85,2 km

Det er hvad jeg kører for at komme på arbejde. Eller hjem fra arbejde. Det er langt. Men det er turen værd. CO2-mæssigt er det noget skidt, men offentlig transport er ikke en mulighed, med mindre jeg vil bruge over 2 timer hver vej. Det vil jeg ikke. Dårlig karma og alting, men sådan er det altså.

Det tager en time og fem minutter. I begyndelsen hørte jeg altid radio når jeg kørte. Nu hører jeg lige så tit bare den udsendelse min hjerne selv laver mens jeg passer trafikken. Det er en underlig form for underholdning, og den kommer nok aldrig til at slå igennem på en public service kanal.

Det er fascinerende, fordi det kommer bag på mig hvad der dukker op. I betragtning af at det er min egen hjerne. Den kører faktisk helt sit eget show mens jeg kører.

Af at køre 85,2 km ud og hjem – 170,4 km på en arbejdsdag, hvor jeg ikke arbejder hjemme – har jeg lært noget jeg ikke vidste om min hjerne. Jeg har lært at den er ret kold overfor min forestilling om, at jeg har styr på min hjerne. At det er mig der er arbejdsgiveren.

Eller. Jeg ved jo godt at den styrer en stor del af butikken selv. Heldigvis. Det ville så meget være noget rod, hvis jeg selv skulle huske at trække vejret, blinke, fordøje, alt det der som autopiloten klarer. I betragtning af at jeg ikke engang kan huske at starte opvaskemaskinen før jeg kører hjemmefra, eller holde styr på hvor jeg har lagt mine nøgler.

Men. At studieværten i min mentale trafikradio er omtrent lige så autonom som centret for temperaturregulering og hjerterytme, det havde jeg – ja, ha ha – aldrig tænkt over. Før efter tilpas mange gange 85,2 km.

Studieværten er ligeglad med research og pålidelige kilder. Hun henter stof til sine indslag ved at rage tilfældigt ned af hylderne på den mest ustrukturerede del af lageret. Madopskrifter, en artikel om superstrengsteorien som jeg ikke forstod, men som jeg heller ikke kan glemme, et tørklæde jeg engang havde og hvad der mon egentlig blev af det, klimadata fra der hvor vi skal hen på sommerferie, spørgsmålet om, hvordan man egentlig ville have transporteret Marius, hvis der nu var en anden zoo der ville have haft ham, mental note om støvler der skal til skomager og sys i den ene side, Mozart og Beyonce, en idé til en perle til når jeg får startet værkstedet op igen, et åndssvagt rim, en stump af noget der burde skrives ned og engang blive til en tekst der måske kunne vokse. En død grævling (virkelig) i vejkanten trækker en hel hale af erindringer om dyr i trafik; om den anden grævling der løb lige ud foran bilen uden at blive ramt, om rådyrene på marken langs vejen en tidlig morgen, om ræven der løb på motorvejen en mørk vinteraften, og den ræv min mor engang ramte. Erindringen om at køre gennem Polen til Warszawa i februar 1985, københavnerlamperne og om man mon stadig kan nå at købe en, antallet af stavelser i haiku og hvorfor den sidste banan altid ligger på bordet og bliver brun.

 


Kommentarer

85,2 km — 4 kommentarer

  1. Uh uh! Det med bananen kan jeg godt svare på! Det er fordi du ikke har helt små børn længere. Min etårige inhalerer i hvert fald samtlige af husstandens bananer længe inden de overhovedet når at tænke på at blive brune.

    • Tak! Nu du siger det. Det er jo indlysende. Så mangler jeg bare alle de andre ting. Plus hvad der popper op næste gang, for nu kører jeg snart igen…

  2. Din hjerne minder om min, når jeg hver morgen sætter mig for at meditere.

    Mens jeg prøver på bare at trække vejret ind og ud af næsen og mærke min krop – lever hjernen sit helt eget og fuldstændigt ukontrollerbar liv.

    Jeg ved ikke om det foregår sådan hos andre der mediterer … (og jeg har ellers prøvet at blive introduceret til det the hard way med 11 dages meditationslejr) men jeg er endt med at konstatere at selvom jeg måske gør det helt forkert, så er det alligevel godt for mig at afsætte en halv time om dagen hvor jeg ikke laver noget … hvor jeg bare er … og at man ikke kan “være” på en forkert måde.

    Så hvis du bare observerer dine tanker svarer det vel til at du mediterer to timer om dagen..?

    • Tak – jeg havde slet ikke tænkt på det på den måde. Men det giver faktisk mening – selvom der nok ikke er den samme dybe ro i tilstanden, når man samtidig navigerer i trafik. Selvom jeg ind imellem undrer mig over, hvordan jeg lige kom de 20 kilometer længere frem… køretrance er der nogen der kalder det.
      Jeg har også forsøgt at meditere. Når jeg sætter mig ned som du beskriver, sker der nøjagtig det samme. Mental radiovært går amokka. Til gengæld danser jeg, hvis jeg vil have min hjerne til at tage en pause. Det virker helt anderledes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.