Almindelig hverdag

En hverdagsberetning. På Marias opfordring.

Hvad er der med dem – de almindelige hverdage? I går holdt jeg lidt øje med min, fordi den skulle skrives om. Det vidste den ikke lige, hvad den skulle synes om. Den vred sig under mit blik, helt selvbevidst.
Gid jeg var i lørdags! Sagde den. I lørdags var bare mere cool.
Men du er en helt ok tirsdag, sagde jeg.
Det svarede den ikke på.

Måske ville den gerne have været lidt mere superhelteagtig, denne her tirsdag-den-første-oktober-totusindeogtretten-som-aldrig-kommer-igen. Når nu den sådan var blevet udset til at stå model. Lidt mere velorganiseret, nyklippet og fotogen.

Det var den så ikke. Til gengæld var den repræsentativ, så vidt det nu kan lade sig gøre.

Ok. This is how I roll:

Jeg bliver vækket tre gange.
Første gang, fordi teenageren ikke kan finde en ren t-shirt.
Anden gang, fordi teenageren ikke kan finde en ren t-shirt.
Tredie gang, fordi det trænger ind i min hjerne, at hvis teenager leder efter ren t-shirt, er det ikke midt om natten. Det er det heller ikke. Klokken er 7.34. Teenager har spist.
Man skal ikke regne med at en iPhone er noget særligt effektivt vækkeur, hvis man efterlader den i køkkenet.

7.40
Gennemroder egen og mands tegnebog i jagten på en 20’er til teenagers frokost på skolen. Ingen 20’ere. Lirker 20’er ud af Lulles sparebøsse. Skriver på seddel i Lulles sparebøsse: lånt 20 kr. Ny saldo: skylder 80 kr. Siger farvel og ha’ en god dag til søn. Exit teenager.

7.50
Bad. Næsten tørt tøj på, direkte fra stativet. Madpakke til Lulle. Nogen eller noget har spist den ene af de to boller der var i brødkassen i går aftes (jeg gætter på nogen). Men der er yoghurt, gouda, kanelknækbrød og banan i huset. Hæderlig madpakke.

8.25
Lulle vågner af sig selv og i godt lune. To minutter senere har hun taget min iPad. Hun indtaler en historie om en prinsesse og en krage og en pingvin, mens jeg tørrer mit hår og finder tøj til hende. Bagefter forsøger vi at lave en morgenmadsoverenskomst. Vi har ret forskellige meninger om, hvad god morgenmad er – bortset fra spejlæg. Spejlæg er altid godt. Men pludselig vil hun hellere have kanelknækbrød. Nej, pære. Nej, smoothie. Nej, en hotdog. Klokken er 8.40, og jeg sætter foden ned. HAR vi ingen hotdogs? spørger hun.

8.50
Jeg laver den samme meningsløse manøvre, som jeg laver stort set alle hverdage. Manøvren, hvor jeg – uden at råbe – forsøger at få Lulle til at tage sko og jakke på, så vi kan komme ud af døren. I dag går det relativt nemt. Jeg tror ikke, jeg når op på at sige det ti gange. Pludselig gør hun det bare. Wtf?

9.10
Jeg afleverer Lulle i børnehaven i dag – Mand skal hente. Hun farer direkte hen til veninde i leopardkostume og vinker distræt til mig over skulderen. Så kører jeg mod Herning. Kommer skævt ind på lyskurveflowet på Silkeborg Ringvej, holder for rødt en masse gange og har for meget tid til at tænke over, hvad det siger om éns liv, at man er i megagodt humør over at bilen kører så dejligt efter at den har fået nye dæk. Eller at det er vildt nok så HD-agtig verden ser ud gennem nye briller. Rock’n roll. Eller noget.

bord10.25
Ankomst Herning. Klemmer bilen ind på kulturgårdens notorisk overfyldte p-plads og passerer musikskolen, som billedskolen er i gang med at omdanne til akvarium. Møder ind på job, smider jakke, åbner computer. Mine arbejdsdage er aldrig ens. Næsten alt er projekter, og næsten alle dage ender med at være noget andet end det der står i kalenderen. Men i dag er der i hvert fald to faste opgaver. Den ene er en fotoopgave, og er egentlig mere en vennetjeneste. Jeg tager pressefotos af en kollega. Det skal være billeder hvor hun griner. Så går vi ned i korsalen og hun griner uafbrudt mens jeg tager 91 billeder.

12.30
Røget laks fra fiskevognen til frokost, og hurtigt videre. Registrerer en CD-udgivelse til NCB, som administrerer copyright i Norden. En masse detaljer om komponister og tekstforfattere og arrangører og varighed pyyha og to telefonopringninger senere er den vistnok i vinkel. Så har jeg også prøvet dét. Bagefter laver jeg indhold til en koncertannonce og en programtekst og en pressemeddelelse, og så er den arbejdsdag ved at være gået. Ringer hjem til mand og siger, at nu kører jeg snart, og er der noget jeg skal tage med hjem. Det er der ikke.

Før jeg kører hjem, skal jeg bare lige skrive en mail til Singapore Airlines. Teenager skal på ferie i Kuala Lumpur sammen med 15-årig fætter. Hos min bror. De skal flyve selv, og der er ting der skal udfyldes, så nogen fra flyselskabet sørger for at tjekke, at de kommer med det rigtige fly. Jo tak. Og spørg lige om jeg er misundelig. Og spørg helst ikke, om det er en lille smule urovækkende at sende sin lillebitte teenager (ja ok, han er kun lidt højere end mig, jo) helt hen til Ækvator…

17.10
Har sendt mail til airlines, da anden mali dinger ind i job-mailbakken. Ting der har ligget lidt stille kan pludselig gøres færdige på grund af den mail. Det lød ikke, som om de stod og holdt udkig efter mig ved havelågen derhjemme, så jeg vælger at blive og gøre det færdigt. Tirsdag er alligevel dagen hvor jeg plejer at komme sent hjem, og aftensmad foregår forskudt fordi teenageren skal til træning (og Lulle som regel forsøger at klemme sig ind ved naboens middagsbord, før hun går hjem og spiser second dinner). Jeg glemmer godt nok at ringe hjem til mand og sige at jeg bliver et par minutter ekstra…

18.20
Nå, hov. Klokken er sgu da?! Pakker, låser af, finder bil, ringer til mand og siger at NU kører jeg. Altså nu. Og denne gang mener jeg det. Sidder i bilen og alting. Han er ikke vildt imponeret, men jeg er foran på opgavelisten og har bund i indbakken og noget der ligner overblik over job for første gang siden sommerferien, så jeg er kry.

hjemvejKører hjem med nedgående sol i ryggen. Årets første oktoberaften er skarp og klar og rosafarvet, og får tegltagenes og efterårsmarkernes varme farver helt op at ringe i nærheden af selvlysende. Ovenover sejler enkelte skyer rundt på en baggrund af pastelblåt. Jeg hører ikke radio i dag. Det der kommer ind via øjnene er rigeligt.

Tæt på hjemme kører jeg forbi den mark, hvor de ruhårede køer går med deres kalve. De har gået der hele sommeren, og siden tidligt i august har jeg kørt forbi dem hver dag. Kalvene er blevet så store nu, at de ikke længere holder sig til deres mødre. De er stadig så søde, at jeg har et problem med det. De er så søde at jeg ville ønske, jeg ikke var vild med kalvekød. Efter at have kørt forbi den mark hver dag siden tidligt i august, har jeg det lidt som om det vil være at spise nogens børn.

19.22
Hjemme. Krammer Lulle og råber hej til teenageren, som sidder ovenpå med et eller andet, der garanteret involverer internettet. Mand har lige spist suppe, og jeg varmer resten. Den smager som om den er 50 % ingefær, men jeg får i hvert fald varmen. Et eller andet ude omkring bryggerset lugter helt vildt af terpentin, men ingen kender noget til det. Vi snuser rundt, men finder ikke årsagen. Flytter rundt på ting. Intet at se. Meget mærkeligt. Lukker døren.

20.15
Det er over Lulle-sengetid, men vi forhandler. Eller: Hun forhandler. Kan ikke bare lægge sig til at sove. Hun vil have te. Og jeg skal hente en app til iPaden.
Den er gratis.
Det er ikke tidspunktet.
Men den er gratis.
Men det er sengetid.
Men den er gratis. Totalt gratis.
Men det er sengetid NU.
Selvfølgelig ender det altid med at hun sover. Det sørger naturen for. Jeg ved ikke om det egentlig gør en forskel at jeg siger det der med at sove cirka halvtreds gange.

21.30
Mand og jeg. Hvad orker vi? To afsnit af The Newsroom. Og at sætte en vask over. Bryggerset stinker stadig af terpentin. Jeg lægger mig ned og kigger under skabene. Det er stærkest nede ved gulvet, men der er intet at se. Hvad fanden er det? Jeg lukker to døre mellem bryggers og soveværelse, og går i seng.


Kommentarer

Almindelig hverdag — 10 kommentarer

    • Selv tak Dudli. Og ja, hurra! ikke mindst for bedre nattesøvn, selvom jeg ikke er helt sikker på at jeg forstår hvad det har med min tirsdag at gøre 🙂

  1. Ingen kan skrive hverdagen som du. Ingen. Jeg har efterhånden skrevet det så mange gange, men det er altid lige dér i indfangelsen af det liv vi alle sammen trommer rundt i, at du rammer mig. TAK.

    • Kære Marina, du har skrevet det mange gange, og lige så mange gange er jeg blevet rigtig glad! Så selv TAK. Også for at du stadig er her. Sikke en tålmodighed.

  2. hej
    ja – hvad med lugten ? egentlig?
    hilsen Monica, som lige kom forbi via mettebech og efter at have læst flere indslag syns din blog er meget underholdende…og verstatil!
    I’ll be back! 🙂 ( sagt med “svag” østrigsk accent…)

  3. Jeg fik aldrig svaret på kommentarerne og det med lugten. Vi fandt aldrig ud af det, det forsvandt af sig selv. Men det er i virkeligheden nok en del af en større historie, og måske skulle jeg se om den vil skrive sig…
    Og tak Monica. Versatil, godt nok? …tak – eller? 😀

  4. ej, altså, versatil… som i alsidig og på den gode måde! kan godt se det kan lyde lidt… dumt.. rimer på infantil osv… nåh, måske skal man holde sig fra at kaste om sig med smarte ord… 🙂
    det med lugten; havde en oplevelse en gang med en lignende – ret skarp – lugt, og det viste sig at komme af glemte appelsinskaller i en taske… føj for den da…
    Sjovt med googlepoesi, aldrig tænkt over før..

    • Det lyder ikke dumt, slet ikke. Jeg var bare ikke helt sikker på hvad jeg skulle lægge i det. Men undskylde skal du i hvert fald ikke. Og tak.
      Og ja: Citrusfrugter lugter forfærdeligt når de rådner!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.