9. december. Julekuling

Det blæser. Op.
Hvorfor er det interessant?
Det er det heller ikke.

Men vi har glemt at pakke trampolinen ned.
Og det er ikke fordi jeg elsker trampolinen, men

  1. det gør Lulle
  2. hvis vi skal af med den, vil jeg foretrække at det ikke kommer til at ske på en måde, som risikerer at trække overskrifter a’la ‘bortfløjet trampolin lammer togtrafikken i Østjylland, 2000 mennesker strandet i provinsflække’.

Skærmbillede 2014-12-09 kl. 23.49.48Ikke mindst fordi vi faktisk bor så tæt på banen, at de 2000 mennesker i det holdende tog vil kunne kigge ind ad vores køkkenvindue. Vi ville blive live-unplugged udgaven af et realityshow, og de ville ikke engang have muligheden for at zappe væk. Hvad er det modsatte af en win/win-situation?

På den anden side ville vi måske kunne finde ud af det sammen, på sigt. Vi har en meget god wifi-forbindelse og et gæstenetværk uden kode. På det felt vil det faktisk være bedre for passagererne at være strandet udenfor vores hus, end at være på farten med DSB. Vi har også bedre kaffe, og vi vil stort set kunne gi’ en kop, uden at de behøver at forlade deres pladser.

Men vi har ingen gardiner i køkkenvinduet.
Jeg tror ikke vores privatliv orker at deltage i et realityshow.

Måske skal jeg forsøge at tøjre trampolinen til plankeværket.

Og så igen… ‘Bortfløjet trampolin med 18 meter plankeværk lammer flytrafikken over Østjylland’?

Jeg tror jeg bliver hvor jeg er.

 


Kommentarer

9. december. Julekuling — 1 kommentar

Skriv et svar