Det har aldrig været nemt at tage afsked med en sommerforelskelse, og det er det heller ikke denne gang. Men der er vist ikke andet at gøre, selvom jeg mere end én gang i dag har taget mig selv i at tænke, at verden vel egentlig ikke ville gå under, hvis de andre kørte i forvejen og jeg lige blev hængende endnu en uge på terrassen med udsigten, mursejlerne og en flaske Banyuls. Og huset. Åh, huset.
Men de andre ville nok blive sure. Så vi pakker. Klokken er 22.10, temperaturen er lige kravlet ned på 27 grader, og himlen over vores sidste feriedag har været tindrende blå.
Og den anden side af mig, den der ikke er barnlig og står og stamper i jorden og nægter at tage hjem, er helt propfuld af taknemmelighed over at have suget så meget sommer, sol og sydfrankrig, mens andre har fået svømmehud hjemme i Danmark. Tak for varme. Tak for udsigt. Tak for abrikoser. Tak for alle de timer, hvor Lulle trods alt ikke var sur.
Tak for palmer…
Tak for dejlighed…
Tak for strand…
Tak for det her. Nu er solen gået ned, og der er en kuffert der skal bæres ud…
TAK!
