Så er vi her. I Latour-de-France (jamen det hedder det!). Lige på kanten af Pyrenæerne. Efter endnu en køredag med varmerekord i den lille bil, men med forbavsende tålmodige børn. Ok, Lulles tålmodighed købte vi måske nok med skumfiduser på den sidste del af strækningen, efter modellen “en fidus pr. 25 kilometer”. Men det virkede.
Og vi nåede frem uden at nogen havde bidt hovederne af hinanden, selvom termometeret i instrumentbrættet på et tidspunkt rundede 40 grader, og selvom ham bag rattet på et tidspunkt begyndte at lyde mere og mere som Kaptajn Haddock – på grund af noget med nogle – ret mange – franske bilister, som kørte som om de havde vundet kørekort, ni liv og immunitet overfor færdselsloven i en eller anden anarkistisk konkurrence.
Nå, men alt det der ankomst, det var jo faktisk i lørdags. Vi satte nøglen i døren sent lørdag aften, og trådte ind i det smukkeste hus. Jeg elsker det allerede, og har egentlig mest lyst til at blive hængende indtil der kommer nogen og siger at vi skal gå. Jeg elsker højloftetheden og sydfranskheden og den nænsomhed og grundighed det er istandsat med. Jeg elsker udsigten!
Men mest af alt elsker jeg måske gulvene. Prøv lige at se her:
Og her:
(ja, nogen havde vist siddet lidt længe i en bil, og trængte lige til en katalansk kampdans. Nevermind. Se det gulv!)
Søndag morgen så sådan her ud:
Og sådan her:
Og sådan her…
Og ja, det var gråvejr. Og helt usædvanlig koldt for en julidag det her hjørne af Frankrig. Det er en tordenbyge der hænger i horisonten, og den kom ikke helt hen til os, men den tog timevis af silende regn med sig. Og det var så meget i orden – af flere årsager: For det første var vi så trætte efter varme og køretur, at det føltes helt rigtigt at regne inde og lave ingenting. For det andet er der masser af sol og 25-30 graders varme i vejrudsigten, så vi bliver ikke snydt. Og for det tredje: Er I klar over, hvor godt sydfrankrig dufter i juliregn?
For det fjerde:
Nyvasket landsby. Og opholdsvejr nok til at gå en runde. Og konstatere, at provinsflækker har visse fællestræk, selvom der er omtrent 2000 kilometer imellem dem. Teenageknægte på scootere er ét af dem. Pigerne hang ud i skuret ved busstoppestedet og ignorerede dem alt hvad de kunne, når de kørte forbi og fik deres Yamaha’er til at stejle. Attitude er et internationalt sprog.
Lulle var heller ikke interesseret i scooterdrengene. Til gengæld fandt hun en skat i form af et nedløbsrør. Og nu er jeg kommet til at love at vi skal finde ud af hvem der kan lave sådan et nedløbsrør, for vi skal have nogle af samme slags. Bare i lilla. ‘Det bliver så flot på vores gule hus, mor’.
Nå. Det er blevet nat og i morgen er det mandag. Og heldigvis for det, for vi kunne godt bruge lidt mere mad i køleskabet, men Frankrig er lukket om søndagen. Som I: Virkelig lukket. I hvertfald hernede i hjørnet ved Pyrenæerne, hvor guidebøgerne hævder at man finder ‘det mere folkelige og uspolerede sydfrankrig, i kontrast til Rivieraens glamourøse livsstil’, og ‘en natur som, i sammenligning med det Provencalske landskab, fremstår mere utæmmelig og rå’.
Fint. Alt hvad jeg ved (med det lidt jeg har set indtil nu) er, at her er smukt. Og at selv når alt er lukket, kan man købe solmodne abrikoser i en bod ved landevejen, og når man spørger manden der passer boden, sælger han sørme også rødvin af egen avl.
Vi har det godt og kærlig hilsen. Og kommer I forbi, så gir’ vi et glas vin og en abrikos, der smager af sol.
