Tag: maternity worldwide

Giv mening på søndag!

Hvis jeg skal komme med et bud på en mærkedag som er mere åndssvag end Valentinsdag, så må det afgjort blive Mors Dag. Den lugter mere af spekulation, aflad og kunstige sødemidler end af roser og chokolade, synes jeg. Men jeg er også hjernevasket hjemmefra. Med sæbe.

Til gengæld er der noget HER, der giver mening – hele vejen herfra og til Etiopien, hvor det ikke er en gåtur i parken at blive eller være nogens mor. Nu kan man nemlig markere Mors Dag ved at donere 200 kr. (det samme som blomsterhandleren tager for en dusk) til Maternity Worldwide, som arbejder for at nedbringe dødeligheden blandt fødende og nybagte mødre, der hvor den er alt, alt for høj. Giv noget ud over det sædvanlige: Giv mening!

…Hvis man har en mor, som har en computer, så kan man samtidig give hende den gave man får som kvittering. Alle der bidrager får nemlig ret til at downloade et stykke computerkunst af Olafur Eliasson. Jeg har ikke set det, men det lyder både interaktivt og poetisk; Det er en screensaver med ildfluer. Hver gang MWW modtager et bidrag, tilføjes der en ildflue, så værket vil vokse hjemme på ens mors computerskærm, hver gang nogen giver en gave. Jeg ved ikke med jer, men jeg fik lidt gåsehud da jeg hørte om det i radioen i morges. Der står mere inde på MWW’s hjemmeside. Som også byder på både barske og livsbekræftende beretninger.

Og hey, hvis du er erklæret fan og tilhænger af Mors Dag på den gammeldaws facon, så er det selvfølgelig helt fint. Og det ene udelukker jo ikke det andet, vel?