Af lave

Verden er noget baks, når man er en på tre-snart-fire år.
Den går af lave og af led hundrede gange om dagen. Fordi det er så hårdt at være omgivet af ignoranter, der ikke fatter, at der er regler der skal følges. Som fx reglen om, at man aldrig nogensinde må tage venstre strømpe eller sko på først. Eller reglen for rækkefølgen af smør og kanelsukker på risengrøden. For slet ikke at tale om reglen for, hvor i munden tandbørstning starter og slutter – hvis man altså ikke vil være skyld i at himlen falder ned og verden går under i et inferno af forkerte sokker og uspiselig risengrød.

Og som om det ikke var nok, er der så også alt det løse. Tillægskatastroferne, som slår ekstra hårdt i al deres uforudsigelighed. Således har nogen i dag, mellem klokken 7 og 19, nået at hulke dramatisk over:

At vækkeuret ringede

At hun var i mindretal med forslaget om, at vi skulle se hele Askepotfilmen mens vi spiste morgenmad

At bare arme og sommerkjole ikke er ok i februar

At hun ikke fik lov til at stige ind i bilen via bagagerummet

At Superbrugsen ikke sælger nytårshatte længere

At man ikke må spise syltetøjsmadder i sofaen

At kedelige voksenmor ikke syntes, det var verdens bedste idé med pommes frites til dessert

At påståelige storebror ikke var enig i, at Berlin er et land hvor folk taler hollandsk

At hun ikke måtte lime pailletter på dørkarmen i stuen

At det var sengetid.

…Jeg er egentlig også lidt træt nu. Og på en måde også en lille smule træt af mig selv. For når jeg ser det på en rolig aftens afstand, synes jeg af og til at jeg i alt for høj grad er hende, som bekæmper Pippi Langstrømpe. Pigen der spiser hvad og hvor og hvornår hun vil, klatrer baglæns over hvor gærdet er højest og opfinder sine helt egne videnskabelige discipliner. Og måske ville det faktisk se fedt ud med lidt pailletter hist og pist. Og er pommes frites måske værre end vanilleis, egentlig? Og hvorfor er det lige, at voksne kun vil gå med fjollede papirshatte én eneste aften om året, når der nu findes så mange fantastiske modeller?

På den anden side sagde ham på 11 år forleden, at han helt klart er den i sin klasse, der har de mindst normale forældre. Og selvom jeg ikke går rundt og ryster af angst for at være ordinær, blev jeg alligevel lidt glad. Mest fordi han sagde det på sådan en meget tilfreds måde, at det ikke rigtig virkede troværdigt at han rullede med øjnene samtidig.


Kommentarer

Af lave — 11 kommentarer

  1. jeg elsker pipi børn når alså ikke lige de er mine egne, synes hun minder mig en del om dig ikke at jeg jo kente dig da du var hendes alder men jeg tror du var sådan som barn (spør lige din mor) synes god jeg kan huske at du tænkte og opførte dig anderledes på nogle sjove fenurlig punkter da vi gik på efterskole for det var derfor jeg godt kunne lide at værer sammen med dig husker jeg. knus søs

  2. Tak for dagens første mave-latter! Hun lyder skøn – og jeg kan sagtens sætte mig ind i dine aften-overvejelser. Jeg genkender problematikken – omend den stadig er i en mindre skala herhjemme, eftersom drengen endnu kun er i begyndelsen af at være 3årig. Nogle gange spørger jeg også mig selv om, hvorfor det var, jeg sagde nej til hans forslag og forespørgsler. Det har bl.a. resulteret i, at det nu er fuldt ud tilladt at sætte sig op på sin stol ved spisebordet på den eneste ordentlige måde: nemlig ved at klatre hele vejen over ryggen op på sædet.

  3. Det er stort, når ens halvstore søn er ligeglad med, hvad andre tænker om, at hans familie er lidt anderledes. Det prøver min Christian ofte. Han hviler meget i sig selv, men det giver også en ekstra styrke at leve med to kulturer. Til lykke med dine dejlige børn!

  4. årh Lulle alstå “Kedelig forælre” Du har!!
    Men ved Du hvad om 2 års tid tænker Du slet ikke over det mere så er det bare sådan!!
    Anne tak for et sødt indlæg gav smil på læben og glæde i maven Og tak for beskrivelsen af hvordan verden ser ud når man er 3 år.
    KNUS

  5. Tak! Tak fordi du gad stille dagen med lilletøsen sådan op. Det sætter alting i relief. For det er bare så bekendt -inklusive aftenens sofaovervejelser omkring de begrænsninger, alle indfaldene er blevet mødt med fra os voksnes side.
    Jeg er dog bange for, at to års venten ikke er nogen automatisk løsning. Her er storebror på 5½ stadig meget melodramatisk og kan bryde ud i hulkende gråd over, at han ikke kan finde proppen til tussen eller at tapen krøllede sammen eller fordi han ikke måtte få børstet tænder i sofaen.
    Måske klinger det af efter skolestart??

  6. Giv lige JC et ordenligt dunk i ryggen! Det er fantastisk. Jeg bliver også helt glad.

    Tænk at være hende, der bekæmper Pippi Langstrømpe. Novra!

    Måske I en dag skal have en Lulle-bestemmer-dag. Jeg vil vildt gerne læse om det 😉

  7. Det triste ved at være forældre er jo at man bare nogen gange er nød til at være den gumpetunge modvægt til alle tosserierne. Personligt glæder jeg mig meget til den dag jeg bliver en stjernetosset bedstemor, der virkelig bare kan gi den gas med de små. Så skal vi sammen ryste på hele hovdet af de kedelige forældre.

    KRAM.

  8. Kommer lige til at tænke på den bog vi fik da vi fik dig. Den som hedder -“Når jeg får en lille pige” og som I fik, da Lulle kom til verden. Har altid syntes, at den handlende om dig og nu er det så bare Lulle den handler om.
    Hilsen fra den stjernetossede bedstemor (dejligt udtryk!)

  9. TAK!
    Der gik undervisning og tandlæge og vasketøj og alle mulige andre hverdagsgøremål i den. Igen. Men selvom jeg ikke fik svaret jer som jeg gerne ville, skal I vide at jeg har både læst og glædet mig over jeres kommentarer.
    🙂

  10. søde Anne, dit indlæg minder mig om vores elskede bog: “når jeg får en lille pige”
    Hvis den ikke allerede var skrevet -har du lige skrevet den, eller i hvert fald skrevet en genfortolkning. Du er for lækker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.