Hej fra det odontologiske pokerfjæs

Nå, men mens I andre med garanti har gået rundt og foræret hinanden lyserøde ting med for meget sukker i, sunget serenader og boltret jer i skumbade med unaturlig rosenduft, har jeg så fejret Valentins dag hos tandlægen. Så hardcore er jeg nemlig.

Eller også trængte jeg bare lige til at lukke dagen med et godt martyrium og en panodil. Havde ellers lovet andetsteds, at jeg ikke ville klynke, men hvor tit er det lige, man efterlader noget af sit kranium på en adresse i det indre Århus? Jeg håber ikke det er noget jeg kommer til at gøre ret tit, i hvert fald.

Men det værste (næst efter regningen, dammit) er faktisk, at jeg har fået besked på at lade være med at grine de næste par dage, fordi “så kan stingene ikke holde sammen på det, og så kommer såret til at gabe ind til knoglen” (yikes!). For trods alt – og heldigvis – er det stadig svært at lade være med at grine.

Både fordi jeg har en datter, der vil være Belle til fastelavn: Hende fra Kærligheden og Hundyret, mor (gæt lige selv en Disneyfilm, ja?)

Og fordi jeg stadig ikke er færdig med at dyrke den for sjoveste YouTube-kanal jeg har set længe. Altid, måske. Ååååh, hvis du ikke lige har fået fire sting i dit tandkød, så besøg Pronunciation Manual, og – ja. Lad være med at have mascara på øjnene, kaffe i munden eller vigtige folk i telefonen, ikke?

Af lave

Verden er noget baks, når man er en på tre-snart-fire år.
Den går af lave og af led hundrede gange om dagen. Fordi det er så hårdt at være omgivet af ignoranter, der ikke fatter, at der er regler der skal følges. Som fx reglen om, at man aldrig nogensinde må tage venstre strømpe eller sko på først. Eller reglen for rækkefølgen af smør og kanelsukker på risengrøden. For slet ikke at tale om reglen for, hvor i munden tandbørstning starter og slutter – hvis man altså ikke vil være skyld i at himlen falder ned og verden går under i et inferno af forkerte sokker og uspiselig risengrød.

Og som om det ikke var nok, er der så også alt det løse. Tillægskatastroferne, som slår ekstra hårdt i al deres uforudsigelighed. Således har nogen i dag, mellem klokken 7 og 19, nået at hulke dramatisk over:

At vækkeuret ringede

At hun var i mindretal med forslaget om, at vi skulle se hele Askepotfilmen mens vi spiste morgenmad

At bare arme og sommerkjole ikke er ok i februar

At hun ikke fik lov til at stige ind i bilen via bagagerummet

At Superbrugsen ikke sælger nytårshatte længere

At man ikke må spise syltetøjsmadder i sofaen

At kedelige voksenmor ikke syntes, det var verdens bedste idé med pommes frites til dessert

At påståelige storebror ikke var enig i, at Berlin er et land hvor folk taler hollandsk

At hun ikke måtte lime pailletter på dørkarmen i stuen

At det var sengetid.

…Jeg er egentlig også lidt træt nu. Og på en måde også en lille smule træt af mig selv. For når jeg ser det på en rolig aftens afstand, synes jeg af og til at jeg i alt for høj grad er hende, som bekæmper Pippi Langstrømpe. Pigen der spiser hvad og hvor og hvornår hun vil, klatrer baglæns over hvor gærdet er højest og opfinder sine helt egne videnskabelige discipliner. Og måske ville det faktisk se fedt ud med lidt pailletter hist og pist. Og er pommes frites måske værre end vanilleis, egentlig? Og hvorfor er det lige, at voksne kun vil gå med fjollede papirshatte én eneste aften om året, når der nu findes så mange fantastiske modeller?

På den anden side sagde ham på 11 år forleden, at han helt klart er den i sin klasse, der har de mindst normale forældre. Og selvom jeg ikke går rundt og ryster af angst for at være ordinær, blev jeg alligevel lidt glad. Mest fordi han sagde det på sådan en meget tilfreds måde, at det ikke rigtig virkede troværdigt at han rullede med øjnene samtidig.

En gave

De af jer der læser mange blogs har måske allerede hørt om Bærfolket, for jeg er ikke den eneste blogger-med-børn, som har sagt ja til at prøvekøre og anmelde Lene Kaaberbøls nye børnebog, Fortællinger om Bærfolket. Men forleden aften kom pakkeposten altså med en kasse.

Der var ikke kun en bog i kassen. Eller – jeg bryder mig egentlig ikke om at sige ‘kun’ om en bog, så: bogen var ikke alene i kassen. Faktisk har jeg sjældent set en så fint gennemtænkt kampagnepakke. For hvordan sender man en børnebog på vej, så det hele kommer til at dufte langt væk af oplevelse, så snart man får den indenfor døren?

I kassen lå, foruden bogen, et stort vamset tæppe – perfekt til huler, en lommelygte, kiks, syltetøj og marmelade, og en usb-nøgle med pressemateriale om bogen – blandt andet med nogle af de farveillustrationer (af Anders Walter), som Lea Amalie allerede har taget til sig og forlangt at vi skal printe ud (fint med mig, temmelig meget smukkere end alt det crap hun printer ud, hver gang vi glemmer at slukke for printeren før vi giver hende adgang til Barbies lyserøde uædrk-univers på nettet). Med andre ord: Survival kit for børnefamilier med hang til gode historier.

I virkeligheden synes jeg ikke, bogen er det mest interessante at blogge om. Det kan siges meget kort: Den er rigtig god. Lene Kaaberbøl skriver simpelthen bare gode børnebøger, både når hun skriver mere komplekse ting for større børn (som fx Skammerens Datter, som både den 11-årige og jeg har slugt til sidste punktum), og når hun, som med Bærfolket, tryller mindrebørnsvenlige verdener frem.

Pressemeddelelsen siger målgruppe på 4-11 år, og det rammer nok meget godt. Lulle er, med sine 3 år og 10 måneder, i hvert fald kun sådan lige på nippet til at fatte sammenhængen, men som sagt elsker hun billederne og snakker om pindsvin og jordbærpiger og digter selv videre.

Det jeg synes er rigtig interessant, er måden bogen er blevet til på. Den er nemlig et bestillingsværk. Fra en ikke helt ny marmeladefabrik.
Ja?
REKLAMEALARM!

…eller hvad?

Bærfolket er ikke sådan helt udelukkende forfatterens idé. Bogen om Bærfolket er blevet til på baggrund af noget så nederdrægtig profant som …en tv-reklame.

Kan man det? – Altså ud over, at det kan man rent praktisk. Bogen er skrevet. Og den er vellykket. Men alliancen mellem forfatter og, uuh, kommerciel virksomhed?

Ja. Det kan man godt. Synes jeg. Ligesom Lene Kaaberbøl og formanden for Forfatterforeningen. Fordi nøgleordet hedder integritet. At forfatteren har fået et forlæg, men ellers helt frie hænder. Og fordi bogen har fabrikkens vignet på titelbladet, men er blottet for irriterende product placement.

Faktisk synes jeg, ideen er rigtig god, så længe dem der bestiller værket virkelig mener det med frie hænder. Tænk hvis vi kunne bytte nogle af de opkørte reklameforsøg på storytelling, som verden virkelig har set flere end nok af, og få gode fortællinger i stedet. Skrevet af mennesker som brænder for fortællingen, og ikke bare for at stemple deres logo i panden på modtageren (ok, firkantet, men – ikk?).

Man kan købe bogen om Bærfolket på helt almindelig vis hos boghandlere, men man kan også hente fortællingerne gratis som app til iPhone og Android – Fx via marmeladefabrikkens Facebookside. Fine tegninger og oplæsning af Sebastian Klein. Der er også QR-koder på lågene af marmeladeglassene, så man kan hente app’en ad den vej (der er virkelig nogle kampagneudviklere der har givet den max gas).

Hvis det her er starten på en æra, hvor man lige hapser sin smartphone og åbner køleskabet for at scanne pålægspakkerne, mælken eller æggebakken, når man har lyst til at høre en god historie, så er det fint med mig. Allerfinest er det dog, synes jeg, at forlaget melder første oplag af den rigtige bog tæt på udsolgt. For lige meget hvor højt jeg elsker min iPhone, lækre apps, lydbøger med gode oplæsere (og den lettelse det ind imellem er, at man kan overleve ulvetimen ved at overlade smartphone til træt barn), er der altså ikke noget der stikker rigtig levende højtlæsning.

Konklusion (bare fordi det er længe siden at jeg har haft lejlighed til at konkludere ting):
Bærfolket holder. Både som fortælling og som kampagne. Bogen hæver sig – selvsagt – langt over reklameforlægget, Kaaberbøl har skrevet endnu en fin børnebog, og marmeladefabrikken skal have en stor hånd for at gå hele vejen og alliere sig med en ægte historiefortæller.

Pladsproblem

Klokken 5.15 hopper hun ud af sin seng, og kryber ind under min dyne med et piv.

Drømte du? spørger jeg
Ja-ha, sukker hun.
Hvad drømte du?
Jeg drømte at du ville med i min drøm mor, men der var ikke plads til dig, fordi den var for lille… Næste gang drømmer jeg en der er længere, så kan du være med.

Januar i hipstamatisk bakspejl

Jeg er stadig ikke blevet træt af Hipstamatic. Er muligvis i gang med at blive en dårligere fotograf, fordi jeg lader det hele være op til en app som i bund og grund bare laver kiksede antikomponerede billeder på en retro-tilfældig måde, i stedet for at tænke i komposition, blænde, lukketid, hvidbalance og hvad jeg ellers bestræbte mig på at blive bedre til. Engang.

Lige nu leger jeg bare. Og lader andre om at skrive essays om generationen, som giver penge for elektroniske gadgets der opfører sig analogt, klæder deres iPhones ud som kassettebånd og deres børn ud som …dem selv i 70′erne. Synes egentlig ikke der er så meget at skrive om. Vi må ubetinget være en af de mest ironiske generationer nogensinde. I hele historien. Selv vores nostalgi er ironisk. Derfor sælger Hipstamatic, Instagram og hvad de ellers hedder. Og derfor ser min januar blandt andet sådan her ud – i (teknisk set rædselsfulde) billeder:

Strand på Mols. Egentlig er det snyd, for billedet er fra sidste år. En af de allersidste dage før nytår. Og det man ikke kan se på billedet er, at et par af de mere bindegale mennesker i selskabet faktisk er ude og få sig en dukkert. I stiv kuling og lige omkring frysepunktet. Det var ikke mig. Det bliver aldrig mig.

Lulle får et lift hjem. Trækker hatten ned over øjnene på sin far. Lad være, jeg kan ikke se en skid, siger han. Kan du NU se en skid far, råber hun, og trækker hatten op igen.

Vi har fået styr på kronjuvelerne. God ting at gøre i Januar.

Og vi har hængt ud hos veninderne. I virkelig meget tyl.

Vi har fotograferet det lokale dyreliv.

Og fået frost

Og fugt

Og SPAT!

Og varm kakao. For det hjælper altid.

Lige nu er der sne på jorden og sol på himlen. Længe savnet kombination.

Og så på en mandag.

Sjåttåp

Jeg er blevet interviewet. Om at blogge. Og om min blog. Den her, ja.
Sjovt og tankevækkende at tale om den som fænomen, at træde et skridt tilbage og overveje ting om den, og opdage at den lever sit eget liv i mit. Som et lille ekstra center i hjernen, der ind imellem rører på sig, og nogle gange udkommer på skrift.

For jeg blogger jo meget oftere end det ser ud til her. I mit hoved. Når jeg kører bil, bygger jeg lange, reflekterede indlæg, som går i sig selv igen, så snart jeg hiver nøglen ud af tændingen. Når jeg laver mad, koger jeg lige en madblogpost sammen samtidig – selvom jeg ikke tror, jeg har guts til at være madblogger for real. Før jeg falder i søvn om aftenen natten, digter jeg indviklede krøllerier, som er så helt fantastiske, at jeg altid har glemt dem når jeg vågner om morgenen. Når jeg læser avis, meningsblogger jeg i vildskab alle verdens ignoranter i knæ. Og der er godt nok mange.

Og derfor fylder bloggen meget mere i mit liv, end den gør herude i sajperspæis. Men den del er det jo lidt svært at lade sig interviewe om – “ja, jeg blogger hver dag inde i min hjerne, nu skal du bare høre…”. Nej, vel?

Til gengæld har jeg siden tænkt meget over, hvorfor så få af de mulige indlæg havner på nettet.
Og over hvad det er for indlæg, der ikke klarer turen hen til den blå knap (‘udgiv’).

Åh, og det er jo trivielt. Ud over, selvfølgelig, de indlæg der dør inde i min hjerne når jeg falder i søvn, er det næsten altid indlæg hvor jeg har lyst til at råbe et eller andet efter nogen. Eller bare generelt er i gang med at skælde ud over et eller andet åndssvagt. Dét, kombineret med at jeg jævnligt har en ansøgning ude et eller andet sted, hvor jeg gerne skulle fremstå som et supercool og harmonisk stykke menneske, som man bare godt gad have på lønningslisten.

Men er det supercool (nej, det er det ikke, Listen har helt ret: Bliver man nødt til at kalde det cool, er det ikke cool, vel?)… er det …klogt… så da… at være sådan en som bliver googlet af HR-medarbejdere, og brænder igennem med tirader om, hvor latterligt hele verden egentlig opfører sig?

Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv.
Men mens jeg tænker over det, vil jeg i hvert fald lige skynde mig at råbe DOOOH! efter politikeren der mener, at fiksering med strips og 3 timer på kold asfalt er hvad man må forvente, når man deltager i en lovlig demonstration. For ytringsfriheden er nu engang et gode for pæne folk, der er enige med politikeren. Eller? Arhmen så shut da OP.

Ferieplaner

Scene: midt i aftensmaden.

Alfa: Hvor synes I vi skal tage hen på sommerferie i år?

Jens Christian: Til Cuba. Eller Himalaya eller… Tyskland.

Lulle: Jeg synes vi skal flyve til Hadsten i en rumraket.

Jamen selvfølgelig skal vi da det!

Zen for klaphatte

Nå, men godt nytår.
Her sker ingenting.
(Og de der tror at det nødvendigvis skal forstås negativt, er velkomne til at læse om ingenting HER).

Men ok, jeg synes nok det er en lille smule overflødigt at åbne det nye år med en genudsendelse af november. Savner sne. Savner ikke dårlige trafikforhold, is på bilruder og salt på vinterstøvler. Men lyset, stilheden og candyflossfænomenet – de dage hvor solen gik ned over markerne som jeg kørte forbi på vej hjem, og farvede hele verden pink, uden at det på nogen måde var for meget. Jeg savner også at frosten bider mig i næsen. Når JEG bliver vejrgud, så får vinteren én måned. Hvor den til gengæld skal stramme sine iskolde baller noget så eftertrykkeligt. Resten af tiden får den resultatløn for at holde sig væk.

Mens ingenting stille og roligt sker, og 2012 allerede har spist den første bid af sig selv, forsøger jeg at lægge et par planer, så jeg har noget at tabe på gulvet. Det går meget godt. Både med det ene og det andet. Det er gået op for mig, at jeg er ved at have vænnet mig til, at det er sådan det fungerer. Altså at planer er til for at flyve i alle retninger, hver gang vinden vender. Man bager en kage. Finansgrisen spiser den. Man erklærer sig officielt bankerot. Og finder en skat. Man giver op om aftenen. Og står op næste morgen og løber jorden rundt.

Samtidig er jeg godt klar over, at jeg ikke har vænnet mig til en skid. Hvis jeg kan noget med zen, er det under alle omstændigheder i kategorien ‘Zen for vesteuropæiske klaphatte’. Fuldstændigt zen. Så længe intet sker. Af sig selv.

På billedet: Min julegave til min bror. Zen-have i skrivebordsstørrelse. Lavet af akvariesand, strandfund og en IKEA-ramme, efter anvisninger i Helle Schjønnings bog Magiske Måneder. Kan varmt anbefales – det gør jeg i hvert fald. Og der er ikke nogen der har bedt mig om det eller betalt mig for det. Jeg kan ganske enkelt bare ikke lade være!

Lullefred to the world

Så landede vi endelig. Og alt ånder barndomshjem (mit), grantræ, vanillekranse og julelys. I øjnene og i det hele taget. Og fred. Og ro. Omtrent.

For det kan godt være lidt svært at stå stille, når det er næsten lige nu…

Lulle og Crew ønsker alle en varm, lys og glad jul.

20111224-155706.jpg

20111224-155745.jpg

20111224-155755.jpg

20111224-155805.jpg

20111224-155815.jpg

20111224-155828.jpg

Lulleklang

Gæt hvem der er helt oppe i det røde roterende festlampe-felt for tiden. Jeg troede ikke det barn kunne klemme flere ord og vildere energiudladninger ind i sit dagsprogram.

Jeg tog fejl.

Hold da op hvor tog jeg fejl.

Og det er altså ikke fordi vi blæser det der julehejs vildt op her i huset. Hverken på den ene eller den anden led. Bevars, vi har spurgt barnet hvad hun ønsker sig. Hun ved godt der er gaver i spil. Og nej, hun har ikke fået mindre sukker her i december. Og i dag har vi pudset vinduer og hængt stjerner op. Men alt i alt har det hele været meget roligt. Og hyggeligt. Og enkelt.

Alligevel hopper hun rundt en halv meter over jorden, syngende i vilden sky. I dag, i Brugsen, tog hun først ‘på loftet sidder nissen’ tre-fire gange i streg for fuld hammer. Derefter gik hun over til bare at sige som en sirene – men i det mindste var folk da enormt søde til at flytte sig hvor vi kom frem. Jeg ved ikke hvordan andre mennesker får deres børn til at være mere stille på offentlige steder. Jeg tror seriøst ikke det lader sig gøre med Lulle, med mindre man har et afslappet forhold til kombinationen af børn og æter.

Nå, men de fleste mennesker lader heldigvis til at kunne se komikken. Især dem der fanger, at hun synger bjældeklam. Jeg kan heller ikke stå for, at hun siger juledigression. Altså om dem med lys og mos. Højst anvendeligt ord i december.