt! Og del endelig!

    @Pernille: Tak! Det ER skønt!

  2. Jeg elsker din sommerferierapport og den tilhørende begejstring!
    Men jeg gad godt vide, hvor I har fundet huset – link til webside modtages gerne 😉
    Jeg tænkte det samme sidst, du skrev fra jeres sommerferie – men glemte at spørge..

    Rigtig god ferie 🙂

  3. @Christine: Tak!
    Det fantastiske hus vi boede i sidste år er ikke til udlejning – det var en vennetjeneste af de helt store, at den ferie kom i hus. I år har vi fundet hus via ownersdirect.uk – der er masser af dejlige steder. Det samme er der på airbnb.com
    …I det hele taget vil jeg anbefale dig bare at google løs. Vi fandt masser af muligheder på den måde.

  4. 1000 tak for at du brugte af den sparsomme forbindelse, til at svare mig 🙂
    Jeg går fluks i gang med at søge 😀

Skriv et svar